Stadig udenfor
Voksenhandicap-området er fortsat præget af for lidt selvbestemmelse og for få muligheder på en række områder, viser undersøgelse fra Socialpædagogerne – klart et spørgsmål om ressourcer, men også brug for at se kritisk på egen indsats, mener forbundsformanden
Hvad skal jeg ha’ at spise i dag? Hvilken uddannelse kunne jeg tænke mig? Hvad kunne jeg tænke mig at arbejde med? Hvor vil jeg bo henne? Skulle jeg tage et smut ned i byen i dag?
Hyppige, normale spørgsmål, som det giver mening af stille for de allerfleste danskere. Bare ikke, hvis man er voksen og handicappet:
Voksne danskere med et handicap har ringe indflydelse på deres egen hverdag, og deres muligheder for fx at vælge, hvad de vil have at spise, er begrænsede.
Handicappede har kun dårlig adgang til uddannelse og arbejde.
De har kun ringe indflydelse på, hvor de bor, og hvem de bor sammen med.
Og deres muligheder for at komme omkring og deltage i livet i lokalsamfundet er ofte ikke eksisterende eller meget ringe – i en tredjedel af tilfældene ganske enkelt, fordi loven ikke bliver overholdt.
Det er nogle af de lidet opmuntrende konklusioner i Socialpædagogernes nye store undersøgelse af forholdene på voksenhandicap-området. Den er foretaget blandt socialpædagoger på forskellige sociale tilbud til voksne handicappede landet over – tilbud, der både går på bolig, aktiviteter og beskæftigelse. I alt har socialpædagoger fra 40 procent af de sociale tilbud på voksenhandicapområdet medvirket i undersøgelsen.
Er vi gode nok?
Undersøgelsen viser alt i alt, at der er mange områder, hvor der er rigelig plads til forbedring.
– Vi må sige, at det står ret skidt til – både når der handler om selvbestemmelse og inklusion.
Vi er som samfund ganske enkelt ikke nået langt nok på de områder. Det handler selvfølgelig om manglende ressourcer – om penge, om tid og de vilkår, der er for arbejdet, siger forbundsformand Benny Andersen – men han opfordrer også til at vende blikket indad:
– Er vi gode nok til gå i brechen for borgerne? Er vi gode nok til at forsvare og håndhæve deres ret til selvbestemmelse, udvikling, inklusion og deltagelse? Det giver undersøgelsen ikke noget svar på, men vi må blive ved og ved at stille os selv de spørgsmål – vi må konstant udfordre vores egen faglighed, siger Benny Andersen.
Er det faglige niveau da ikke godt nok?
– Jeg tror bestemt, det faglige niveau er godt, men vi må se i øjnene, at vores faglighed er under ekstremt hårdt pres. Jeg synes, udviklingsperspektivet i vores arbejde et stykke hen ad vejen er gået tabt, og skal det vendes, må parterne gå sammen. Der er gode toner i regeringsgrundlaget, men der skal handling til: Kommunerne må tage ejerskabet til området på sig og sikre ressourcer til de enkelte borgere og gode rammer for fagligheden. De har også en FN-konvention, de skal leve op til. Vi må som faggruppe tage ejerskab og arbejde med faglighed, kompetencer og etik på arbejdspladserne. Og vores arbejde for en ny socialpædagogisk uddannelse peger jo præcis i den retning. Så lad os alle tage ansvaret på os og skabe en ny udvikling, opfordrer Benny Andersen.
Uden for indflydelse
Når det handler om de voksne handicappedes muligheder for at vælge, viser undersøgelsen, at valgmulighederne er begrænsede, og deres indflydelse på hverdagen er ganske ringe.
Tag fx en ting som madlavning. Her bliver hovedmåltidet lavet af borgeren selv eller i samarbejde mellem borgeren og personalet i op mod halvdelen af tilfældene.
Mange står dog uden mulighed for at deltage, og en femtedel får maden leveret udefra. Og 56 pct. af dem, der får mad udefra har kun ringe eller ingen indflydelse på, hvad der er på menuen.
Men også blandt dem, der ikke får maden udefra, er en tredjedel delvist eller helt uden indflydelse på, hvad der bliver serveret.
Tilsvarende er der mange, der ikke har indflydelse på, hvornår maden kommer på bordet: 45 pct. har ringe eller slet ingen indflydelse på spisetiden.
Heller ikke, når det drejer sig om, hvad tiden ellers skal bruges på på tilbuddet, er indflydelsen stor: 69 pct. svarer, at borgerne kun delvist eller slet ikke bestemmer, hvilke aktiviteter der er på tilbuddet. Og 76 pct. svarer, at borgerne kun i nogle tilfælde eller slet ikke kan bestemme, hvilke nye aktiviteter, der skal på programmet.
