Datingfest for udviklingshæmmede
Botilbud i Varde vil give unge udviklingshæmmede en hjælpende hånd, så de nemmere kan finde en kæreste. Det sker til stor datingfest i maj
Hvordan ville du have det, hvis du blev præsenteret for tre mennesker og fik valget: Bliv kæreste med en af dem – eller mist chancen for at få en kæreste?
Socialpædagog Ditte Nørup Andersen fra botilbuddet Krogen 5 ville ikke være særlig tilfreds, men groft sagt oplever hun, at det er virkeligheden for mange unge udviklingshæmmede.
– De bor med den samme gruppe unge, som de også arbejder med, og når der er diskotek for udviklingshæmmede, er det også mange af de samme mennesker, der møder op igen og igen og igen, siger hun.
For nogle måneder siden tænkte Ditte Nørup Andersen derfor, at der skulle ske noget nyt. De tolv unge udviklingshæmmede på Krogen 5 skulle have chancen for at udvide deres horisont, og nu har hun fået sine kollegaer og de unge på botilbuddet med på ideen:
Fredag den 11. maj er der stor datingfest for udviklingshæm mede i Jacobi-hallen i Varde, hvor der bliver plads til mindst 200 mennesker.
Inviterer bredt
Krogen 5 har inviteret langt bredere end til de aktivitetstilbud i Vejen- og Esbjerg-området, som de plejer at omgås. Der er sendt invitationer til botilbud i blandt andet Fredericia, Kolding, Billund og Vejle, men botilbud fra resten af Danmark er også velkomne.
– Og så vil vi prøve at skabe nogle rammer, der gør det muligt for de unge at møde hinanden og blive kærester eller venner. Det kan jo være svært nok for ikke-udviklingshæmmede at tage kontakt og fx spørge om et telefonnummer – og så er det bare endnu sværere for udviklingshæmmede, siger Ditte Nørup Andersen.
Til festen får alle, der vil, derfor nogle visitkort, som de kan dele ud, ligesom der bliver en hel masse kontaktfremmende aktiviteter, som fx ballondans, sing star-kamp med kærlighedssange og speed dating – samt spisning og levende musik.
Ditte Nørup Andersen understreger, at festen arrangeres sammen med de 12 beboere på Krogen 5:
– Det er deres fest.
Yderligere oplysninger fås på dian@varde.dk eller 5120 3465. Tilmeldingsfrist 11. april.