Uklare regler for nødsituationer
I akutte, livstruende situationer træder nødretten i kraft, så man gerne må tvangsbehandle, men nødretten er ikke præciseret. Uklarheden kostede måske en udviklingshæmmet mand livet, viser et eksempel fra LEV
I nødsituationer kan nødparagraffer træde i kraft. Det gælder, hvis du opdager, at din nabos hus er ved at blive vandskadet, og du bryder ind for at stoppe vandet: Så kan du ikke bagefter straffes for indbruddet.
Og det gælder, hvis du bruger tvang for at redde en udviklingshæmmet eller dement borger, der modsætter sig akut, livreddende behandling: Så kan du ikke bagefter blive straffet for at have gennemtvunget behandlingen af en såkaldt inhabil patient, der ikke selv forstår behandlingen.
Men mens man med nødrets-bestemmelserne fra straffeloven i hånden altså kan gennemtvinge en akut, livreddende behandling, så er det uklart, om sundhedsloven giver samme ret, mener Mette Hartlev, der er professor i sundhedsret ved Københavns Universitet:
– Efter min vurdering er det ikke klart, at sundhedsloven giver hjemmel til at behandle en inhabil patient, som modsætter sig dette. Men der er under alle omstændigheder en bestemmelse i straffeloven omkring nødret, som siger, at man kan gøre noget, som i virkeligheden er strafbart, og som så alligevel ikke er strafbart, hvis man har gjort det for at redde noget væsentligt, som for eksempel et liv. Og derfor er det for eksempel helt klart, at hvis en dement eller stærkt udviklingshæmmet borger er i livsfare, fordi han har fået insulinchok, ja, så er det tilladt at give ham insulin, selv om han protesterer.
I Socialministeriets nyeste vejledning om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne er det da også slået fast, at ‘i en akut, livstruende situation kan man uanset protest fra patienten mod behandlingen således altid behandle’.
– Men det kræver, at der virkelig er tale om livsfare eller fare for at få et væsentligt handicap. Og det skal være akut. Så for eksempel vil en cancerbehandling, som en beboer modsætter sig, efter min opfattelse falde helt uden for det rum, ligesom det heller ikke er tilladt, hvis man igen og igen tvinger en hjertesyg til at spise sin hjertemedicin, siger Mette Hartlev.
Jurist og chefkonsulent i Sundhedsstyrelsens afdeling for tilsyn, Elisabeth Hersby, er enig i, at det er en nødretsbetragtning, der i akutte livstruende situationer gør det lovligt at behandle på trods af protester. Men i modsætning til Mette Hartlev mener hun, at det kan læses direkte ud af sundhedsloven, så man altså ikke behøver at gå en omvej ad straffeloven (se artiklen ‘Forskellige fortolkninger’).
Såvel Mette Hartlev som Elisabeth Hersby understreger, at behandling under protest kun kan være tilladt, når patienten er såkaldt inhabil og forstandsmæssigt ikke er i stand til at vurdere behandlingen. Elisabeth Hersby:
– Hvis patienten er habil, kan pågældende på fyldestgørende informeret grundlag sige nej tak til behandlingen, selv om den er livreddende.
Straffelovens § 14 ‘En handling, der ellers ville være strafbar, straffes ikke, når den var nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og lovovertrædelsen måtte anses for at være af forholdsvis underordnet betydning.’ |
En generel nødbremse
Mette Hartlev påpeger, at det er uheldigt, at det kun er straffelovens nødretsbetingelser, som klart giver mulighed for at sikre, at udviklingshæmmede og demente kan få livsvigtig behandling mod deres vilje. For nødretten er en helt generel nødbremse, der kan bruges til at forhindre sanktioner i situationer, hvor der er begået en strafbar handling. Det er ikke en regel, som forholder sig specifikt til tvangsbehandling af inhabile patienter, og som suppleres med en vejledning i, hvordan loven skal bruges i praksis.
At det kan gå helt galt, har Sytter Kristensen et konkret eksempel på. Hun er formand for Landsforeningen LEV, der er en organisation for udviklingshæmmede og pårørende. Sidste år fik hun et brev fra et forældrepar, der havde mistet deres udviklingshæmmede søn.
Den voksne søn blev indlagt på hospitalet, fordi han havde høj feber og var stærkt svækket. Lægerne vidste ikke, hvad han fejlede og ville tage en blodprøve – men det nægtede manden. Så blev han sendt hjem igen og døde en uge efter.
– Men manden havde slet ingen forståelse for, at han kunne dø af at sige nej til at blive stukket, fortæller Sytter Kristensen.
Behov for klare regler
Mette Hartlev understreger, at hun ikke kender den konkrete sag, og derfor kun udtaler sig generelt:
– Sådan som du beskriver eksemplet, er sundhedsloven fulgt til punkt og prikke, men man kan overveje, om lægerne burde have set, at personen var i livsfare, og derfor med henvisning til straffelovens nødretsbetingelser skulle have gennemtrumfet blodprøvetagningen mod mandens vilje. Omvendt kan det også være, at de ikke vurderede, at sagen var så alvorlig, og derfor valgte at respektere loven og mandens ønske.
I Mette Hartlevs øjne viser eksemplet, hvad der kan ske, når der er usikkerhed om reglerne.
– Det ville være meget mere betryggende med nogle klare regler om, hvornår man kan anvende en eller anden form for magt, siger hun.
Sytter Kristensen er helt enig:
– Eksemplet viser, at den nuværende lov i nogle situationer er fuldstændig tåbelig. Der er behov for et helt klart og anvendeligt regelsæt, der tydeligt beskriver, hvornår man kan komme i behandling på trods af protester.