icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Synspunkt

Grønlands børn har fået en stærkere stemme

39 grønlandske unge var i oktober samlet i en uge til NAKUUSA Youth Forum for at diskutere deres rettigheder og vilkår

  • Af Julie Troldborg, kommunikationsmedarbejder, UNICEF Danmark
  • 26-2011 /

Børn skal ikke være alene. De skal have en voksen, som de stoler på, og som har tavshedspligt. Sådan en har jeg selv manglet meget.

Sådan siger 15-årige Linda-Louisa Petersen, virrer let med hovedet for at få det sorte pandehår væk fra øjnene og smiler spørgende for at få at vide, om hun har svaret på det, hun er blevet spurgt om – nemlig, hvad hun synes, er den vigtigste udfordring for grønlandske børn.

Linda-Louisa er 15 år og bor til daglig i byen Narsaq i Vestgrønland. Sammen med 38 jævnaldrende er hun taget til Grønlands tredjestørste by Ilulissat for at deltage i NAKUUSA Youth Forum. Et børnetopmøde, som Grønlands Selvstyre og FN’s børneorganisation UNICEF Danmark har arrangeret for at få de unge selv til at sætte ord på, hvad der er et godt børneliv i Grønland. 

Socialpædagogisk Seminarium danner rammen om topmødet i en kulisse af enorme isbjerge. Mange af de unge har aldrig sat deres ben uden for den by eller bygd, de bor i, og flere af dem har måttet rejse i op til flere dage med både helikopter, skib og fly for at nå frem.

Det er derfor også overvældende for dem at være til NAKUUSA Youth Forum, hvor de for første gang i deres liv bor på værelse med andre unge, for første gang er på besøg i en større by (5.000 indbyggere) og for første gang nogensinde bliver konfronteret med deres rettigheder og vilkår – og oven i købet skal tale højt om dem.

Første dag skal de unge hver især gå op på en scene og sætte et hjerte på et kort over Grønland for at vise, hvor de kommer fra. En pige begynder at græde. Hun har aldrig stået på en scene før og gemmer ansigtet i hænderne. Tre dage senere sidder hun og klapper, hujer og filmer med sit mobilkamera, mens Grønlands svar på Nik & Jay giver et par numre i festsalen på Socialpædagogisk Seminarium. Bagefter triller tårerne ned ad kinderne – som de gør på teenagere, der lige har mødt deres største idoler.

‘Kære Fremtid’

De unge har uden tvivl vundet meget på det personlige plan på de fire dage, NAKUUSA Youth Forum har fundet sted. Men Grønland har som land også vundet en masse. Hele ugen har de unge diskuteret børns rettigheder og snakket om, hvad de synes politikere, forældre og voksne kan gøre bedre. Det har resulteret i et slutdokument – ‘Kære Fremtid’ – som er blevet overrakt til landets socialminister.

Her anbefaler de unge blandt andet, at der gribes tidligere ind, når et barn bliver misbrugt. ‘Det er vigtigt for barnet, at politi og kommune hjælper så tidligt som muligt. Sagsbehandleren skal handle hurtigt, for barnets tryghed skal prioriteres. Når et barn bliver misbrugt, går der for lang tid, før barnet får hjælp’, står der i slutdokumentet.

De unge vil også have politikerne til at prioritere pengene anderledes. ‘Vi kan ikke acceptere besparelser på væresteder for børn, idrætshaller og lignende faciliteter i fritiden. Eksempelvis er de lukkede i som merferien, således at man fristes til at lave noget andet, som ikke er ønskeligt’, skriver de.

Samtidig foreslår de, at selvtillid bliver et fag fra første skoledag, så børn kan lære at stå frem. ‘På den måde kan man bekæmpe generthed og tilbageholdenhed. Hvis vi skal nå resultater i fremtiden, skal vi stole mere på os selv’, lyder det.

Men de unge ved også, at de har et medansvar for at opnå det, de gerne vil. Derfor har de sidst i slutdokumentet blandt andet skrevet, at de ‘…vil kunne sige nej til ting, vi ikke ønsker. Vi har brug for at kunne tale mere med hinanden, for vi ved, at børn, der mobber andre, er børn, der har problemer i hjemmet. Hvis vi i fællesskab sætter en stopper for mobning, vil mange børn blive gladere i skolen og i deres fritid’.

