Postkort til forbundet
Hvad tænker anbragte børn om anbringelsen? Det spørgsmål ligger bag en undersøgelse, som Børnerådet har lavet. Nu er en del af resultatet afleveret som postkort til blandt andre Socialpædagogerne
17-årige Mikkel møder op hos Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, med to store postkort i hånden.
– Værsgo. De er til dig, siger han – med hilsen fra de omkring 100 børn, der har været med i Børnerådets store undersøgelse om anbragte børns perspektiv på anbringelsen.
Som led i undersøgelsen, der offentliggøres den 26. marts, har børnenes skrevet postkort til socialministeren, formanden for Socialrådgiverforeningen, direktøren for Landsforeningen af Opholdssteder og altså også formanden for Socialpædagogerne.
Mikkel, der selv bor på et opholdssted, læser op:
– Kære Benny. Her er nogle ting, som du må sige videre til pædagoger på alle opholdssteder i hele landet: Pædagogerne skal forstå, hvad vi børn siger. Pædagogerne skal ikke prøve at snakke uden om. Pædagogerne skal kunne indrømme deres fejl. De skal respektere, at man vil være alene, når man er ked af det. Nogle gange skal de gøre, hvad vi siger. De skal have børnene med, når der laves regler. Vi skal have flere penge til at købe tøj for. De skal være bedre til at forstå – ikke kun lytte til hvad de selv vil. Vi vil selv fortælle de andre pædagoger, hvad der sker i vores liv og selv give dem en oplevelse (fx imponere dem) i stedet for at det overleveres fra voksen til voksen, så de allerede ved det, der betyder noget for os. Vi vil selv bestemme, hvad vi skal spise.
Vores liv
Da Mikkel har læst postkortet op, smiler Benny Andersen:
– I er jo ligesom alle andre børn. I vil gerne bestemme i jeres eget liv, siger han.
Mikkel nikker ivrigt.
– Ja, hundrede procent. For det er jo totalt vores liv og ikke nogen andres liv…
Bagefter stiller Benny Andersen en række spørgsmål til Mikkel. Han vil blandt andet gerne vide, hvad Mikkel tænker om, at der er flere voksne på et opholdssted – i modsætning til en familie eller en plejefamilie, hvor der jo kun er en eller to.
– Det generer ikke mig, for man har jo en kontaktpædagog. Det er fint nok, at der er flere voksne, bare de behandler en på samme måde. Sådan at man for eksempel ikke må være ude til klokken 21 den ene aften, og skal være hjemme klokken 18 den næste.
Mikkel stiller også et spørgsmål til Benny Andersen:
– Hvad tænker du om det, jeg har sagt. Hvad kan du gøre?
Og så lover Benny Andersen, at han vil sprede børnenes budskab til de socialpædagoger, han møder på sin vej – i udvalg, til møder, via Facebook og når der nu kommer en artikel i Socialpædagogen.
– Det er sejt, at I kommer, siger Benny Andersen.
– Sådan at vi kan få det spark i røven, som det på en måde er.