icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Globale stemmer

Skygge over solskinsstaten

Orlando i Florida er mest kendt for Disney World og Universal Studios – men efterhånden også for de mange hjemløse familier, der lever på billige moteller og i deres biler. Socialarbejder Beth Davalos kæmper en daglig kamp for at skaffe hjælp til det hastigt voksende antal skolebørn uden hjem

  • Af Søren Svith
  • 07-2012 /

For ti år siden var den hjemløse amerikaner typisk en enlig mand. I dag har antallet af hjemløse børn overhalet antallet af hjemløse enlige mænd – og årsagen er den økonomiske krise, der i USA satte ind allerede i slutningen af 2007.

De nye hjemløse familier er også anderledes på en anden måde: De kommer fra gode job og pæne kvarterer og er på grund af fyringer og tvangsauktioner i rekordfart faldet igennem det stormaskede amerikanske sociale system.

– Der er halvanden million registrerede hjemløse børn, men reelt er der mange flere. Familierne skjuler sig, fordi de er bange og skammer sig. De bor rundt omkring i udhuse hos naboer eller familien. De fleste af dem har aldrig været i sådan en situation før, så de kender ikke systemet og ved ikke, hvordan det virker, fortæller Beth Davalos.

Hun er leder af Families in Transition – et program for hjemløse skolebørn og deres familier, som hører under skolevæsnet i Seminole County lidt uden for Orlando i Florida.

I hendes skoledistrikt alene er der over 1.300 hjemløse skolebørn, og bare henover julen mistede yderligere 126 børn deres hjem. Flere og flere ender som bilvagabonder.

– Tidligere så vi det kun meget sjældent, men i løbet af det seneste år har vi haft omkring 50 børn,  som har boet i biler med deres familier. Det er en helt ny tendens, og familierne er meget sårbare, fordi de ikke ved, hvad de skal stille op, eller hvor de skal få hjælp – og de er bange. Det er derfor, de lever i bilerne, siger Beth Davalos.

Mange ender også i bilerne, fordi de vil undgå at familien bliver skilt fra hinanden. Mange steder er herbergerne kun for mænd eller kun for kvinder, og familierne føler, at de netop må holde sammen i den svære situation, de er kommet i.

Et halvt år uden el

En tredje mulighed ud over herberger og biler er værelser på de nedslidte moteller, som der er så mange af langs de amerikanske hovedveje.

Her på et motel i udkanten af Orlando endte Christina og Hannon Queen og deres tre børn, Destiny, Tyler og Kimberly. Nedturen begyndte i Charlotte, North Carolina, hvor familien boede i et parcelhus med fire soveværelser og fuld kælder. Forældrene drev en velbesøgt butik med skønhedsprodukter, som blev hårdt ramt af recessionen, efterhånden som arbejdsløsheden og den økonomiske usikkerhed bredte sig blandt kunderne. 

– Vi mistede huset på tvangsauktion i sommeren 2011, men længe før det var vi begyndt at sælge ud af vores ejendele. Til sidst var der ikke mere at sælge, og vi kom til det punkt, hvor vi havde mistet alt. Selv bilen, fortæller Hannon Queen.

Inden da havde familien boet et halvt år i huset uden elektricitet. De kunne simpelthen ikke skrabe penge sammen til regningen.

– Vi tog alle sammen en masse kilo på, fordi vi levede af mad fra tanken. Vi kunne jo ikke lave mad selv, fortæller 15-årige Destiny Raynor Queen.

På det tidspunkt fandt familien ud af, at mange af børnenes venners familier var i samme situation eller havde været det. Nogle gennem flere år.

– Det vidste vi ikke noget om, for det er ikke noget, man taler om. Mange af børnene havde fået besked om ikke at tale om det, fordi forældrene er bange for, at myndighederne kommer og fjerner børnene, fortæller Hannon Queen.

