Fortiden præger nutiden
Sundhedslovens forbud mod tvangsbehandling er i høj grad en reaktion på de overgreb, der tidligere blev begået imod udviklingshæmmede. Det vurderer sundhedsprofessor, der mener, at tiden er inde til at genoverveje loven
Det skal understreges, at hvis en patient i ord eller handling tilkendegiver, at vedkommende ikke vil behandles, er der, uanset samtykke fra værge eller pårørende, ikke hjemmel til at gennemføre behandlingen med tvang.
Sådan står der udtrykkeligt i vejledningen til sundhedsloven, og det forbud hænger tæt sammen med de overgreb, der tidligere blev begået mod mennesker med udviklingshæmning.
Professor i sundhedsret ved Københavns Universitet, Mette Hartlev, fortæller, at den nye værgemålslov, der kom i 1995, var et opgør med den tankegang, der i 50’erne, 60’erne og 70’erne herskede på de store centralinstitutioner.
– Dengang blev der jo anvendt tvang i et omfang, der er helt, helt uacceptabelt set med nutidens øjne. Man kan sige, at der på mange måder herskede et menneskesyn, hvor de udviklingshæmmedes værdighed ikke blev respekteret. De blev ikke betragtet som ligeværdige mennesker. Nogle af ‘Det kan nytte’ dokumentarfilmene, som SL var med til at producere i 80’erne beskriver eksempler på en uværdig dagligdag for udviklingshæmmede, som bliver madet og nærmest spulet rene i baderum. Men med værgemålsloven blev det slået fast, at godt nok kan man gøres økonomisk umyndig, men man kan ikke gøres personligt umyndig, så andre fuldt og helt kan træffe beslutninger på ens vegne. Der skal altid være situationer, hvor man selv kan slå hælene i. Og den tankegang er videreført i andre love, så den i dag også er gældende i sundhedsloven, siger hun.
Radikal forandring nødvendig
Fra 1986 til 1989 var Mette Hartlev ansat som juridisk konsulent i Socialpædagogernes Landsforbund, og hun var derfor ganske tæt på den bevægelse, der erstattede tvang med selvbestemmelse.
– Og jeg er overbevist om, at det tidligere var vigtigt at sige: ‘Nu ændrer vi det. Nu skal der en radikal forandring til. Nu skal menneskesynet være, at mennesker med udviklingshæmning er nøjagtig lige så værdifulde som alle os andre.’
Mette Hartlev vurderer, at det dengang ville have været svært at gennemføre en så radikal kulturforandring, som det faktisk lykkedes at gennemføre, hvis der også skulle have været plads til nuancer. Hvis man havde sagt: ‘Det skal som udgangspunkt være slut med tvang, men der skal være mulighed for at skønne, så man i særlige situationer alligevel kan anvende tvang.’
– Men der er trods alt sket så meget i de sidste 30 år, at jeg mener, at tiden nu er moden til at overveje om, det er muligt at lave nogle regler for anvendelse af tvang i helt særlige situationer. Som sidste udvej, og når der er tungtvejende grunde til at gøre det – for eksempel fordi alt andet vurderes at være omsorgssvigt, siger hun.
I forrige nummer af Socialpædagogen beskrev vi, hvordan forbuddet mod tvangsbehandling i værste fald kan være livsfarligt for voksne udviklingshæmmede, der ikke selv forstår konsekvensen af at sige nej til lægebehandling. For eksempel fordi det ikke er lovligt at gennemtvinge en kræftbehandling, hvis patienten siger nej – uanset om patienten forstår betydningen af nej´et eller ej. Læs artiklerne i Socialpædagogen nr. 10 2011