Heftig debat om tvangsbehandling
I Socialpædagogens Facebook-gruppe slår emnet tvangsbehandling alle rekorder med mere end 130 indlæg. Debattørerne er blandt andet uenige om, hvordan man bør forholde sig, når jura og etik kommer i konflikt
Mens sundhedsministeren tager de første skridt til at ændre lovgivningen vedrørende tvangsbehandling af udviklingshæmmede, demente og andre mennesker med forståelseshandicap, kører en heftig debat i Socialpædagogens Facebook-gruppe. For hvad bør man gøre, så længe loven er, som den er? Og man fx står i et dilemma som kontaktpædagog for udviklingshæmmede ‘Karl’, der ikke vil have sine hjertepil ler – og ikke forstår, at han bliver syg uden.
Den 10. januar var der i alt kommet 133 indlæg i debatten, der har kørt siden Fagbladet Socialpædagogen sidste år i maj præsenterede problemstillingen i temanummeret ‘Livsfarlig lov’. Som vi skrev dengang kan ‘forbuddet mod tvangsbehandling i værste fald være livsfarligt for voksne udviklingshæmmede, der ikke selv forstår betydningen af at sige nej til lægehjælp.’ Når man ser bort
fra psykiatriloven, er det nemlig kun tilladt at tvangsbehandle i akutte livstruende situationer. Og derfor må man fx ikke give hjertemedicin til en udviklingshæmmet, der vedvarende modsætter sig – uanset om den udviklingshæmmede forstår konsekvensen af protesten, og uanset om en værge siger ja til behandlingen.
Tvang bør tillades
Med enkelte undtagelser er debattørerne enige om, at tvangsbehandling bør være tilladt i særlige situationer. For eksempel skrev Laila Hansen den 15. oktober om ‘Karl’:
– Karl skal have sin hjertemedicin, ellers dør han. Mennesker er ansat til at hjælpe Karl – hvis udvikling ikke er alderssvarende – gennem livet. Tage ansvar for ham og hjælpe ham til at leve, ikke til at dø. Loven bør laves om, således at der eksisterer undtagelsesmuligheder fra forbuddet mod tvang.
På den måde ligger flertallet af Facebook-debattørerne langt hen ad vejen på linje med såvel sundhedsministeren, Det Etiske Råd og en række organisationer, der bl.a. tæller Socialpædagogerne. Som vi tidligere har beskrevet i Socialpædagogen mener de alle, at det i særlige situationer er på sin plads at anvende tvang for at sikre omsorgen for mennesker, der ikke selv forstår konsekvensen af at sige nej til sygdomsbehandling. Og de første skridt på vejen mod en lovændring er taget, idet sundhedsministeren i december havde møde med repræsentanter for en række organisationer og nu vil drøfte spørgsmålet med de sundhedspolitiske ordførere.
Lovbrud eller ej
Det store spørgsmål i Facebookdebatten er nu, hvad man bør gøre så længe, loven er som den er? Her deles vandene mellem dem, der mener, at det kan blive nødvendigt at bryde loven for at sikre omsorgen – og dem, der mener, at det er et skråplan.
Blandt de første hører John Rasmussen (8. januar):
– Hensynet til et menneskes velfærd kan gå forud for lov, og hvis det er livstruende, så bør hensynet altid gå forud for loven. Jeg vil dog efterfølgende oplyse om, hvad jeg har gjort, og at jeg agter at fortsætte den praksis. Det må så være op til rette instans at vurdere, om jeg er den rette til jobbet. Min respekt for menneskeliv går forud for mit job.
Den 17. december skriver Lars Bjarne Pedersen:
– Jeg vil hellere have en advarsel for at overholde min omsorgspligt – end en advarsel for at have begået omsorgssvigt.
|
Forvirring om loven Debatten i Socialpædagogens Facebook-gruppe afslører, at der er en del uklarhed om, hvad loven rent faktisk siger. Eksempelvis tror nogle fejlagtigt, at man må tvinge en udviklingshæmmet til at tage hjertemedicin, hvis en læge eller en værge giver tilladelse – eller hvis han bliver indlagt på et sygehus. Forvirringen på Facebook afspejler måske bare en mere generel forvirring. I hvert fald lavede Sundhedsstyrelsen for seks år siden en spørgeundersøgelse, der viste, at tre ud af fire læger fejlagtigt troede, at det var lovligt at tvangsbehandle en dement kvinde, der modsatte sig, da hun skulle have lagt et kateder op. Fakta er, som Sundhedsstyrelsen skrev i rapporten om undersøgelsen, at ‘dette ikke er i overensstemmelse med loven. Hvis patienten i ord eller handling tilkendegiver, at hun ikke vil behandles, er der, uanset samtykke fra værge eller pårørende, ikke hjemmel til at gennemføre behandlingen med tvang’. Kilde: Sundhedsstyrelsens rapport ‘Lægers viden om patienters retsstilling’ fra 2006, der kan læses via www.kortlink.dk/acar |
Forskellige værdier
Og 9. januar skriver Niels Skjødt Hansen:
– Hvor mange vil bukke under eller dø, mens spillereglerne følges? Det kan jo til tider og meget ofte tage lang tid at ændre love og regler. Hvad vil jeg kunne leve med på sigt? Ikke en død bruger.
Kim Hansen er blandt dem, der er meget kritiske over for lovbrud i etikkens navn. 9. januar skriver han:
– Problemet er jo netop, at der er så mange forskellige holdninger til, hvornår noget er overgreb eller omsorgssvigt, og hvis hver enkelt nu arbejder ud fra, hvad de synes er omsorgssvigt/overgreb, så kommer vi ud i en jungle, hvor egne værdier reelt kan føre til overgreb. Mine værdier/min etik er ikke nødvendigvis de samme som dine, uanset at vi begge vil det bedste for borgeren. Derfor har vi loven som rettesnor, og er der en knude på rettesnoren, så retter vi den jo ikke ud ved at klippe den over, men får fat i en ende, så knuden kan blive løst op.
Lita Malmberg er på linje og skriver den 14. oktober:
– Det er et skråplan at begynde at bryde loven. Hvem skal afgøre, hvornår og hvordan den skal brydes? I stedet må vi kæmpe for at lave om på det, der ikke virker. Og i mellemtiden rumme at tingene ikke er optimale.
Læs hele Socialpædagogens tema om tvangsbehandling på https://socialpaedagogen.sl.dk
Deltag i debatten på Facebook via www.sl.dk/facebook