Norske eksperter: Har vi for få døgninstitutioner?
Norge har været et forbillede for Barnets Reform og for den massive satsning på familieplejeanbringelser i Danmark. Men nu råber norske forskere vagt i gevær: Er vi gået for langt, spørger de i en evalueringsrapport – og Socialpædagogernes formand mener, at det bør mane til eftertanke hos de danske politikere
Siden 2004, hvor en omfattende børneværns-reform trådte i kraft i Norge, er der hvert år blevet sendt en skrivelse ud til alle statslige og regionale børnefamilieafdelinger med en kraftig henstilling om, at børn og unge fortrinsvis skal anbringes i plejefamilier og kun som sidste udvej anbringes på en døgninstitution.
Og effekten er ikke udeblevet. Ansete forskere fra blandt andet forskningsinstitutionen NOVA (SFI’s norske modstykke), som har evalueret reformens konsekvenser for døgninstitutionerne, skriver i evalueringen, at politikerne godt nok har opnået, hvad de ville, nemlig en markant nedgang i brugen af institutioner.
Men meget tyder på, at de samtidig har fået noget andet, som de ikke havde bedt om: Tallene fra 2004 og frem tyder nemlig på en øget ustabilitet på anbringelsesområdet med flere og kortere familieplejeophold og flere skift inden for og mellem anbringelsesformerne.
‘Dette er en udvikling som bør følges nøje, eftersom en konsekvens af vridningen i retning af mere brug af familiepleje kan være en øgning i antallet af utilsigtede flytninger fra dette omsorgstilbud’, skriver forskerne.
De spørger derfor sig selv, om den ‘vridning’ bort fra døgninstitutionerne har været til barnets bedste – om den har styrket den målsætning om stabilitet og kontinuitet, der ligger meget direkte i den norske lovgivning.
Frygtelig stor skuffelse for børnene
Rapporten ‘Institusjonsplassering – siste utvei? Betydningen av barnevernsreformen fra 2004 for institusjonstilbudet’ blev offentliggjort i starten af januar og har allerede skabt røre i Norge.
En af dem, der giver forskerne fra NOVA ret i, at der formentlig er for mange børn og unge, der placeres i familiepleje, er specialist i klinisk psykologi, Vigdis Bunkholdt, – Mange af disse børn har tidligere oplevet skuffelser, og så kommer de i en familie og mærker, at de ikke kan finde ud af at indpasse sig. Dermed ryger forholdet mellem børnene og plejeforældrene. Det er endnu en frygtelig stor skuffelse for disse børn, siger Vigdis Bunkholdt til NKR – den norske pendant til Danmarks Radio.
Rapporten har skullet give svar på en række udfordringer på døgninstitutionsområdet – også ting, der knytter sig til den specifikke norske måde at organisere forebyggelses- og anbringelsesområdet. Men helt overordnet er der to-tre konklusioner på, hvad reformen fra 2004 har betydet.
Døgninstitutioner er blevet nødløsninger
Den første konklusion er, at brugen af døgninstitutioner er gået ned. Antallet af børn og unge på døgninstitution har godt nok ligget på cirka 2.000 årligt i alle årene fra 2004. Det er cirka 19-20 procent af alle anbragte.
Men i samme periode er antallet af børn og unge, der får en foranstaltning – enten en forebyggende ydelse eller en anbringelse – steget massivt, så relativt har døgninstitutionerne mistet stor betydning.
Og når forskerne ser på antallet af opholdsdage på institutionerne, på antal børn på døgninstitution pr. 1.000 børn, og på antal ophold pr. barn pr. døgninstitution og sammenligner det med familiepleje, er konklusionen klar: Brugen af familiepleje – herunder forstærket familiepleje, der minder om de danske kommunale plejefamilier – er steget, og det er sket på bekostning af brugen af døgninstitutioner.
Den anden konklusion er, at døgninstitutionerne i alles bevidsthed er blevet til en nødløsning eller en ‘sidste udvej’. Og det har en hel række meget uheldige konsekvenser, når nu alle et eller andet sted er enige om, at nogle børn og unge har bedst af at komme på døgninstitution.
