Af Anne Stokkebæk
I dynamisk relationel korttidsterapi i grupper arbejder man både med individerne i gruppen og med gruppen som helhed. Terapien foregår som en åben gruppediskussion og forløber over en tidsbegrænset periode. Gruppedeltagerne har et fælles problem, der omfatter et bredt spektrum af psykosociale problemer i forbindelse med en kronisk somatisk sygdom.
I bogen er gruppen patienter med kronisk smertetilstand. ‘Dynamisk relationel korttidsterapi i grupper er både tidsmæssigt og økonomisk en overskuelig behandling, men den er først og fremmest værdifuld og perspektivrig, fordi den udnytter gruppens terapeutiske potentiale’, står der i forordet. Bogen er både teoretisk, metodisk og praktisk. Den omhandler psykologiske teorier og begreber om gruppen og individet, og den behandler gruppeterapeutiske metoder og praktiske foranstaltninger omkring gruppeterapien. Bogen henvender sig til professionelle inden for det sundhedsfaglige, sociale og pædagogiske område.
Udgivet på Hans Reitzels Forlag. 267 sider. 268 kr.