Som andre steder, bliver mangel på tid og ressourcer anført som årsag – men noget tyder på, at det demokratiske apparat også mangler: Kun 59 pct. svarer, at der er et brugerråd på stedet. Og på de steder, der har, mener kun 26 pct., at rådene har en høj grad af indflydelse.
Få valg – mange konflikter
For nogle år siden lavede Socialpædagogerne en botilbudsundersøgelse, der viste, at halvdelen af de voksne handicappede delte bosted med 30 eller flere. Dette tal er uændret i den nye undersøgelse.
Samtidig er muligheden for selv at vælge bolig og naboer stærkt begrænset: Halvdelen svarer, at kun få eller ingen af borgerne selv har valgt, hvor de vil bo. Og 43 pct. svarer, at det skyldes, at der ganske enkelt ikke var noget at vælge imellem, men kun det ene tilbud.
Og det har konsekvenser: Ikke overraskende måske, men nok så bekymrende viser undersøgelsen, at der en sammenhæng mellem antallet af konflikter og antallet af borgere, der ikke selv har valgt deres tilbud.
59 pct. svarer, at der i høj eller nogen grad er konflikter mellem borgerne, og 46 pct., at der kun i ringe grad eller slet ikke er et naturligt fællesskab mellem borgerne i botilbuddet.
Det vil sige, at den manglende selvbestemmelse og indflydelse på boligen ser ud til at have negativ indflydelse på borgernes hverdag. Og mange af
de socialpædagoger, der deltager i undersøgelsen, anfører, at konfliktniveauet mellem borgerne trækker det psykiske arbejdsmiljø nedad.
Ingen inklusion
Inklusion er et af tidens magiske ord – men når det handler om de voksne handicappede inklusion på og deltagelse i uddannelser og arbejdsmarkedet, står det meget skidt til.
Mindre end 8 pct. af borgerne har en tilknytning til det almindelige arbejdsmarked. Og spørger man hvorfor, så svarer hele 82 pct., at det skyldes, at borgerne ikke evner det. 52 pct. mener, at arbejdsmarkedet ikke er rummeligt, og 22 pct. siger, at der mangler penge til at skabe en sådan tilknytning.
Og mange steder har man ikke planer om at ændre på det billede: Hele 54 pct. svarer, at der ikke arbejdes med at få flere borgere ud på arbejdsmarkedet under nogen form. Kun 12 pct. har en plan for alle borgerne.
Billedet er det samme, når det handler om uddannelse: 83 pct. af tilbuddene har ikke nogen borgere i ordinære uddannelsestilbud. 37 pct. har borgere, der er i gang med en STU, den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse.
Skidt står det også her til med valgmulighederne: 27 pct. svarer, at få eller ingen af borgerne har valgt det tilbud, de benytter. Og 63 pct. af dem siger, at det skyldes, at der ikke var andre tilbud.
Undersøgelsen viser også, at tilfredsheden hos borgerne er lille. Kun 13 pct. svarer, at alle borgerne er tilfredse med de tilbud, de får.
Ud i verden – eller ej
Deltagelsen i uddannelse og arbejdsmarkedet lader altså meget tilbage at ønske, og også på fritidsområdet halter det slemt.
Mange steder er der tilsyneladende problemer med bare at overholde Serviceloven. Af den fremgår det, at de borgere, det her handler om, hver måned har ret til minimum 15 timers ledsagelse til sociale aktiviteter.
Og langt de fleste – 81 pct. – af de borgere, undersøgelsen handler om, har brug for støtte eller massiv støtte, når det skal deltage i forskellige sociale sammenhænge.
Men foruroligende mange svarer, at borgerne i ringe grad eller slet ikke har mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter uden for deres botilbud, hvis de har brug for ledsagelse.
Kun 6 pct. svarer, at alle borgerne får tildelt de 15 timers ledsagelse, som de har lovmæssigt krav på.
Hele 31 pct. svarer, at ingen af borgerne på tilbuddet får 15 timers ledsagelse.
Når man lægger det sammen med den ringe deltagelse på uddannelser og arbejdsmarkedet, betyder det, at rigtigt mange voksne handicappede lever ganske isoleret: Undersøgelsen viser, at borgernes sociale liv i høj grad består af fællesskabet med dem, de bor sammen med, og kun i begrænset grad med det omgivende samfund.
Også kærligheden har trange kår: Selv i forhold til kæresten er der voldsomme begrænsninger:
15 pct. svarer, at borgeren ikke har mulighed for at vælge at overnatte hos kæresten eller have kæresten på besøg. 49 pct. svarer, at det kan ske impulsivt, men for 19 pct. – hver femte – skal en overnatning arrangeres med flere dages varsel.
|
Diskuter dilemmaet på facebook: Hvad gør I ved utilfredsheden? Borgerne i botilbuddet er slet ikke tilfredse med de aktivitetstilbud, der er. Men der er ikke ressourcer til at lave nye – og da slet ikke til at inddrage borgerne i at udvikle nye tilbud. Hvordan håndterer I utilfredsheden? Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook |