Her vil jeg være rigtig længe
Nanna på 14 bor på Behandlingshjemmet Dalgaarden i Aarhus og hun er et af 10 børn og unge, der bor på døgninstitution, og som i en samling interview giver stemme til de anbragte børn og deres oplevelser af livet som anbragt
Siden jeg var helt lille har jeg vidst, at mor og far var narkomaner. Jeg gik alene hjem fra børnehave og skole. Jeg var anderledes og trak mig væk. På skolen opdagede de det, og så kom jeg på Christian den IX’s Børnehjem.
Sådan fortæller Nanna på 14, som er en af ti medvirkende i en ny samling materialer, som Socialpædagogerne præsenterer i disse dage i forbindelse med KL’s Børnetopmøde i Aalborg. De ti børn og unge fortæller om deres oplevelser af livet på en døgninstitution.
Nanna var otte, da hun blev anbragt og hun vidste, det var bedst at komme væk, for mor kunne ikke passe på hende. De små søskende kom i familiepleje, og efter et års tid på Christian den IX’s flyttede Nanna til Dalgaarden en varm dag i august.
– De andre var på ferie, så jeg var alene med et andet barn i fem dage. Han er en af dem, jeg har knyttet mig til hurtigst. Jeg knyttede mig på en ny måde til voksne og børn, for jeg havde en anelse om, at her skulle jeg være i rigtig lang tid. Og jeg havde ret.
– Jeg bor på Længen, det er mit hjem. Jeg har mere tillid til de voksne dér end til mine forældre, og de 11 børn er mine ‘søskende’. De kommer og beder mig om hjælp, og de voksne prøver så at hjælpe mig. Det er nemlig sådan, at jeg kan den der lederrolle. Siden jeg var helt lille har jeg bestemt over mine søskende og været meget storesøster- og moragtig, og det er lige sådan en, de andre børn har manglet, fortæller Nanna.
|
Når hjemme er et andet sted Hvordan opleves det gode børneliv, når man er anbragt uden for hjemmet? Og hvilke rammer skal der til for at sikre det? I en ny pjece, i 10 interviews med anbragte børn og en plancheudstilling sætter Socialpædagogerne fokus på, hvad der skal til for at give de udsatte børn og unge den bedst mulige start på livet – med afsæt i de værdier og principper, der er i FN’s Børnekonvention. Materialet præsenteres i disse dage på KL’s Børnetopmøde i Aalborg, og pjecen og de 10 interviews kan findes på www.sl.dk/anbragte |
De holder af mig
– Samtidig synes jeg, at alle andre skal være sure og kede af det, når jeg er det. Da jeg kom, havde jeg problemer med at opføre mig ordentligt overfor børn og snakke med mennesker, for jeg havde ikke fået omsorg fra far eller mor. Men her får jeg hjælp af de voksne – ikke kun, fordi der er brug for det, men fordi de holder af mig. Os børn på Længen er de voksnes anden familie.
– Alle mennesker laver fejl, og vi laver ikke større fejl, bare fordi vi er anbragte. Vi har brug for hjælp, opmærksomhed og omsorg. Vi lærer at være sociale i samfundet og ikke små kopier af vores forældre. Det er en meget stor ting.
– Jeg er evig taknemmelig. Hvis jeg var blevet hjemme, havde jeg så været så klog på livet, et ordentligt menneske og fået uddannelse?
Nanna er 14, og hendes bror på 12 er også på Længen nu. Søster på 9 bor på en anden afdeling. Mindste lillesøster på to er hjemme, og det bekymrer Nanna, for forholdene er ikke blevet bedre:
– Mor har søgt aflastningsfamilie. Men hvad nu, hvis min lillesøster bliver taget fra mor? Så vil mor give os skylden. Det plejer hun.
Nanna snakker ikke særlig tit med sin familie, men tænker meget på hver enkelt. Hendes far har været ved at dø af overdosis to gange den sidste måned:
– Så ringer han og lyver og siger, han var på hospitalet, fordi han spiste for meget. Men hans nye kæreste er clean. Hun er den mest stabile person i mit liv, og jeg skal med hjem til hendes familie i vinterferien.
Nannas mor lever i et on and off-forhold med de tre søskendes far:
– De voksne hjælper mig til at snakke med min mor. Men jeg vil ikke se ham, for han har både banket min mor foran os alle sammen og taget kvælertag på mig for et år siden. Han har gjort så meget, jeg ikke kan tilgive. Det har påvirket mig til at blive et meget følsomt og skrøbeligt menneske, som de siger ovre på Længen.
Mig, der er teenager
– Min mor er teenager i en voksen krop. Hun laver drama, spiller folk ud mod hinanden, skubber ansvar fra sig og giver os skylden. Men det er mig, der er teenager. Jeg er klog på livet efter det, jeg har været igennem, men ikke på kærlighedsting og fag i skolen.
Nanna hader virkelig tysk – og dansk og matematik, men synes, hun er god til det hele. Lektierne ordnes, selv om der kan forekomme lidt brok:
– Jeg har lært af pædagogerne, at jeg kan blive til noget, være tilfreds og lykkelig og opnå det, jeg gerne vil.
Hun er ikke bange for at blive narkoman eller alkoholiker. Hun har prøvet at ryge hash, men det sker ikke igen:
– Jeg forsøger at leve hver dag, som om det var den sidste. Livet er en speciel gave, men jeg er jo bare et menneske, der kan være glad og ked af det.
Nanna går i 8. klasse på intern skole med fem andre. Hun vil gerne på efterskole, i gymnasiet og have en uddannelse:
– Det må være helt vildt fedt at blive socialpædagog, når jeg har oplevet, hvordan et barneliv kan være.
Nanna er ikke den anbragte piges rigtige navn.