Faglig dokumentation
Målinger og diskussionen om effekt er kommet for at blive. Spørgsmålet er, hvem der skal definere, hvorfor, hvordan og hvad der skal dokumenteres. Og mit svar er: Det skal vi!
Et af de helt centrale ord på den socialpædagogiske scene lige nu er dokumentation. Derfor er det også vigtigt, at vi er enige om, hvad det egentlig er, vi snakker om, når vi siger dokumentation. Eller effektmåling, evaluering og evidens. Eller dokumentation, specialisering, afspecialisering eller nyspecialisering.
Der er lige nu et stigende krav fra arbejdsgiverne om, at vi dokumenterer effekten af vores arbejde. Og der er tre grunde til, at det er en god idé: Vi får for det første en større viden om vores fag og vores metoder, og når vi dokumenterer vores faglighed og kunnen og udveksler erfaringer på tværs, kan vi også langt bedre opbygge og styrke faglige miljøer. For det andet bliver politikerne i stand til at træffe mere kvalificerede beslutninger om vores område, og endelig, som det tredje, får vores område en større anerkendelse – hvilket i sidste ende betyder, at vi kan sikre, at samfundet afsætter tilstrækkeligt med ressourcer til opgaven.
Men vi har en række udfordringer for at kunne nå i mål. Vi er nødt til at være enige om, hvad vi taler om. Vi er nødt til at prioritere en fælles forståelse af, hvad vi mener med de forskellige ord. Og også hvordan vi bruger de forskellige discipliner. Hvordan måler vi på vores område, om vi lykkes med en indsats? Det er jo lidt nemmere at beskrive, om indsatsen lykkes på sundhedsområdet, når patienten kommer ind med et brækket ben. På det specialiserede sociale område kan det være sværere at påvise effekten af den indsats, vi yder. Men man kan – og vi bør øve os i det.
Vi skal have dokumentation i forhold til mål for arbejdet med borgerne. Og dokumentation skal give mening i forhold til den faglige udvikling og til indsatsen, og også give en stærkere og bedre argumentation for og forståelse af den ydelse, vi yder. Hvis det fx handler om at påvise, at borgeren er blevet bedre til at spise selv. Eller måske har fastholdt sin kompetence. Hvordan dokumenterer man det? Eller hvordan påviser vi, at et barn er bedre hjulpet ved at blive på en døgninstitution end ved at blive flyttet? Det skal vi opstille klare, fælles og gennemskuelige retningslinjer for.
Vi skal blive skarpere til at bruge den igangværende digitalisering til deling af data og viden, og til opbygning af fælles systemer og platforme til dokumentation. Den informationsteknologiske udvikling kan nemlig give store fordele for vores medlemmer og vores faglighed. Og i sidste ende også for de borgere, vi arbejder med, fordi vi ved hjælp af den kan systematisere og synliggøre indsatsen.
Men første skridt er som sagt, at vi sammen finder ud af, hvad vi mener, når vi taler om dokumentation. For målinger og diskussionen om effekt er kommet for at blive. Spørgsmålet er, hvem der skal definere, hvorfor, hvordan og hvad der skal dokumenteres. Og mit svar er: Det skal vi!