Lov forhindrer omsorg
Sundhedsloven kan i værste fald være livsfarlig for voksne udviklingshæmmede, der ikke selv forstår, hvad det betyder at få lægehjælp. Hvis man med ord eller handling siger nej, er det som udgangspunkt ulovligt at behandle
En udviklingshæmmet mand døde, fordi han ikke blev behandlet for lymfeknudekræft. Forinden forsøgte hans læge at få ham i behandling, men manden sagde nej, og så måtte behandlingen ikke gennemtvinges.
Og så var det fuldstændig uden betydning, at lægen vurderede, at manden slet ikke havde forstået, hvad han sagde nej til.
Sådan lyder et af de eksempler, som Lægeforeningen har indsamlet i sit første spæde forsøg på at få et overblik over konsekvensen af den danske lov mod tvangsbehandling – eller fysisk magtanvendelse, som Lægeforeningens chefjurist, Karin Mette Thomsen, foretrækker at kalde det.
– Hvis man hører ordet tvang eller fastholdelse, får man nogle forkerte billeder ind på nethinden. Det er vigtigt at sige, at det er omsorgen, der skal i højsædet. Og for øjeblikket spænder lovgivningen ben for, at man kan udvise omsorg, siger hun.
Den danske sundhedslov anerkender, at nogle udviklingshæmmede, demente og andre handicappede ikke er i stand til at forstå, hvad en læge eller anden sundhedsbehandling går ud på. Og da al sundhedsbehandling (med specifikke undtagelser) kræver patientens samtykke, er der derfor en regel om, at det i stedet er nærmeste pårørende eller værge, der skal sige ja til behandlingen.
Men hvis de samme mennesker, der altså ikke vurderes at være i stand til selv at sige ja, derimod siger nej (og bliver ved med at sige nej), ja, så må behandlingen droppes – med mindre man vælger at bryde loven eller kan bruge en nødretsparagraf, en paragraf i psykiatrilovgivningen eller en helt særlig paragraf om smitsomme sygdomme (se artiklen ‘Det siger sundhedsloven’).
For som der står i vejledningen til sundhedsloven:
‘Det skal understreges, at hvis en patient i ord eller handling tilkendegiver, at vedkommende ikke vil behandles, er der, uanset samtykke fra værge eller pårørende, ikke hjemmel til at gennemføre behandlingen med tvang.’
Risiko for omsorgssvigt
I praksis betyder det, at hvis et voksent, udviklingshæmmet menneske modsætter sig lægebehandling ved for eksempel at trække hånden til sig, når der skal stikkes, ja, så er det ulovligt at stikke ham. Også selv om ti læger, samtlige pårørende og 100 pædagoger siger, at det er det eneste, der er at gøre. Og uafhængigt af, at den udviklingshæmmede har en værge, og for eksempel ikke vurderes at være i stand til at træffe beslutninger om sin egen økonomi eller boligsituation.
Gælder det derimod hygiejnen, som for eksempel bad eller tandbørstning, åbner serviceloven op for, at det i ganske særlige situationer og under ganske særlige forhold, er tilladt at bruge tvang.
At forbuddet mod tvangsbehandling kan få alvorlige helbredsmæssige konsekvenser, er flere fagpersoner enige om.
Professor i sundhedsret ved Københavns Universitet, Mette Hartlev, siger:
– Det er klart, at der er risiko for, at så firkantede regler kan resultere i omsorgssvigt. For hvis man skal følge reglerne, bliver man jo nødt til at opgive behandlingen i de tilfælde, hvor det ikke kan lade sig gøre at motivere patienten.
Under overskriften ‘Bryd loven eller lægeløftet’ beskrev Ugeskrift for læger sidste år det dilemma, læger står i, når en patient siger nej til behandlingen – uden at være klar over konsekvensen.
Chefjurist Karen Mette Thomsen fortæller, at Lægeforeningen bagefter fik omkring 60 henvendelser på baggrund af artiklen, og det er usædvanligt mange.
– Henvendelserne kom både fra læger, der havde stået med problemstillingen i praksis, og fra organisationer, der havde en holdning til emnet. Og det gik op for os, at der er mange, der synes, at det er et stort problem. Nogle af henvendelserne kom fra læger, der havde konkrete eksempler på, hvordan de i dagligdagen oplevede, at loven var urimelig. Det kunne for eksempel dreje sig om demente, der havde smerter, fordi de modsatte sig at få skiftet et kateder. Andre skrev, at man burde kunne bruge tvang, når der var mistanke om livstruende sygdomme, siger hun.
