Fem dages ferie på Falster for 18.000 kr.
Kommunerne fattes penge, og de udviklingshæmmede blev bedt om at betale for flere og flere tilbud. Socialpædagogerne ønsker, at der bliver lavet klare retningslinjer for, hvordan beboernes økonomi skal forvaltes. De bakkes op af Socialt Lederforum og LEV
Det slider hårdt på den socialpædagogiske troværdighed, hver gang medierne kan berette om, at udviklingshæmmede er blevet franarret nogle penge. Dagbladet Berlingske har i foråret bragt flere artikler, som viser, at der på nogle bosteder er for uklare regler i omgangen med beboernes penge. Avisen kan berette om store udgifter, som de udviklingshæmmede skal betale. For eksempel har Køge Kommune opkrævet en udviklingshæmmet mand 18.000 kr. for fem dages ferie på Falster. Heraf går de 9.000 kr. til løn til personalet. Det er ny praksis, kommunen har indført. Tidligere skulle den udviklingshæmmede betale for transport og fortæring til sin støtteperson. Eller en arv på over 100.000 kr., som stille og roligt forsvandt fra den udviklingshæmmedes konto, uden at bostedet kunne vise kvitteringer for, hvad pengene var blevet brugt til.
Socialpædagogernes formand Benny Andersen efterlyser klare retningslinjer for omgangen med beboernes penge.
– Det her er ikke et generelt problem, som tynger området. Det er ikke et billede af vores medlemmer, vi kan genkende. Men når det er sagt, så er det klart, at sker det en gang – er det en gang for meget. Og der skal tages hånd om det. For det er naturligvis hævet over enhver tvivl, at der ikke må være den mindste usikkerhed eller mistillid imellem medarbejderne, beboerne eller de pårørende. Derfor har vi også brug for, at der bliver indført klare regler og retningslinjer for, hvad der er rigtigt og forkert, og hvad de ansatte må og hvad de skal.
Socialt Lederforum ønsker også klare retningslinjer for administrationen af en udviklingshæmmet borgers økonom. Det er nemlig ikke en nem opgave, fortæller direktør Ib Poulsen:
– Mange udviklingshæmmede er ikke umyndiggjorte på det økonomiske område og har råderet over egne penge. Ofte benyttes den økonomiske råderet som et vigtigt, pædagogisk redskab til at styrke den udviklingshæmmede borgers selvstændighed og udvikle hans eller hendes kendskab til penge og deres værdi. Medarbejderens opgave er her at rådgive og vejlede borgeren, når vedkommende bruger penge. Men det samarbejde rummer indbyggede konflikter, idet borgeren, der skal have hjælp, kan have holdninger og ønsker, der er urealistiske eller på anden måde står i modsætning til medarbejderens eller de pårørendes ønsker. Dertil kommer, at der typisk er et afhængighedsforhold mellem borgeren og den pædagog, der hjælper, siger Ib Poulsen.
Kommunen narrer de mindre kloge
Også hos LEV er der ønsker om, at der kommer klare retningslinjer for, hvordan de udviklingshæmmedes økonomi skal forvaltes og – hvad der især er vigtigt – også klare kommunale tilkendegivelser af, hvilke ydelser man er berettiget til i et botilbud, fortæller formand for LEV, Sytter Kristensen, i Prik’ en på bagsiden af dette nummer af Socialpædagogen.
I LEV’s telefonrådgivning har de flere og flere henvendelser fra pårørende, som ikke kan forstå, hvorfor deres udviklingshæmmede familiemedlem for eksempel skal betale 18.000 kr. for fem dage på Falster, eller 1.000 kr. i taxa, når der går en bus, eller for at få tøjet vasket sit tøj ude i byen, når tøjvask er en del af botilbuddet.
Sytter Kristensen mener, at det er den trængte kommunale økonomi, der er skyld i, at de udviklingshæmmede skal betale for flere og flere ydelser, som før var en del af botilbuddet.
– På det administrative myndighedsniveau i kommunerne er vi for tiden vidne til så meget rod og manglende stillingtagen til, hvad der er ret og rimeligt at betale for som borger. Det er mig eksempelvis ubegribeligt, at vi for tiden oplever stadigt flere kommuner, der opkræver betaling for rengøring overfor borgere, som sidder i kørestol og som har et udviklingsniveau under skolealderen. Og som i øvrigt er visiteret til et §108-tilbud.
– Der er derfor behov for, at man systematisk – og med juridisk bistand – gør rede for, hvad kommunen er forpligtet til at betale, og hvad man som kommune må opkræve beboerne for. Det er også på det administrative niveau, at man gør rede for hvad, der ikke er tilladt i forhold til at administrerer konti på andres vegne. Det er efter min mening ikke spørgsmål, som et pædagogisk personale skal bruge sin tid på. Eller har kompetence til at træffe beslutninger om, siger Sytter Kirstensen.
Alle tre organisationer tilbyder at stille viden og erfaring til rådighed, når der skal udarbejdes fælles kommunale retningslinjer.
Læs også den faglige kommentar af Socialpædagogernes næstformand Marie Sonne