Lægens bord – Karinas liv
Socialpædagoger og læger skal blive bedre til at arbejde sammen omkring beboernes helbred, mener de på Boinstitutionen Stokholtbuen. De har ansat en sygeplejerske, der skal bygge bro
48-årige Karina, der bor på Boinstitutionen Stokholtbuen i Herlev, har gennem længere tid haft det skidt. Hun har svært ved at holde balancen, har tabt sig og ændret adfærd, som blandt andet viser sig ved, at hun slår sig selv i hovedet og bider sig i armen. Hun er urolig og går konstant rundt på gangene. Hun har et udviklingsniveau som en to-årig og kan ikke selv fortælle, om hun har ondt nogle steder. Personalet er bekymret for hende og kontakter den praktiserende læge. Karina bliver indstillet til en CT-scanning på hospitalet, og da hun ikke kan ligge stille, skal hun i narkose for at blive scannet.
Hospitalets procedure for en scanning er, at patienten først kommer til en forundersøgelse og senere bliver scannet. Altså to besøg.
Karina er bange for alt, der har med læger og hospitaler at gøre, og selv om hun får at vide, at det ikke vil gøre ondt, forstår hun det ikke.
To besøg betyder, at Karina skal undersøges to gange, og det betyder, at personalet to gange skal anvende magt over for hende for at få hende ind ad hospitalsdøren. Det er psykisk meget belastende for Karina, og hun er mærket af det længe efter, også selv om personalet gør en ekstra indsats for at berolige hende.
Personalet fortæller hospitalet om Karinas angst og spørger, om der er mulighed for, at begge undersøgelser kan foretages på en og samme dag. Svaret er nej.
Rent lægeligt kan det godt lade sig gøre at lave begge dele samme dag, men hospitalets rutiner og praksis siger to besøg, og det kan man ikke uden videre lave om på.
Personalet vurderer, at det er vigtigt at få Karina undersøgt, og kontakter derfor den praktiserende læge, så Karina kan få noget beroligende inden hospitalsbesøgene. Men får et nej. Lægen vil ikke give hende noget beroligende. Allerhøjest en søsygetablet, og det forslår som en skrædder et vist sted.
Det er tilsyneladende op til den enkelte læge at afgøre, om de vil give noget beroligende, fortæller leder Vivi Lauritsen, Stokholtbuen.
– Nogle gange har lægerne ikke noget imod at give beboerne noget beroligende, for eksempel når de skal til tandlæge, siger hun.
Medarbejderne har forsøgt med magt at få Karina ind på hospitalet til undersøgelse, men hun strittede så meget imod, at de blev nødt til at opgive det, fordi de vurderede, at de psykiske omkostninger for Karina var for store.
Og her står sagen lige nu.
De skal passe ind i systemet
Det er i grunden så lidt der skal til, for at få Karina undersøgt. Et hospitalsvæsen, der gerne vil ændre lidt i rutinen, så der også er plads til en anderledes patient. Og en praktiserende læge, der vil give Karina noget beroligende, inden hun skal ind på hospitalet.
Desværre er Karinas situation ikke enkeltstående. Også andre beboere kommer i klemme, fordi de ikke kan passe ind i hospitalets kultur, og medarbejderne på Stokholtbuen har længe talt om, hvordan de kunne få et bedre samarbejde omkring beboernes sundhed. At det kan lade sig gøre, er samarbejdet med specialtandlægerne et rigtig godt eksempel på.
– De tager hensyn til gruppen. Desuden er der også en accept af, at beboerne bliver lagt i narkose, hvis det er en større tandbehandling, de skal igennem, siger Vivi Lauritsen.
Inden en beboer skal på hospitalet eller skadestuen, forsøger personalet – så vidt det er muligt – telefonisk at forberede lægerne på, hvem beboeren er, og desuden få lidt at vide om, hvad, der skal ske med beboeren. Den viden bruger de til at forberede beboeren bedst muligt. Men ofte har lægerne ikke tid til at tage de hensyn, som beboerne har brug for, fortæller Vivi Lauritsen.
– Vores beboere skal passe ind i sundhedssystemets arbejdsform. Når for eksempel en læge eller en sygeplejerske skal gøre en udviklingshæmmet patient klar til et indgreb, skal patienten stå stille og høre efter, fordi sundhedsvæsnets etik tilsiger personalet, at de skal tale til patienterne. Men beboerne ligger på et udviklingsniveau på mellem tre måneder og fire år, og de fleste har desuden en diagnose inden for autismespektret, så de er slet ikke i stand til at opfatte, hvad der bliver sagt, siger hun.
Det problem kunne sagtens løses, mener Vivi Lauritsen.
– Hospitalet kan lade os oversætte det, der bliver sagt, men det forudsætter, at lægerne accepterer, at vi overtager samtalen.
Der er dog også gode erfaringer, hvor der bliver aftalt en arbejdsfordeling mellem hospitalet og medarbejderne på bostedet, fortæller hun.
