Socialpædagoger er ikke dygtige nok
Der bliver flere og flere ældre udviklingshæmmede, men socialpædagogerne ved ikke nok om, hvordan de skal støtte dem, viser Socialstyrelsens undersøgelse
En udviklingshæmmet kvinde er ked af det. Og har været det i længere tid. Det viser sig, at hendes menstruation er ophørt, og hun er derfor bange for at være blevet gravid. Hendes frygt er ubegrundet, da hun ikke har haft et seksuelt forhold, men socialpædagogerne i hendes bosted har aldrig fortalt hende, at hun – når hun bliver ældre – ikke længere vil menstruere.
Socialpædagoger ved ikke nok om ældre udviklingshæmmede eller om den støtte, de har brug for. Det er et problem, for der bliver flere og flere ældre udviklingshæmmede, som har brug for støtte til at leve et ældreliv.
Det er en af konklusionerne i Socialstyrelsens undersøgelse ‘Ældre udviklingshæmmede – vidensindsamling i danske kommuner’.
Kommunerne er blevet bedt om at svare på, hvilken støtte, bo- og beskæftigelsestilbud ældre udviklingshæmmede fremover har behov for.
Den gennemsnitlige levetid for udviklingshæmmede er – ikke mindst gennem de seneste 10 år – steget væsentligt i forhold til den øvrige befolkning, og i dag lever udviklingshæmmede lige så længe som resten af befolkningen, viser undersøgelser.
Det er derfor forventelig, at gruppen af ældre udviklingshæmmede over 65 år de kommende 10 år vil stige med 25 pct. Hvad denne voldsomme stigning fremover vil betyde for tilbuddene til de udviklingshæmmede har kommunerne endnu ikke et svar på.
I Norge har det nationale kompetencecenter Aldring og Helse foretaget et større udredningsarbejde for at få et kvalificeret tilbud til de ældre udviklingshæmmede. I Danmark er man ikke så langt som i Norge. Her må man i første omgang nøjes med at konstatere, at der bliver flere og flere ældre, og det stiller nye krav til tilbuddene.
Både i Norge og i Danmark er det nyt, at udviklingshæmmede bliver ældre, og begge steder efterlyser man en mere systematisk viden om aldringsprocesser. Hvornår fx begynder aldringsprocessen inden for forskellige former for udviklingshæmning at indfinde sig? Og hvilken indflydelse får det på den støtte, der skal gives?
|
Læs mere Rapporten ‘Ældre udviklingshæmmede – Vidensindsamling i danske kommuner’ er udarbejdet af Anne Skov, Klaus Wehner, Erik Bisgaard og Karin Geertsen og kan downloades eller bestilles på www.socialstyrelsen.dk Servicestyrelsen har udgivet ‘Håndbog om demens: Til myndigedsniveau – ledere, politikere og forvaltningsmedarbejdere’, af Dorthe V. Buss (redaktør). Bogen kan downloades på www.socialstyrelsen.dk |
Mangler faglig viden
Kommunerne peger i undersøgelsen på, at det pædagogiske personale generelt mangler viden om aldring og aldringsprocesser. Socialpædagoger skal være i stand til at vejlede den enkelte udviklingshæmmede om, hvad der sker med kroppen, når den ældes.
Tilsyneladende er det ikke mangel på interesse hos socialpædagogerne, men måske snarere manglende udbud af kurser om disse emner. Fx udbød Socialstyrelsen i 2010 demens-kursus på nettet, og 15 minutter efter opslaget var der 1.200 tilmeldte.
Konsulent og tidligere leder af en ældreafdeling på Sølund, socialpædagog Susanne Hollund, kan godt genkende, at medarbejdere mangler faglige kvalifikationer.
– Der er den forskel, at dem, der arbejder med ældre udviklingshæmmede, ikke selv er gamle og derfor ikke har prøvet at miste færdigheder. Man skal kunne sætte sig i den andens sted, siger Susanne Hollund og uddyber, at socialpædagoger skal vide noget om alderdommen både om gerontologi (alderdommens sygdomme og tab) og om de fysiske reaktioner, der kan komme i den anledning. Hvad er fx karakteristiske sygdomme for ældre? Der skal være en faglig opmærksomhed på aldring.
Medarbejderne skal også hjælpe ældre beboere med at huske deres liv. Fx er det en god ide, at man har en bog med billeder og tekster fra deres liv liggende, så man hele tiden kan tage det op, forklarer Susanne Hollund.
– Der skal også være fokus på sorg, tab og død. Hvordan trøster man de gamle i forhold til alt det, de mister. Man skal også vide noget om, hvordan man trøster nogen, som ikke selv kan sætte ord på det, de ser ud til at være kede af, og som de ikke er i stand til at udtrykke.
– De mister familie, de mister bofæller, og de skal selv dø. Hvordan bliver personalet dygtig til at være sammen med døende, så de ikke skal på hospitalet, men kan dø derhjemme?
Susanne Hollund har undervist adskillige socialpædagoger, der arbejder med ældre udviklingshæmmede, og det er hendes erfaring, at medarbejderne bliver rigtig dygtige til at tage sig af ældre udviklingshæmmede, når de har fået den nødvendige viden.