Amerikas motelgeneration


16 mio. amerikanske børn lever under fattigdomsgrænsen, som i USA er 22.000 dollars om året for en familie på fire. Selv et fuldtidsjob er ikke altid nok til at give en familie tag over hovedet. Ud fra forbundsregeringens prognoser for arbejdsløsheden anslår The Brookings Institution, en anerkendt uafhængig tænketank, at 25 pct. af alle børn, snart vil leve under fattigdomsgrænsen.

 

 

Vant til at klare sig selv

Skam, frygt og afmagt præger i det hele taget de nye hjemløse familier. Især fædrene skammer sig over ikke at kunne forsørge familien, men også børnene skammer sig. Derfor valgte Destiny, Tyler og Kimberly at gå et stykke vej hen til et nærliggende boligkvarter for at tage med skolebussen i stedet for at stoppe den ved motellet.

– Så kunne de andre ikke se, at vi ikke havde et sted at bo, siger Destiny, og Hannon fortæller, at børnene var bange for at blive drillet.

Derfor var det også kun nogle udvalgte venner i skolen, som vidste, at de var hjemløse. Heller ikke alle lærerne vidste det, men skolen som sådan var orienteret, og alle tre børn fik gratis morgenmad og frokost på skolen. Og de mindste fik en rygsæk med mad med hjem til familien hver fredag fra Beth Davalos’ organisation, Families in Transition.

Det var også Davalos, der opsøgte familien på motellet, hvor hun var ude for at besøge en af de andre hjemløse familier, som holdt til der.

Familien var tæt på at løbe helt tør for penge, så Hannon og Christina var klar til at bide hovedet af skammen og tage imod hjælpen, som i første omgang bestod af hjælp til at betale motelværelset.

– Vi har altid været vant til at klare os selv, og jeg har altid tænkt, at der er job til dem, der gider arbejde. Men jeg har fundet ud at, at der bare ikke er nogle job. Jeg gik til McDonald’s hver eneste dag, og de skrev mit navn ned hver gang, men jeg fik aldrig noget ud af det. Så har jeg haft lidt arbejde som daglejer, og det var fint, for der blev man sendt ud nogle gange til minimumsløn, fx i Walmart. Men mange dage kom jeg tidligt om morgenen og blev der fire-fem timer, uden at der kom noget ud af det, fortæller Hannon Queen.

Svært at komme ud af fattigdomsfælde

Men lønnen fra de spredte jobs som daglejer var slet ikke nok til at betale indskud til en lejlighed og heller ikke nok til at klare huslejen på motellet.

– Selv om det i det lange løb er billigere med en lejlighed, så var det umuligt for os at skaffe penge nok til indskud og forudbetaling af vand og elektricitet, fortæller Hannon Queen.

Beth Davalos kender alt til den fattigdomsfælde, som de hjemløse familier ender i. En del af dem har faktisk arbejde, men til så lave lønninger, at de ikke kan klare sig selv.

– Det kaldes underbeskæftigelse. De har arbejde, men tjener ikke nok til, at de kan betale huslejen. I Seminole County bliver du som enlig mor med to børn nødt til at tjene 21 dollars i timen, hvis du skal betale for familiens basale behov. Og mindstelønnen er mellem syv og otte dollars. Så det kræver tre job, og så skal du have passet dine børn, og det er der venteliste til, fortæller hun.

Beth Davalos og Families in Transition


Beth Davalos har en bachelor i sociologi og en master i socialarbejde og har tidligere haft privat praksis med familiearbejde, og har arbejdet som socialarbejder på hospitaler og været frivillig på et herberg.

Hun har nu i syv år været leder Families in Transition, som er Seminole Countys program for hjemløse skolebørn. Programmet er delvist betalt af midler fra den amerikanske stat, som er forpligtet til at hjælpe hjemløse skolebørn med blandt andet transport og skolemad, så de kan opnå samme muligheder som deres kammerater.