– Det er meget afhængigt af den pågældende læges forståelse for udviklingshæmmedes særlige situation, siger Vivi Lauritsen.
Et godt eksempel er epilepsihospitalet Filadelfia i Dianalund. Her er man vant til at have udviklingshæmmede patienter indlagt, og behandlingen bliver tilrettelagt efter den målgruppe. For eksempel bliver der taget hensyn til en patient, der ikke er i stand til at opholde sig i et venteværelse sammen med andre patinter. En uge før indlæggelsen kan patienten og medarbejderne besøge stedet og tage nogle billeder, som de efterfølgende kan tale om. Og før en indlæggelse får medarbejderne lov til at indrette værelset med genkendelige ting fra beboerens eget liv.
– Billeder og ting er en meget anvendelig kommunikationsform for vores beboere, og genkendelige ting giver tryghed, siger Vivi Lauritsen.
– Og som noget helt afgørende bliver det pædagogiske personale inddraget i behandlingen.
Taler forbi hinanden
35-årige Niels, der bor på Stokholtbuen, bløder voldsomt ud af munden, og personalet kører straks på skadestuen med ham. Han kan ikke være i et lokale, hvor der er fremmede, og da der ikke er et ledigt rum til ham, må han vente ude i bilen sammen med to medarbejdere. Da Niels efter to timer stadig bløder, går en af medarbejderne ind på skadestuen for at høre, om Niels kan rykkes frem i køen og blive undersøgt.
Det bliver afvist.
Lidt senere krydser et par Falck-folk tilfældigvis parkeringspladsen og ser, at Niels bløder voldsomt. De tilbyder deres hjælp og får straks Niels til læge. Blødningerne bliver standset, og Niels kan tage hjem igen.
Det her eksempel viser, hvordan noget kan gå skævt i kommunikationen mellem de to systemer – det sociale og det sundhedsmæssige. Hvorfor kan en falck-redder overbevise lægerne om, at Niels skal ind nu, når en pædagog, der kender ham ud og ind, ikke kan?
Det nærliggende svar lyder: Fordi Falckmanden og lægen befinder sig i samme system og taler samme sprog.
På Stokholtbuen har man draget konsekvensen af, at der er brug for en bedre kommunikation mellem botilbuddet og lægeverdenen. Vivi Lauritsen har med virkning fra 1. april i år taget 15 ugentlige pædagogtimer og brugt dem på at ansætte sygeplejerske Morten Guldager.
Vivi Lauritsen er godt klar over, at hun er i gang med det, hun kalder en ‘omvendt pioneropgave’.
I 1980’erne skulle læger og sygeplejersker ud af institutionerne og pædagogerne ind. Og nu vil hun så gerne have lidt sygepleje ind igen.
Så skal der tjekkes helbred
En af Morten Guldagers opgaver er at være bindeled mellem beboerne, medarbejderne, lægerne, hospitalerne og andre specialister. Han kan for eksempel i forbindelse med, at en beboer skal på hospitalet, kontakte sundhedspersonalet og fortæller dem, hvilke gener beboeren har. Han taler sundhedssystemets sprog og kan derfor meget bedre gøre rede for, hvordan beboeren har det.
Indadtil på botilbuddet skal han holde øje med beboernes helbred, og et par gange om året lave et helbredstjek, hvor han ser på deres vægt, ansigtskulør, urin og så videre. Desuden går han rundt i alle boenheder og holder øje med, om nogen af beboerne ser ud til at mistrives. Medarbejderne kan kontakte ham, hvis de observerer noget. I hver bo-enhed hænger der et billede af ham, så både beboere og medarbejdere lærer ham at kende.
Medarbejderne har taget godt imod Morten Guldager, og ingen har tilsyneladende følt, at han overtog deres arbejde. Tværtimod understøtter hans indsats det pædagogiske arbejde.
– Jeg prøver at opbygge et tillidsforhold til personalet ved at vise, hvad de kan bruge mig til, siger Morten Guldager.
Morten Guldagers ansættelse har medført, at de godt 100 medarbejdere er begyndt at kigge indad på deres egen viden om beboernes helbred, fortæller Vivi Lauritsen.
– Ikke alle er lige godt fagligt klædt på til at kunne opdage helbredsmæssige symptomer, og derfor er det heller ikke altid en kvalificeret henvendelse, lægerne får herfra. Det kan vi rette op på nu.
– Og så håber vi til gengæld på, at systemet vil respondere mere kvalificeret på os og vores viden, siger Vivi Lauritsen.
Det er en lang proces, der har bragt Vivi Lauritsen og resten af medarbejdergruppen frem til i dag, hvor sygepleje, sundhed og pædagogik går op i en højere enhed. Der er nedsat en arbejdsgruppe, som består af leder, pædagoger, en ernærings- og husholdningsøkonom og sygeplejersken, som ser på beboernes sundhed og trivsel. En tænketank, kalder de projektet, hvor der bliver kigget på de overordnede rammer.