icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Læserbrev

Generelle udtalelser om døgninstitutioner

  • Af Louise Løhndorf, cand.mag. i almen pædagogik
  • 14-2012 /

Desværre læser jeg i ny og næ eksperters udtalelser, der på et generelt plan ytrer sig negativt om døgninstitutionen som anbringelsesform, og at familiepleje generelt er bedre for et anbragt barn. Jeg mener, det er et både forfejlet og uhensigtsmæssigt signal at sende.

Døgninstitutioner bør ikke som udgangspunkt betragtes som en sidste udvej for kommunerne. Man kan og bør efter min mening ikke lave en generel vurdering, hvor døgninstitutioner rangeres lavere end plejefamilier.

Derimod bør det være det enkelte barns behov på anbrin gelsestidspunktet, der bør veje, og for nogle omsorgssvigtede, tidligt skadede børn eller unge – der desværre i mange tilfælde lever under skadelige forhold i længere tid, end de burde – kan et ophold på en behandlingsinstitution i døgnregi være den bedste løsning.

Det kan der være flere forskellige grunde til, fx at barnet allerede er i fejludvikling, tilknytningsmæssigt ingen tillid har til voksne og derfor i døgndrift har brug for nogle, der har erfaringer med behandlingsarbejde. Der kan være tale om børn, som kun har oplevet svigt på svigt, er følelsesmæssigt skadede og har brug for udredning og pædagogisk-psykologisk behandling. Eller om børn, der ingen sociale kompetencer har fået og ikke kender ‘de sociale  spilleregler’ i samfundet, hvilket i sig selv kan være en ganske stor opgave for en plejefamilie at varetage.

Det kan endvidere for nogle omsorgssvigtede børn være angstprovokerende med den tæthed, der eksisterer i en plejefamilie, og som plejefamilien måske også forventer sig af barnet, men som det slet ikke har erfaringer med. Her kan et observations og behandlingsophold være med til at forebygge endnu et svigt i barnets liv – at blive opgivet af en plejefamilie – idet en udredning kan danne grundlag for en holdbar anbringelse.

Men når eksperter på området går ud med generelle negative holdninger til begrebet ‘døgninstitution’ kan det desværre risikere at danne grundlag for en generel negativ holdning til stederne, når kommunerne anbringer et barn.

Jeg mener, at vi som samfund bør gøre alt for at sikre os, at det faglige niveau på institutionerne er højt og underlagt kvalitetssikring i form af bl.a. dokumentation, faglighed, veluddannet personale og ledere og jævnlige tilsyn, fremfor at så tvivl om berettigelsen af institutioner for døgnanbragte børn og unge. 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Debat