Indsats kan ikke gøres på formel
Det er alt for forenklet at tro, at man med et snuptag kan indføre fire modeller, som så kan hjælpe alle udsatte børn og unge – og spare kommunerne for en masse penge
Socialministeren har netop offentliggjort en rapport, der slår fast, at kommunerne kan spare 2,5 mia. kr. om året ved at fokusere indsatsen om fire konkrete metoder over for landets udsatte børn og unge. Et centralt element er tidlig indsats og involvering af familien. Det er et godt initiativ, vi også har været ude og rose. For vi er jo meget enige med hende i, at tidlig indsats er det, der kan gøre den helt store forskel for den her gruppe børn. Ved at sætte tidligt, massivt og fokuseret ind, kan man rette op på en livsbane, inden det går galt.
For ikke så længe siden fik vi via et eksternt analyseselskab i en cost benefit-analyse slået fast, at en tidlig indsats ikke bare giver god mening for de piger og drenge, det handler om. Det kan også betale sig ud fra et mere samfundsøkonomisk perspektiv. Vores analyse viste, at tidlig indsats i forhold til udsatte familier og børn tjener sig ind med 200 pct. – og det oven i købet, hvis indsatsen lykkes over for blot halvdelen af de udsatte. Så vi er helt på linje med ministeren her!
Men vi er til gengæld en smule bekymrede over, at ministeren med afsæt i rapporten foreslår, at kommunerne fremover benytter sig af de fire konkrete metoder, som er nævnt i rapporten. Det handler om ‘De utrolige år’, flere slægts- og netværksanbringelser, multisystemisk terapi og Multidimensional Treatment Foster Care (MTFC). Alle fire anerkendte og gode metoder. Men bare ikke de eneste mulige!
Vi er begejstrede for ministerens fokus på tidlig og massiv indsats, og er enig med hende i, at vi skal bruge indsatser med en dokumenteret effekt, men bekymrede over, at ministeren tror, at indsatsen kan skrues sammen som én model.
De fire konkrete metoder virker for nogle børn og unge, men ikke for alle. Det er alt for forenklet at tro, at man med et snuptag kan indføre fire modeller, som så kan hjælpe alle udsatte børn og unge – og spare kommunerne for en masse penge. Den individuelle vurdering af det enkelte barn og familie er det centrale i den særlige indsats – og det skal fastholdes.
Men effektmåling er vejen frem. Og vi skal blive bedre til at dokumentere effekten af indsatsen. Fx også for at kunne argumentere stærkere imod indførelsen af fire grundmodeller i den specialiserede indsats for udsatte børn og unge.