Det siger sundhedsloven
Som udgangspunkt må ingen behandles uden samtykke, men sundhedsloven definerer, hvordan dette samtykke skal håndteres i forhold til eksempelvis udviklingshæmmede
Det er en hjørnesten i sundhedsloven, at ‘ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke’. Det vil sige, at patienten frivilligt skal acceptere behandlingen på baggrund af ‘fyldestgørende information’.
Når det gælder børn under 15 år, skal forældre eller værge give samtykket, og for ‘varigt inhabile’ voksne, skal nærmeste pårørende eller værge give samtykket. Varigt inhabile defineres således:
‘Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke til behandling, kan være mennesker med nedsat psykisk funktionsevne, hvad enten denne tilstand er opstået ved fødslen eller er opstået senere, som tilfældet er for demente personer. Endvidere vil kronisk sindslidende og sindslidende med langvarige sygdomsforløb ofte kunne henregnes til denne gruppe af patienter. Det afgørende er, om de pågældende kan forholde sig fornuftsmæssigt til behandlingsforslag med videre.’
Nærmeste pårørende kan defineres bredt:
‘Familieforholdet behøver ikke altid være det afgørende. Også en person, som patienten er nært knyttet til, vil i den konkrete situation kunne anses for nærmeste pårørende for eksempel en ven, en bistandsværge eller en støtte- og kontaktperson.’
Muligheden for, at nærmeste pårørende eller værge giver samtykke på vegne af ‘den varigt inhabile’ patient, gælder kun, når patienten ikke direkte modsætter sig behandlingen. I vejledningen præciseres det således:
‘Det skal understreges, at hvis en patient i ord eller handling tilkendegiver, at vedkommende ikke vil behandles, er der, uanset samtykke fra værge eller pårørende, ikke hjemmel til at gennemføre behandlingen med tvang.’
Det slås også fast, at det kan være strafbart at behandle mod patientens vilje.
Ovenstående er kun et lille udpluk af ‘Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger med videre’. Der er også beskrevet, hvordan loven skal forstås i særlige situationer, som for eksempel når værgen eller den pårørende forvalter samtykket på en måde, der åbenlyst skader patienten, eller når der er tale om en akut situation, hvor der ikke er tid til at indhente samtykke.
De tre undtagelser
Der er tre undtagelser fra hovedreglen om, at man ikke må tvangsbehandle:
Undtagelsen i akutte, livstruende situationer
I straffeloven bliver det i den såkaldte nødretsparagraf slået fast, at en handling, der ellers ville være strafbar, ikke straffes, når den var nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og lovovertrædelsen måtte anses for at være af forholdsvis underordnet betydning.
Sundhedslovens paragraf 19 indeholder også en sådan nødretslignende bestemmelse.
I Socialministeriets nyeste vejledning om magtanvendelse overfor voksne præciseres det at ‘i en akut, livstruende situa tion kan man uanset protest fra patienten således altid behandle’.
Undtagelsen i psykiatriloven
Kun hvis en person er sindssyg – eller i en tilstand, der helt kan sidestilles hermed – åbner psykiatriloven op for tvangsbehandling. To betingelser skal være opfyldt:
For det første skal personen være sindssyg, eller i en tilstand, der kan ligestilles med det. Det kan for eksempel være, at man er i fare for at begå selvmord. For det andet skal det være uforsvarligt, hvis man ikke bliver tvangsindlagt. Enten fordi man er til nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre, eller fordi udsigten til, at man kan få det afgørende bedre ellers ville blive meget forringet.
Undtagelsen ved smitsomme sygdomme
Ud over ovenstående åbner loven også op for tvangsbehandling i forbindelse med smitsomme sygdomme, men det kan kun komme på tale i forbindelse med en truende epidemi.
Læs hele vejledningen her og find psykiatriloven her