NAKUUSA Youth Forum


NAKUUSA Youth Forum er en udløber af et femårigt samarbejde, som Grønlands Selvstyre og FN’s børneorganisation UNICEF Danmark påbegyndte i januar 2011. Samarbejdet har til formål at styrke grønlandske børn og unges rettigheder med udgangspunkt i FN’s børnekonvention.

NAKUUSA Youth Forum foregik den 17. – 21. oktober på Socialpædagogisk Seminarium i Grønlands tredjestørste by Ilulissat. Forummet har bl.a. fået støtte fra Bikubenfonden og Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond.  

NAKUUSA Youth Forum er blevet fulgt tæt af MIPI – Videnscenter for Børn & Unge, som senere på året kommer med en rapport om de unges visioner og holdninger.

 

Børnepanel skal høres af politikere Slutdokumentet er historisk. Aldrig før har så mange unge været samlet for at diskutere deres vilkår – og aldrig før har politikerne fået så gennemarbejdede forslag fra en så ung målgruppe.

Og det slutter ikke her.

NAKUUSA, som samarbejdet mellem Grønlands Selvstyre og UNICEF Danmark hedder, fortsætter over de næste fem år, og der skal foregå et væld af aktiviteter. Der er nedsat et børnepanel med 10 af de unge fra NAKUUSA Youth Forum, som blandt andet skal høres af politikerne, når der er projekter, der vedrører dem.

Og så er der NAKUUSA’s facebookside, som allerede efter få dage blev én lang myriade af billeder, videoer og statusopdateringer – ikke kun fra deltagerne selv, men også fra forældre, venner og klasselærere. En vigtig platform, hvor de unge holder liv i deres nye venskaber og fortsat kan diskutere og dele den viden, de har fået om børns rettigheder. ‘Jeg savner jer alle sammen’, ‘NAKUUSA vil altid være i mit hjerte’, ‘NAKUUSA er på en måde vores andet hjem’, er nogle af de statusopdateringer, der fylder væggen på facebook-siden.

Unge skal dele deres viden

De unge har knoklet mange timer om dagen i workshops med temaer som drømme, sociale medier, fritid og uddannelse. De har sat ord på synspunkter og mulige løsninger og skrevet en sang om børns rettigheder i samarbejde med en af Grønlands største sangerinder. Men mindst lige så vigtigt har de fået kommunikationsredskaber, de kan bruge, nu hvor de er taget hjem og skal arbejde videre med børns rettigheder i deres klasse, omgangskreds og by.

Meningen med NAKUUSA er nemlig, at alle børn og unge i Grønland – ikke kun de 39, der deltog i Youth Forum – lærer deres rettigheder at kende, og hvordan de kan bruge dem. For selvom langt de fleste grønlandske børn har det godt, er der en tredjedel, for hvem vold, alkohol, fattigdom og misbrug er en fast del af hverdagen. Og dem er de 39 deltagere fra Youth Forum meget opsatte på at hjælpe.

‘Selvmordstanker er ikke for sjov’ 

– Jeg har venner, der har tænkt på at begå selvmord. Men der er ingen, der har taget dem alvorligt. Og det synes jeg virkelig, der skal laves om på. Når man siger, man vil begå selvmord, så er det jo ikke for sjov. Så er det et alvorligt råb om hjælp, siger 15-årige Aki-Matilda.

Selv har hun det godt. Så godt, at der er rigeligt overskud til at hjælpe andre.  

– Jeg håber virkelig, virkelig meget, at jeg kan gøre en forskel.

Aki-Matilda er en af de 10 unge, der er udvalgt til at sidde i børnepanelet. Da hun skulle holde en tale for at overbevise de andre om, at de skulle stemme på hende, slog den spinkle pige sit lyse hår ud og stillede sig midt i lokalet. Den korte, lidt oversize læderjakke bevægede sig i takt med de ivrige hænder, da hun fik salen til at forstumme med sin tale om lighed blandt børn. En tale, der fik tårerne til at løbe ned ad kinderne på flere af tilhørerne.

Linda-Louisa og Aki-Matilda er bare et lille udvalg af de grønlandske unge, der imponerede og gjorde en forskel til NAKUUSA Youth Forum. Evalueringen taler for sig selv: Glade smileys hele vejen rundt. Grønlands børn har fået en stærkere stemme. Den er blevet skrevet ned, afleveret til politikerne, implementeret på facebook og bliver kun tydeligere de kommende år – med hjælp fra 39 stærke unge mennesker.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Debat, Synspunkt