Jeg er helt enig i, at medbestemmelse og selvbestemmelse for udviklingshæmmede borgere er af største vigtighed! I tider med besparelser og diktater ovenfra om retningslinjer for det pædagogiske arbejde, er der dog en række områder, hvor selvbestemmelsen er betydeligt indskrænket.
Det kan godt være, at Knud må lade være med at gå i bad og må gå langskægget i byen. Det er fint nok. Jeg møder dog også borgere, der er på et niveau, hvor selvbestemmelsen i forhold til personlig hygiejne, madpakke osv. desværre i stedet er blevet til svigt! Samtidig er der en lang række forhold, han inden for de sidste par år ikke længere har indflydelse på – forhold, som også er af afgørende betydning for den enkeltes livskvalitet.
Jeg arbejder i Næstved i et aktivitets- og samværstilbud – altså ikke i bo-tilbud – men jeg er sammen med borgerne mange timer hver dag og oplever deres frustrationer og magtesløshed over de indskrænkninger, der er sket i deres personlige frihed og selvbestemmelse de sidste par år.
I mange forhold giver det mere mening at bytte skal ud med vil og vil ud med må.
Nedenstående eksempler er forhold, som borgerne selv har bragt på bane:
Vil Knud lave mad i sit eget hjem, eller må han?
Svar: Ja, det vil han gerne, men det må han ikke, hvis han skal have hjælp til det! Pædagogerne må ikke længere lave mad sammen med borgere, som bor i § 85, så han må købe maden udefra!
Vil Knud ud og rejse, eller må han?
Svar: Ja, Knud vil gerne på ferie, men det må han ikke, hvis han ikke kan tage af sted uden pædagogisk støtte, for pædagogerne må ikke længere ledsage borgere, som bor i § 85, på rejser!
Vil Knud, som er 69 år, gerne gå på pension eller må han?
Svar: Knud vil gerne, men han må ikke, for der er ikke ressourcer til, at han kan være i sit eget hjem i dagtimerne.
Vil Knud gerne beholde sin hjemmedag eller må han?
Svar: Ja, det vil Knud gerne, for der er tid til støtte til private gøremål på et tidspunkt af dagen, hvor han stadig har overskud, men det må han ikke længere.
Medbestemmelse og selvbestemmelse?