Bekymrende udvikling i det offentlige
Der er blevet 2.000 færre socialpædagogiske fuldtidsstillinger fra marts 2010 til marts i år. Det er 2.000 for meget!
Der bliver færre og færre offentligt ansatte. Krisen sætter sine tydelige spor på de seneste statistikker. Antallet af ansatte i kommuner, stat og regioner faldt med 3.700 personer i årets første kvartal, viser tal fra Danmarks Statistik. Samlet set er der forsvundet 21.000 job i den offentlige sektor siden 2. kvartal 2010. Så myten om, at en offentlig ansættelse er lig med jobsikkerhed, er med al ønskelig tydelighed blevet punkteret.
Det er ikke bare mange job, der pludselig forsvinder. Det handler også om, at de mange afskedigelser efterlader huller på de offentlige arbejdspladser. Huller, som har store konsekvenser for de kolleger, der er tilbage, og for de borgere, der oplever en ringere service.
Det er især kommunerne, der har måttet stå for med mange afskedigelser, og det er hævet over enhver tvivl, at det får konsekvenser for de borgere, der er berørt af det. Men det får også konsekvenser på vores arbejdspladser. Ser man på vores egne tal, kan vi se, at der er blevet 2.000 færre socialpædagogiske fuldtidsstillinger fra marts 2010 til marts i år. Det er 2.000 for meget! For der var jo ikke tale om, at vores medlemmer har siddet lårene af hinanden derude på arbejdspladserne. Så udtrykket ‘at skære ind til benet’ er blevet til virkelighed mange steder i landet.
Vi hører samtidig også, at ingen længere er fredet, når der skal fyres. For nylig offentliggjorde vi i Ugebrevet A4 vores nyeste tal for afskedigelsessager blandt medlemmer, der er gravide eller på barsel. En medarbejdergruppe, der under normale omstændigheder kan føle sig sikre på deres job. Men heller ikke de går ram forbi. Vores tal viste en stigning på 50 pct. i antallet af fyrede gravide og barslende over de seneste par år. Det er jo uhørt! Heldigvis har vi ført – og vundet – de sager, vi har rejst over for arbejdsgiverne i den anledning.
Og det er det, vi kan gøre. Samtidig med at vi kan holde arbejdsgiverne fast på, at den massive slankekur, det offentlige arbejdsmarked gennemgår lige nu, er fatal. Ikke bare for vores medlemmer, men for alle faggrupper. Og at det får svære konsekvenser for de mange borgere, der har brug for støtte, undervisning, service osv.
I årets første kvartal blev der 3.300 færre til at tage sig af de opgaver. Og opgaverne er mig bekendt ikke blevet færre!