Af Arnhild Lauveng.
Da Norske Arnhild Lauvengs forrige bog ‘Unyttig som en rose’ (2009) udkom, bragte Socialpædagogen under overskriften ‘Arnhild, hende den skizofrene’ (Socialpædagogen nr. 4, 19. februar 2009) et interview med forfatteren. Efter mange års invaliditet på grund af sin psykiske sygdom lykkedes det Arnhild Lauveng at fuldføre en psykologuddannelse og hun er i dag ph.d. studerende. Arnhild Lauveng skriver med udgangspunkt i egne erfaringer både som psykolog og fra de 10 år, hvor hun var indlagt med diagnosen skizofreni. ‘Egentlig altid mest levende’ handler om unge og psykiske sygdomme. I første del beskrives 13 unge med forskellige psykiske problemer og diagnoser. Fortællingerne er realistiske og forståelige. Bogens andel del indeholder informationer om bl.a. psykiske sygdomme, brug af diagnoser, informationer om tavshedspligt, diagnoser og indlæggelser. Der er også en række adresser på patientforeninger med særlige tilbud til unge.
Udkommet på Akademisk forlag. 336 sider. 329 kr.