Det gode efterværn
Servicestyrelsen udgiver ny bog med tidligere anbragte unges positive fortællinger om efterværn – til brug for såvel unge som ansatte på anbringelsessteder og i efterværnsindsatsen
Jeg synes bare, at det efterværn er så skide vigtigt. Når man spytter så mange penge i at sende de unge på opholdssted, hvorfor så ikke lige spytte lidt ekstra i og så hjælpe dem godt derfra?
Sådan siger 22-årige Nanna, som har været anbragt på et opholdssted, fra hun var 15 år, og som har fået efterværn i form af en kontaktperson fra opholdsstedet, som støttede hende i at klare at bo for sig selv.
Nanna er en af ti unge, der i bogen ‘Det gode efterværn’ viderebringer deres positive erfaringer. For som bogens forfattere konkluderer på bagsiden: ‘Efterværn gør en positiv forskel for tidligere anbragte unges trivsel og voksenliv’.
I bogens første del beskrives, hvad efterværn er i lovens forstand, som fx at anbringelsen forlænges efter 18-års fødselsdagen, at den unge får tildelt
en kontaktperson, eller at den unge bliver tilknyttet et særligt mødested sammen med andre anbragte eller tidligere anbragte unge. Eller som 22-årige Nicki udtrykker det:
– Efterværn, det har bare været nogen, man kunne ringe til, og nogen man kunne åbne op over for, og nogen der kunne hive én op af det hul, man nu havde gravet sig ned i.
For unge og professionelle
Bogen henvender sig både til professionelle, som fx kontakt personer i netværksindsatsen, familieplejere eller ansatte på døgninstitutioner – og til unge, der står for at skulle flytte fra en anbringelse eller som allerede bor for sig selv.
Ud over bogens første del ‘Hvad er efterværn’, indeholder bogen del 2: ‘Hvad kan efterværn hjælpe med?’ Del 3: ‘Gode råd fra de unge – et sammendrag’ og del 4: ‘Hvis du vil vide mere’ om blandt andet forskning og lovgivning.
Og hvad er så vigtigt for det gode efterværn? Ja, når man spørger de ti unge, lægger
de særlig vægt på ‘den nære voksenrelation’ og ‘et sted at mødes’.
Når det gælder den nære voksenrelation, er det blandt andet afgørende for de unge, at den voksne brænder for at hjælpe, for som 21-årige Josefine siger:
– Jeg kan jo godt spotte, hvis folk er falske. En pædagog, der går på arbejde om morgenen og tænker: ‘Jeg skal fandeme ud og gøre noget godt for nogle unge’ – man kan godt mærke, at de brænder for det. Og man kan også godt mærke, hvis det er en, der tænker: ‘Åh, for helvede, hvorfor har jeg ikke fri i dag.’
Andre væsentlige egenskaber er, at den voksne kender den unges historie, er i stand til at se bag facaden, forventer noget og kan være en livline, der stiller op, når det brænder på og kan rykke ud med kort varsel. Og ikke mindst at den voksen holder kontakten – frivilligt.
Mødested som familie
Når det gælder ‘et sted at mødes’ konkluderer bogens forfattere, at det desværre langt fra er alle byer, der huser mødesteder for anbragte og tidligere anbragte unge, men at mange tidligere anbragte har stor gavn af at komme i et sådant mødested. 22-årige Mathilde beskriver det sådan:
– Det der kæmpestore hul jeg har haft hele tiden med det med familie og forældre, som jeg har manglet, det har jeg fået dernede. Det fungerer jo som en familie. Der er en 30-40 mennesker dernedefra, som jeg kender rigtig godt, og som kender mig rigtig godt. Medarbejderne har sådan en forældrefunktion, og brugerne har sådan en søskendefunktion, kan man sige.
‘Det gode efterværn’ er spækket med gode råd. Når det gælder mødesteder, lyder budskabet til de voksne:
– Det er en god ide, at du fortæller den unge om de mødesteder, der findes – og følger den unge derhen første gang. Og at du støtter den unge i at give mødestedet en ordentlig chance og opfordrer den unge til at vende tilbage en gang til, hvis det første besøg ikke var en succes.
‘Det gode efterværn’ er skrevet af Marie Brøgger Andersen, Klaus Goldschmidt Henriksen og Marlene Na-yung Horst. Den er udgivet af Servicestyrelsen.