Hun arbejder tæt sammen med 16 socialarbejdere, der arbejder lokalt på skolerne, typisk med ansvar for fire-fem skoler. Families in Transition varetager også mange opgaver ud over det, loven kræver, og derfor er organisationen helt afhængig af private donationer fra privatpersoner og firmaer.

Nogle sponsorer tilbyder job, andre virksomheder donerer penge, mad, tøj eller sågar bilreparationer. Det sidste kan kun forstås i en amerikansk sammenhæng, hvor bilen er det sidste, man skiller sig af med, for den er helt nødvendig for at kunne bevare et job eller søge et nyt.

 

Hjælp til at få hjælp

Samtidig er det meget indviklet for fattige og hjemløse at navigere rundt i det amerikanske hjælpesystem.

I et lokalområde som Seminole County er der fx mere end 50 hjælpeorganisationer, som driver herberger, deler mad ud og på anden måde støtter hjemløse familier med en blanding af offentlige midler og private donationer, og mange af dem har rod i religiøse samfund.

Det betyder, at man skal have hjælp til at vide, hvor man kan få hjælp. I Seminole County og mange andre steder bliver den hjælp formidlet af skolernes socialarbejdere. I skolen er det som regel umuligt for børnene helt at skjule familiens fortvivlede situation, og i Seminole County er skolen blevet helt central i hjælpen til de hjemløse børn, som her i begyndelsen af 2012 udgør lidt over to pct. af alle skolebørn i skoledistriktet.

Det indviklede system af hjælpeorganisationer er ikke bare besværligt for de hjemløse – det er heller ikke særlig effektivt.

– Derfor er både private og offentlige fonde, som bevilger penge til hjælpearbejdet, også blevet mere og mere opmærksomme på, at hjælpeorganisationerne skal arbejde sammen i stedet for at konkurrere, fortæller Beth Davalos.

I Seminole County har 18 organisationer slået sig sammen i Pathways to Home, der prøver at løse opgaven sammen, søger penge sammen og ikke konkurrerer om fondsmidler og donorer.

– Vi bliver nødt til at samarbejde og samle vores ressourcer, for der er færre penge nu og større behov og nød. På det felt er vi foran de fleste andre lokalområder i USA. Donorerne vil ikke betale til en masse organisationer, som laver det samme, og gør det svært for familierne, fordi de skal gå fra Herodes til Pilatus for at få hjælp, fortæller Beth Davalos.

Hjælpen kommer fra private sponsorer

Beth Davalos har gjort meget for at skabe opmærksomhed om fattigdomsfælderne og den eksploderende hjemløshed blandt familier. Hun har to gange været i det meget ansete, landsdækkende tv-program ‘60 Minutes’, og hun har fået kongressen i Washington i tale i forhold til at udvide den officielle definition på hjemløse til også at omfatte dem, der bor på motellerne.

Alligevel tror hun ikke på, at den amerikanske stat vil bidrage med flere penge i de kommende år. Tværtimod. Derfor bruger hun meget af sin tid på at skaffe sponsorer til hjælpearbejdet.

– Det er så vigtigt at komme i medierne, for jeg kan stå her hele dagen og lave præsentation efter præsentation for 50 mennesker, men når medier fra mange forskellige området alle fokuserer på, at dette er et problem, så skaber det opmærksomhed og derfra kommer forandringen. Folk blive nødt til at se og høre og tro på det. Og det gør de, når medierne tager problemet op, siger hun.

En af de sponsorer, medieomtalen har kastet af sig, er rigmanden David Siegel som næst efter Disney er den største arbejdsgiver i det centrale Florida. Han ringede en dag i slutningen af 2011 til Beth Davalos og tilbød tre familier et sted at bo i et af hans ferielejlighedskomplekser. Og han kunne også skaffe arbejde til forældrene.

Tilbuddet endte hos Hannon Queen lige før jul. Hans familie fik et lille hus, og han og Christina fik job hos Siegel. Børnene er for tredje og fjerde gang startet på en ny skole – nu forhåbentlig for sidste gang. 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Marginaliserede, Hjemløse