Blandt de uheldige konsekvenser peger forskerne på, at det offentlige ikke satser på døgninstitutionerne, hverken økonomisk eller fagligt. De peger også på, at hele fortællingen om og holdningen til døgninstitutionerne bliver, at det arbejde, der udføres på institutionerne, er dårligt – noget, der smitter af på arbejdsvilkårene for de mennesker, der forsøger at skabe et hjem for børn og unge på institutionerne.
Den tredje konklusion – eller i hvert fald et vigtigt emne for forskerne – er, at de har fundet, at det ikke er de samme udfordringer og vanskeligheder, børn og unge i familiepleje og på døgninstitutioner slås med. Også derfor er forskerne betænkelige ved politiske målsætninger om at nedprioritere institutioner og ‘vride’ børnene og de unge over i familiepleje.
Sæt penge af til døgninstitutionerne
Forskerne har en række spørgsmål og anbefalinger til de norske politikere og til Børne-, Ligestillings- og Inklusionsdepartementet.
Det helt, helt centrale er ifølge forskerne, om Norge er gået for langt, når det handler om at styre anbringelserne væk fra døgninstitutionerne og over mod familiepleje.
De anbefaler, at ministeriet bruger evalueringen til at revurdere de skrivelser, det sender ud – fx sådan at der ikke kommer en kraftig henstilling om at nedprioritere døgninstitutioner, men i stedet en opfordring til alle niveauer – også sagsbehandlerne – om, at alle børn og unge skal have det rigtige tilbud.
Anbefalingen går også på, at politikere og embedsværk finder ud af, hvor de ønsker, at Norge bevæger sig hen, når det drejer sig om omfang og kvalitet på institutionstilbuddet.
Forskerne har også et godt råd og en anbefaling, der handler om økonomi: Ifølge forskerne vil det være en god ide, hvis man en gang for alle finder ud af, cirka hvor mange børn og unge, der ud fra en faglig vurdering på årsplan har brug for en institutionsplads – og derudfra vurdere, hvad det vil koste. Og så sætter penge af til det!
Danske politikere bør lære af Norge
Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, mener, at det bør mane til eftertanke, at de norske forskere nu advarer om, at børnene og de unge kan blive tabere i en for voldsom politisk satsning på familiepleje på bekostning af en anbringelse på en døgninstitution.
– Det viser, at man aldrig må erstatte faglig viden med politiske trosbekendelser. Det må aldrig blive et dogme, at et barn eller ung skal i familiepleje og ikke på døgninstitution. Erfaringerne fra Norge siger det helt tydeligt: At vi skal kunne give hver enkelt barn eller ung det rigtige tilbud, og for at kunne det, så må vi have hele viften af tilbud. Så nytter det ikke, at vi lukker alle døgninstitutionerne, siger Benny Andersen.
Socialpædagogerne vil nu sende rapporten til alle socialordførerne på Christiansborg, så de har dens konklusioner inden de går i gang med den socialreform, som regeringen har bebudet. Og i den forbindelse har Benny Andersen et hjertesuk.
– Man kan da godt blive lidt misundelig på Norge. Deroppe har landspolitikerne en chance for at handle, hvis noget viser sig at udvikle sig uheldigt. Noget af det, vi savner i Danmark, er et nationalt ansvar. Vi har i stedet 98 enheder, der fagligt og økonomisk gør det, de hver især selv mener, er det bedste for deres kommune, siger han.
|
Faktaboks I Norge var godt 70 pct. af alle børn og unge i familiepleje (inklusive slægts- og netværkspleje), 17 pct. var på døgninstitution, og resten boede i egen bolig/hybel med eller uden opsyn. I Danmark var 51 pct. af alle børn og unge i familiepleje (inklusive slægts- og netværkspleje), 17 pct. var på døgninstitution og 17 pct. på opholdssted. Resten var i kommunale tilbud, på egne værelser, hybler og kost- og efterskoler. Kilde: Statistisk Sentralbyrå og Ankestyrelsen samt egne beregninger, 2010. Læs mere på www.kortlink.dk/aema |