Jeg lyttede til en debat på P1 den 9. august 2011. Den var mellem Vivi Kjer (K) og Özlem Cekic (SF), begge psykiatriordførere. Kort fortalt handlede det om, at psykiatrien i en årrække er blevet kørt ud på sidelinjen.
Der er blevet brugt flest milliarder på somatiske sygdomme, for eksempel hjerte- og kræftforskning samt behandling. Özlem Cekic synes ikke, der bliver gjort nok på det psykiatriske område: Lange ventelister, manglende sengepladser og pårørendes afmagt. Vivi Kjer synes, der var gjort en indsats, der er mange behandlingsmuligheder, men det kan blive bedre. Der må sættes yderligere fokus på området. Hun ville arbejde på, at den årlige Satspulje-fordeling vil betænke psykiatrien, sådan at fordelingsnøglen bliver, at forskning og udviklingsplaner tildeles midler fra Satspuljen, mens psykiatriens drift kommer på Finansloven.
Og med et kommende valg er det traditionen tro løftetid.
Som det er lige nu, findes der ikke en psykiatriplan, som der findes på for eksempel kræftområdet. Hvordan kan man så at sige arbejde i blinde og på evig usikker grund?
Som alt her i livet styres lyst og vilje af de økonomiske midler, og det er de politiske fokusområder, der afgør, om en sag er in eller out. Psykiatrien har vist ikke været i kridthuset længe. I nyere tid er et utal af sengepladser (22 procent) nedlagt.
Og dette er sket på trods af, at der er 40.000 flere psykiatriske brugere end for 10 år siden – en stigning på 48 procent. Og stigningen er stor blandt helt unge.
I Politiken den 9. august 2011 læste jeg, at en undersøgelse udarbejdet af Nordisk Råd viser, at mange psykiatriske patienter begår selvmord efter (for tidlig) udskrivelse fra psykiatriske afdelinger.
Flere sengepladser er uden tvivl vejen til helbredelse, vel og mærke hvis behandlingen får den fornødne tid og føres forsvarligt til ende.
At jeg både skulle læse en artikel og høre en debat i radioen med samme indhold på én og samme dag, fik mig ind på nogle tanker, som jeg har tænkt så mange gange før.
Hvorfor stiger tallet?
Når der skrives om psykiatrien, handler det ofte om nedskæringer og manglende politisk fokus. Menneskeskæbner, der køres ud på sidelinjen, tildeles førtidspensioner og derved bliver parkeret. Det handler om økonomiske puljer. Mennesker contra penge er smagløst – uanset hvor og hvornår. I et velfærdssamfund burde sådan noget slet ikke komme på tale.
I Politiken-artiklen nævnes det, at hver femte dansker rammes af en psykisk sygdom. Så det er uhyggeligt tæt på. En ved siden af dig er eller vil blive ramt.
Jeg hæfter mig ved artiklens overskrift: ‘Syge tal om syge’. Disse tal er i støt stigning, og jeg undres over, at det aldrig drøftes, hvorfor denne stigning sker. Hvorfor får flere og flere psykiatriske diagnoser?
Jeg var for et par år siden til et foredrag med forfatteren og præsten Asger Baunbak-Jensen i Psykiatrifondens regi. Hr. Baunbak-Jensen fortalte om sin livsledsager, angsten.
Han mente, at der vil være flere psykisk syge i moderne tid, fordi der ikke er ro i den enkeltes liv. Altid på vej, altid på. Aldrig mærke efter. Ofre i et ræs, ingen er herre over. Mangel på livsfokus og holdepunkter.
Jeg tænkte meget over hans budskab. Vi lever vores liv gennem mobiltelefonen og sociale netværk. Vi skal være omstillingsparate, have fokus på uddannelse, helst så tidligt som muligt, og det er gennem et skolesystem, som på mange måder skranter. PISA-tallene taler deres eget sprog. Barndommen, legen og kreativiteten udslettes stille og roligt. Der skabes små voksne med adfærdsmønstre, der ligner deres forældres.
Og så skal vi lige have lidt finanskrise oveni, frygten for prikket på skulderen og angsten for en økonomisk deroute. Jo, der er masser at være urolig over.
Jeg så en helsidesannonce for Innovationshøjskolen. Overskriften lyder således: ‘Flyt dig… eller fremtiden overhaler dig’. Hvilket stressende budskab. Men meget sigende for hele ånden i vor tid.
Bliver psykiske syge mest af alt syge på grund af den måde, samfundet er skruet sammen på? Hvor er det på vej hen?