– Pædagoguddannelsen klæder ikke de studerende godt nok på til at arbejde med ældre udviklingshæmmede, derfor skal lederen sørge for, at medarbejderne får den nødvendige viden, siger hun og påpeger, at det kan være meget belastende for personalet at arbejde med især udviklingshæmmede, der får alzheimer.
– Personalet skal have supervision, ellers er det, at man giver op, siger hun.
Pleje og tværfaglighed
Som artiklen fra Gentofte Kommune på de foregående sider viser, er det traditionelt ikke attraktivt at arbejde med ældre udviklingshæmmede, som mister flere og flere færdigheder, og hvor udviklingsarbejdet går ud på at hjælpe dem med at blive gamle. Desuden lyder det ofte fra socialpædagogerne, at der er alt for meget personlig pleje i at arbejde med ældre udviklingshæmmede.
Den problemstilling kan Susanne Hollund godt genkende, men mener, at medarbejderne overser en væsentlig detalje:
– Plejen er da en fantastisk mulighed for at få mere kontakt og en tæt relation til beboeren. Det kan da godt være, pædagogen hellere vil ud at gå en tur eller spille spil, men der er da en kæmpe pædagogisk opgave i at udføre en god pleje, og begge kan nyde den kontakt, man har med hinanden.
Plejearbejdet skal foregå i et tværfagligt samarbejde med social- og sundhedsassistenterne, der har mere viden om sygdomme og psykiatri, end pædagogerne har, mener Susanne Hollund og peger hermed på en anden væsentlig konklusion i undersøgelsen.
Flere kommuner svarer, at der skal være et større samspil mellem handicapområdet og ældreplejen, fordi der er et stigende behov for pleje og omsorg. I dag løses det problem oftest ved, at bostedet ansætter sundhedsfagligt personale, eller at hjemmeplejen leverer ydelsen til den udviklingshæmmede.
En af konklusionerne lyder: ‘Der er behov for høj grad af tværfaglighed og et stort behov for at nytænke personalesammensætningen’.
Flere kommuner angiver desuden, at der er ‘behov for en politisk fastlæggelse af serviceniveau i forhold til ældre udviklingshæmmede’.
|
Flere ældre, nye opgaver I rapporten ‘Ældre udviklingshæmmede – vidensindsamling i danske kommuner’ beskriver kommunerne de opgaver, som de står med i forbindelse med, at der bliver flere og flere ældre udviklingshæmmede. De kommende 10 år vil gruppen over 65 år stige med 25 pct. Her er en oversigt over nogle af hovedopgaverne:
|
Ensom i et fremmed land
Kommunerne svarer i Socialstyrelsens undersøgelse, at det er nødvendigt at kigge på boligområdet, fordi det kommende ældreboom inden for gruppen af udviklingshæmmede stiller krav til en boligindretning, hvor der fx skal være plads til en kørestol. Desuden er mange boliger i dag ikke indrettet til, at de udviklingshæmmede kan blive gamle der. Der bør også være en større differentiering i botilbuddene, lyder det fra kommunerne.
‘Der er forskel på, om de ældre udviklingshæmmede er ‘raske’ og ‘blot’ præget af almene alderdomssvækkelser. Eller om de har aldersbetingede sygdomme med behov for særlig indretning af boligen’, står der i rapporten.
Nogle kommuner har enkelte gange visiteret udviklingshæmmede til de almindelige plejehjem, men det er ikke en god løsning, er erfaringerne fra flere kommuner i undersøgelsen.
‘De særlige behov, som udviklingshæmmede har, kan vanskeligt imødekommes i de almene tilbud for ældre’, står der i rapporten. Hvis man altid har boet sammen med andre udviklingshæmmede, har man også brug for at blive gammel sammen med andre udviklingshæmmede. På de almindelige plejehjem vil den udviklingshæmmede ofte føle sig ensom i et fremmed land.
Det er også Susanne Hollunds erfaring, at de udviklingshæmmede skal blive i det miljø, de kender, i stedet for at flytte på plejehjem.
– Det er vigtigt, at de er blandt det personale, de kender, og som har en viden om udviklingshæmmede. Plejehjemmene er ikke gearet til at tage udviklingshæmmede.
Samme holdning har direktør i Socialt Leder Forum, Ib Poulsen, der advarer mod at anbringe udviklingshæmmede på almindelige plejehjem, også selv om kommunen har ledig kapacitet. Udviklingshæmmede har også i alderdommen brug for socialpædagogisk støtte:
– Udviklingshæmmede indgår sjældent i et naturligt fællesskab med ikke udviklingshæmmede. Det gør de heller ikke på plejehjemmene, hvor de risikerer at blive ensomme, og måske bliver der også set skævt til dem af de andre beboere.
Selv om udviklingshæmmede bliver gamle, holder de ifølge Ib Poulsen ikke op med at have brug for den særlige socialpædagogiske støtte.
– De skal stadig have hjælp til at være sammen med andre mennesker, og det er det, pædagoger er gode til.
Af svarene i undersøgelsen fremgår det, at mange kommuner i disse år overvejer, om de udviklingshæmmede skal blive boende i de nuværende botilbud, eller der skal indrettes specialtilbud.