Tak for jeres konstruktive indlæg (Synspunkt i Socialpædagogen nr. 11, 2012). Jeg har sat evidensbaserede metoder på dagsordenen, fordi jeg mener, at vi trænger til en debat om indsatsen for udsatte børn og unge i Dan-mark. Derfor sætter jeg også stor pris på, at fagfolk og praktikere bidrager til debatten med deres vigtige viden og erfaringer.
På det sociale område har mantraet om at ‘lade de tusind blomster blomstre’ længe været god latin. Vi har ladet viften af indsatser og projektporteføljen knopskyde og håbet på det bedste. Dybest set bruger vi sindssygt mange penge på området ud fra en forventning om, at der nok er nogen, der får det bedre af det. Men vores viden om effekten af de fleste af indsatserne er begrænset. Og de metoder, som har vist gode resultater, anvendes ikke alle steder.
Jeg mener, at når vi har en viden om, at noget virker bedre end andet, så har vi også en forpligtelse til at bruge den viden aktivt. Mit ønske er ikke, at arbejdet med udsatte børn og unge bliver ‘låst fast’ på et bestemt antal metoder. Og jeg har aldrig haft en forestilling om,
at alle sociale problemer kan løses i et snuptag ved brug af en håndfuld standardiserede programmer. Men vi har en række metoder, som vi ved, giver børnene et bedre liv. Og når det giver mening skal vi selvfølgelig bruge dem frem for andre. Samtidig ved vi, at der findes en masse viden om indsatser, der virker, blandt vores dygtige og engagerede socialarbejdere og pædagoger. Men det er i alt for høj grad ‘enkeltmandseje’. Min ambition er også, at vi skal sørge for, at den viden bliver fælleseje.
Derfor vil jeg nu gå målrettet i gang med at sikre, at vi får udbredt de bedste indsatser til hele landet, så de kommer alle udsatte børn og unge til gavn. Der er ingen ‘quick-fixes’ og ingen mirakelløsninger. Men det er mit klare udgangspunkt, at vi kun kan være os selv bekendt som samfund, når vi ved, at den støtte og hjælp, vi giver, er det bedste, vi kan tilbyde.