Jeg vil gerne være fuldtids-muslim
Aicha ønsker med tiden at kunne leve som sin mor og gå med tørklæde, men lige nu har hun for meget uro i kroppen og på det punkt deler hun skæbne med de andre piger i Pigegruppen
Pilen vender opad for 19-årige Aicha. På alle måder. Hun er lige flyttet i egen bolig, et klubværelse i Urbanplanen på Amager. Klarer sig godt på SOSU-uddannelsen. Har fået det godt med sin mor. Er i det hele taget så meget ovenpå, at hun har sagt ja til at være assistent i Pigegruppen, der er et projekt for vilde piger og ligger på Vesterbro i København.
Da Aicha for to år siden første gang kom med i Pigegruppen, var hun selv en af de voldelige piger. Hun kæmper stadig med at tøjle sit temperament, men bruger ikke længere vold. Det sker, at hun engang imellem går op i det sorte punkt, som hun kalder det, men det har hjulpet, at hun er begyndt at slå i en pude til kampsport i stedet for at slå på dem, der kommer på tværs af hendes hverdag. Ikke mindst har det hjulpet, at hun i Pigegruppen har mødt socialpædagoger og socialrådgivere, som har lyttet til hende. Har støttet, forstået og rådgivet hende, da hun havde allermest brug for det.
Og så er der alle de andre vilde piger, indvandrere og danskere, som også kommer i Pigegruppen. Til fælles har de en utilpasset ungdom fyldt med konflikter, men ellers er de vidt forskellige, hver især er de små personligheder, nogle med for meget hash, andre med for meget vold – som Aicha – og atter andre med tyveri. Og så er der dem, man ikke umiddelbart kan sætte en etikette på.
Til fælles har de også, at deres tid i Pigegruppen kan blive ret afgørende for, om de klarer sig og finder sig til rette i uddannelses- og arbejdslivet, eller de får et liv i evig konflikt med omgivelserne.
Aicha blev ‘lokket’ med i Pigegruppen af en veninde, der fortalte hende, at det var en rigtig luksusklub. Ikke en almindelig fritidsklub.
– Medarbejderne er meget omsorgsfulde. De er åbne og de forstår f… problemerne. De har erfaringer med tingene, siger Aicha.
Hun havde og har fortsat meget vrede indeni, og nogle gange kan hun ikke holde det tilbage. Det er svært at beskrive, hvorfor hun har det sådan. Det ligger der bare, og var grunden til, at hun både blev smidt ud af 10. klasse og af kokkeskolen. Der var også noget klammeri mellem to grupper af piger på gaden, hvor det endte med knivstikkeri. Flere af pigerne blev slæbt i retten, blandt andet også Aicha, der dog blev frikendt.
På et tidspunkt blev det for meget for hendes mor, og Aicha blev smidt ud. Boede en tid rundt hos veninderne, inden hun fik sin egen bolig.
Aichas forældre er født og opvokset i Marokko. Hendes mor kom først til Danmark som 20-årig i forbindelse med, at hun blev gift med Aichas far, der allerede boede i landet. Aicha er den ældste af en søskendeflok på tre, der alle er født i Danmark. Forældrene er skilt, men Aicha ser dem begge og er nært knyttet til sin mor. Hun besøger hende stort set hver dag, bortset fra torsdag, hvor hun fast kommer i Pigegruppen.
Social kontrol Artiklerne beskæftiger sig med den form for sociale kontrol, som nogle etniske minoritetsfamilier udsætter deres døtre for i håb om, at de opfører sig på den måde, som familien har udstukket. Den sociale kontrol kan i værste fald overskride FN’s børnekonvention og de rettigheder, som børn og unge har i Danmark. De første artikler blev bragt i Socialpædagogen nr. 03/2011 |
Kan se mig selv i de unge
Aicha er netop blev ‘ansat’ som frivillig assistent i Pigegruppen. Det betyder, at hun er en person midt imellem de vilde piger og medarbejderne. Ofte kan de unge bedre tale med en på deres egen alder end med en pædagog. Hun er assistent for tre unge piger, en dansker og to etniske minoritetspiger.
– Jeg kan se mig selv i dem, og kan ud fra mine egne erfaringer vejlede dem, hvis de gerne vil have det. Nogle kommunemennesker er lidt skumle, og så vil man hellere sige det til et andet ungt menneske. Det har jeg også selv gjort, siger Aicha.