Sundhedsmæssig behandling Uddrag af Socialministeriets ‘Vejledning om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne, herunder pædagogiske principper’: Sundhedsloven gælder for sundhedsmæssig behandling Sundhedslovens bestemmelser gælder i en bred sammenhæng, hvor der udføres både sociale opgaver og sundhedsmæssige opgaver. Den sundhedsmæssige behandling af borgere med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne sker i det daglige i sammenhæng med den almindelige sociale omsorg, således at de sociale omsorgsopgaver og den sundhedsmæssige behandling kan være svære at adskille. Der kan være tale om udskiftning af forbinding og rensning af sår samtidig med hjælp til personlig pleje, ligesom medicin ofte udleveres sammen med maden. Sundhedsmæssig behandling Ved sundhedsmæssig behandling forstås undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, genoptræning, sundhedsfaglig pleje og sundhedsfaglige forebyggelsestiltag over for den enkelte patient med videre. Eksempler på sundhedsmæssig behandling er: medicingivning, insulinbehandling, øjendrypning, tandbehandling, sårbehandling, blodprøvetagning og vaccinationer. |
Måtte opgive røntgenfotografering
Sytter Kristensen er enig i, at det bastante forbud mod tvangsbehandling kan få nogle meget negative konsekvenser. Hun er formand for Landsforeningen LEV, der er en organisation for udviklingshæmmede og pårørende, og siger:
– Det er jo et paradoks, at der må anvendes magt til tandbørstning, men ikke til at sikre livreddende lægebehandling. Der er situationer, hvor sundhedsloven er tåbelig.
Sytter Kristensen har selv stået i en konkret situation, hvor hun syntes, at loven kom til at gøre skade i stedet for at beskytte.
Det var da hun var leder af et beskyttet værksted, hvor en af beboerne havde en selvskadende adfærd og gentagne gange hamrede hovedet ind i væggen.
Sytter Kristensen tog på hospitalet med ham, hvor han egentlig skulle have haft en røntgenundersøgelse, så lægerne kunne se, om slagene havde skadet ham. Men manden ville ikke lægge sig ned.
– Han rejste sig op, hver gang han kom ned og ligge, og det var egentlig ikke fordi han forstod, at han skulle røntgenfotograferes og ikke ville det – det var bare hans adfærd at rejse sig op, når han blev lagt ned, og så blev det tolket som en protest. Jeg fik ikke lov til at holde ham, så han kunne blive røntgenfotograferet, og det, syntes jeg, var dybt chokerende. Jeg vidste ikke om, han var kommet alvorligt til skade, men vi blev bare nødt til at tage hjem igen, fortæller hun.
Frustrerende for medarbejderne
Socialpædagogernes næstformand, Marie Sonne, vurderer, at loven mod tvangsbehandling bringer socialpædagoger ud i nogle vanskelige dilemmaer, men hun har ikke noget præcist billede af omfanget.
– De seneste år er der nok blevet fokuseret for lidt på det helbredsmæssige, og derfor kan jeg nemt forestille mig, at nogle socialpædagoger står i dilemmaer, der ikke rigtig bliver italesat. Men det gælder om at få det på dagsordenen og dilemmaerne frem i lyset, siger hun.
Viceforstander Anja Holst fra Ribelund vil gerne sætte ord på et konkret dilemma. Det opstod, da en af de 140 fysisk og psykisk udviklingshæmmede borgere for nylig fik det tiltagende dårligt. Han ville ikke spise noget og fik absancer. Anja Holst fortæller:
– Manden blev dagligt tilbudt hjælp til at komme til lægen, men han afviste både muligheden for at komme til lægen, og at modtage lægens besøg. Personalet kontaktede lægen for at høre, hvad vi skulle gøre, og lægen blev ved med at sige: ‘Det er jeres pædagogiske opgave at sørge for at motivere ham. Jeg kan ikke tvinge ham til behandling’. Til sidst blev manden så dårlig, at han blev indlagt akut. Da han kom til hospitalet, var han døende, og fik ilt. Det viste sig, at han havde lungebetændelse.
‘Hvorfor i alverden har I ikke indlagt ham noget før’, lød spørgsmålet.
Borgeren fra Ribelund overlevede, men det kunne også være gået helt galt. Og for personalet var det en meget ubehagelig situation.
– Vi vurderede klart, at han havde brug for hjælp, men hvad skulle vi gøre, når lægen sagde, at han ikke kunne tvinge ham til behandling? Det er et stort problem, når du står overfor et menneske, som ikke forstår de fulde konsekvenser af ikke at modtage lægehjælp. Og vi landede lige midt i dilemmaet mellem omsorgspligt, omsorgssvigt og mandens ret til selvbestemmelse.
Læs vejledningen på her