Vi er selv med til at vælge, hvordan vores virkelighed skal se ud. Nogle gange tror jeg dog ikke, at vi er bevidste om det. At vi i stedet lader omgivelserne, eller endda medierne, vælge for os. Mange af de programmer, der bliver sendt i fjernsynet i dag, handler om selviscenesættelse. Om mig, den enkelte, egoet. Flere af os vælger ikke disse programmer fra, når vi tænder for ‘virkelighedsfilteret’ – altså fjernsynet. Vi læner os tilbage i sofaen og affinder os med den værdi, der bliver fremlagt for os, nemlig ‘at have nok i sig selv’. Hvad nu hvis vi slukkede for filtret og var tilstede i virkeligheden, og ikke bare ukritisk så ‘ego-programmerne’? Kunne det være, at vi begyndte at reflektere og sætte spørgsmålstegn? Måske vi i stedet ville begynde at komme hinanden ved? At blive vedkommende. Jeg tror på, at vi alle ville drage nytte af i højere grad at have fokus på fællesskabet. At vi vil noget med hinanden og tør vise det.
Jeg synes, at vi i dagens Danmark er gået hen og blevet alt for distancerede fra hinanden. Vi ved knap nok, hvem vores nabo er, og vi skal i hvert fald ikke invitere dem indenfor til kaffe! Det ku’ jo ske, at der rent faktisk var noget at tale om. Noget, vi kunne bruge hinanden til. Virkeligheden og relationen kan være skræmmende, men jeg tror på, at det er her, vi udvikler os. Det er igennem relationen, at vi kan mindske distancen imellem mennesker.
Lad os skabe mange flere udviklende fællesskaber og relationer i vores liv. Vi skal tage krisen, depressionerne og alt det andet triste, som sker i dagens Danmark, alvorligt og sørge for, at det skaber sammenhold i befolkningen i stedet for splittelse. Tage vores såvel egoisme som materialisme op til revurdering og igen begynde at deles. Jeg vil hellere end gerne have et Danmark, som er kendt for bæredygtighed, genbrug, fællesskab og en nærværende befolkning. I sådan en virkelighed vil jeg gerne være vedkommende.