Hvorfor er der så ingen, der råber højt, råber vagt i gevær? Er det kun et samfund for de stærke og dem, der ikke bekymrer sig? Dem, som ikke kan se, at livet indeholder noget andet, mere vigtigt… Dem, der hopper på toget og bliver hængende. Toget med økonomiske konjunkturer, børstal, aktieafkast, investeringer, kreditforeningslån, forbrug, opsparing til en pension, som måske ikke opleves… dansen om guldkalven.
Kompetente børn?
Jeg tænker, at der er tale om et samfundssocialt og kulturelt værditab.
Feudalsamfundet havde sine gode sider. Alle kendte deres plads. Tryghed. Fattigdom var ikke en skam, når man gjorde sit bedste. Man kunne sagtens være en stolt person, selv om man var fattig. I dag er fattig noget med overførselsindkomst, pres og straf for manglende indsats, mangel på forbrug, manglende mærkevarer og synd for børnene, at de ikke har det, de andre har. Økonomi og forbrug kommer før noget andet.
Tabet af et skolesystem, der lærer gode værdier fra sig gennem en lærer, der har den fornødne respekt hos børnene. Fordi læreren er voksen, har livserfaring og den øvrige viden, der skal formidles. At det kompetente barn trods alt kun er et barn, der skal lære om livet. Helst på en sjov og berigende facon.
Jeg fornemmer, at dengang min egen pædagogstand gav los og gjorde barnet til en ligeværdig, gjorde vi også det enkelte barn usikker.
Og revselsesretten (I Danmark blev revselsesretten afskaffet med lovændringen fra 1997, som utvetydigt gjorde det forbudt at slå sine børn). Jeg er ikke fortaler for at slå børn, men nævner det, fordi forældre samtidig mistede fodfæste og respekt som opdragere. Det kompetente barn kunne nu slå sig løs på alle fronter. Frit valg på alle hylder.
Dertil overøser vi barnet med et kæmpeforbrug. Eget tv, computer, mobil på værelset. Barnet kommer aldrig ud derfra. Får ikke rørt sig nok, udvikler spiseforstyrrelser af den ene eller anden art. Sidder ikke mere i sofaen eller ved spisebordet. En familie har mistet noget, samværet. Nå, så arbejder vi bare noget mere, ringer hjem om et møde, bliver forsinket… vi ses. Og så bliver det til en skilsmissefamilie, som senere bliver til noget større. Papfar- og -mor, din, min og vores. Forvirret? – se næste afsnit af ‘SOAP’.
Så producerer vi flere tv-reality-udsendelser om usikre mennesker, der ikke mere kan opdrage deres børn på naturmetoden eller alt andet almindeligt, men må have eksperthjælp til både stort og småt. Eller programmer om mennesker, der har det værre end os.
Et samfund på lykkepiller?
Jeg ser en samfundsudvikling, som skaber neurotiske, stressede og angste borgere.
Det fundamentale er forsvundet. Trygheden, familierelationen, værdierne og traditionerne. Men det er ikke moderne. Kommer til at tænke på ‘Riv pyramiderne ned’, titlen på SAS-chef Jan Carlzons klassiker af en bog. Men riv ikke ned for enhver pris.
Jeg har min daglige gang på et socialpsykiatrisk bosted. Og uden at udlevere nogen, så er der mange livshistorier, der læner sig pænt op ad det, jeg beskriver. Tab og utryghed. Tabet af naturlig, respektfuld, kærlig og tryg omgang med forældre og skolesystem. Derfra ud i et samfund, som lovpriser forbrug: Åben hele søndagen – hviledagen kan tage hen, hvor peberet gror. Et evigt glødende Dankort er sagen – især et, der er overtrukket. Har vi ikke andet sammen, så kan vi da forbruge sammen og spise os en pukkel til. Hvor blev familieskovturen af?
Vi så at sige taber hinanden. Kan De fornemme, hvor vi er på vej hen? Nej vel? Ingen gør sig tanker om kursen, det er bare frem. Bevidstløst lader vi os føre eller forføre.
Så kan 40.000 flere psykiatriske patienter sagtens være det rette tal, og flere kommer sikkert til.
Et er helt sikkert: Psykiatrien skal på finansloven. Og der skal forskes i, hvorfor det går den gale vej. Her er lige givet et bud, uden at være ekspert.
Men hvor fedt er det med et samfund på lykkepiller?
Jeg bliver ikke arbejdsløs foreløbig … eller gør jeg?