– Jeg tror også, man lytter mere til et andet ungt menneske end til de ældre, siger hun.
Når man er assistent, kan man nogle gange komme til at stå med så store problemer, at man ikke skal bære dem alene, mener Aicha.
– Hvis der for eksempel er en ung pige på 14 år, der fortæller dig, at hun ofte tænker på at begå selvmord, så er det så stor en ting, at jeg vil tale med en af pædagogerne om det. Jeg vil ikke stå med det alene. For tænkt, hvis hun gjorde alvor af det, så ville jeg føle så megen skyldfølelse over, at jeg ikke havde gjort noget. Det kan jeg slet ikke holde ud at tænke på.
– Pædagogerne har jo en uddannelse til at tale om den slags ting, det har jeg ikke, siger hun.
Der bliver slået til
Hun beskriver nogle af de problemer, som mange etniske minoritetspiger har:
– Indvandrefamilier har en lidt hårdere opdragelsesstil end danske familier. For eksempel tjatter en dansk familie måske til sit barn, hvor en indvandrefamilie slår, så det kan mærkes. Det er tilladt i vores land, men ikke i Danmark, derfor vil vi ofte få flere slag. Vi må ikke så meget, som danske børn. For eksempel må vi ikke snakke med drenge, ikke drikke, ikke gå til fest, nogen skal gå med tørklæde, selv om de ikke har lyst til det, og endelig er der nogen, som bliver tvunget til at gifte sig.
For hendes eget vedkommende måtte hun selv bestemme, om hun ville gå med tørklæde. Hun har foreløbig valgt ikke at gøre det – men det vender vi tilbage til.
Aicha må det meste af det, danske piger får lov til, dog må hun ikke have kontakt med drenge eller drikke spiritus. Det sidste er ikke noget problem, for hun hverken ryger eller drikker.
– Der er mere ære i Marokko end i Danmark, for eksempel må en pige ikke gå i seng med en dreng før ægteskabet, og der er mere religion, og den kultur har mine forældre taget med hertil, fortæller hun.
Konfliktmægling LOKK (Landsorganisation af kvindekrisecentre) tilbyder konfliktmægling til etniske minoritetsunge og deres forældre. Det sker ofte på baggrund af henvendelser fra professionelle, blandt andet socialpædagoger og sagsbehandlere. I 2010 henvendte 389 professionelle og 444 unge sig til LOKK. De professionelle henvender sig primært for at få sparring og hjælp i form af konfliktmægling. LOKK har udgivet en publikation om konfliktmægling, og hæftet er tænkt som et praktisk redskab, der både kan give indsigt i og oplyse om, hvornår, hvorfor og hvordan konfliktmægling kan være et brugbart redskab. Der er beskrivelser af selve mæglingssituationen, af kulturkonflikter, og der bliver sat fokus på forskellige æresrelaterede problemstillinger (social kontrol, risiko for tvangsægteskab, pres, vold med mere). Hæftet ‘Konflikt-mægling i LOKK’ kan downloades på www.lokk.dk |
Vil gerne være fuldtidsmuslim
Aicha vil leve et frit liv, hvor en uddannelse er med til at give hende økonomisk selvstændighed, og økonomi er helt centralt for at kunne skabe sig sit eget liv.
Hun kan under ingen omstændigheder forestille sig, at hun skal leve i skyggen af manden. Hun vil, når den tid kommer, vælge sig en mand, som hun elsker. Hun har en forventning om, at det bliver en anden indvandrer, der har samme kulturelle baggrund som hun. Hendes kultur er en del af hende.
Og tørklædet er en del af den kultur. Hendes mor bærer tørklæde, og Aicha håber også, at hun selv en dag kan blive det, hun kalder for en fuldtidsmuslim, der beder sine daglige bønner. Som ikke snakker med drenge. Som ikke kommer sent hjem og som ikke laver ballade.
Lige nu har hun for meget uro i kroppen til at leve på den måde. Men om ikke før, så skal hun nå det, når hun finder sit livs udkårne.
– Jeg vil gerne leve i min religion og tradition. Leve frit med mine værdier, siger Aicha.
Om hun kan tøjle sin indre uro og dermed nå sit mål, vil tiden vise. Men en ting ved hun i hvert fald, at hun ikke vil med sit liv:
– Jeg vil ikke fremstå som en indvandrer-taber, siger Aicha.