Forskellige fortolkninger
To juridiske eksperter er uenige om sundhedslovens muligheder for tvangsbehandling
At der er uklarhed om loven illustreres af, at to af de danske jurister, der ved mest om sundhedsloven, ikke er enige om, hvordan den skal fortolkes.
Som det fremgår af artiklen ‘Uklare regler for nødsituationer’ mener professor i sundhedsret, Mette Hartlev, at sundhedsloven ikke klart tillader tvangsbehandling. Men på grund af en bestemmelse i straffeloven er det alligevel tilladt at give akut, livredende behandling, selv om en udviklingshæmmet eller dement borger modsætter sig dette.
Chefkonsulent i Sundhedsstyrelsens afdeling for tilsyn, Elisabeth Hersby, der ligeledes er jurist, når frem til samme konklusion om, at akut livredende behandling kan være tilladt på trods af protester – men hun gør det på baggrund af nogle andre mellemregninger:
– Den relevante bestemmelse er sundheds lovens paragraf 19 om øjeblikkeligt behandlingsbehov.
Paragraf 19 siger, at ‘hvis en patient, der midlertidigt eller varigt mangler evnen til at give informeret samtykke eller er under 15 år, befinder sig i en situation, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens overlevelse eller for på længere sigt at forbedre patientens chance for overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af behandlingen, kan en sundhedsperson indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra patienten eller fra forældremyndighedens indehaver, nærmeste pårørende eller værge’.
Den paragraf fortolker Mette Hartlev sådan, at man ikke behøver vente på at få et samtykke fra for eksempel værgen.
– Men paragraffen siger ikke, at man må behandle, hvis patienten modsætter sig, lyder hendes vurdering.
Elisabeth Hersby konkluderer derimod:
– Bestemmelsens tyngdepunkt ligger i det øjeblikkelige behandlingsbehov. I akutte livstruende situationer, det vil sige situationer, hvor behandling er påkrævet for patientens overlevelse, kan man jævnfør paragraf 19 altid behandle.