Voksne handicappede – et fælles ansvar
Socialpædagoger har hver dag et særligt ansvar i forhold til at fastholde udviklingsperspektivet og sikre rettigheder, lige muligheder og deltagelse for de mennesker, vi arbejder med
2012 startede med et tiltrængt fokus på voksenhandicapområdet og de forhold, Danmark byder mennesker, der har behov for støtte for at få hverdag og liv til at hænge sammen. Der blev sat spot på de rammer og vilkår handicappede bydes – og på den holdning og det ansvar, vi bærer på som samfund, som kommune og region, som socialpædagog og som menneske. Afsættet er en stor undersøgelse, som Socialpædagogernes hovedbestyrelse har gennemført som en del af sit projekt om indsatsen på voksenhandicapområdet.
Undersøgelsen viser bl.a., at mennesker med et stort behov for støtte ofte ikke selv vælger deres bolig. Det sker, at de har ringe interessefællesskab med dem, de bor sammen med, hvilket synes at øge konfliktniveauet blandt beboerne. Mulighederne for at komme i biografen, på indkøb, gåture, besøg hos kæresten er begrænsede – særligt hvis støttebehovet er stort. Mennesker med handicap får langt fra de 15 timers ledsagelse, som de har ret til ifølge loven. Og selvbestemmelsen er på mange måder begrænset.
Undersøgelsen viser altså, at vi ikke lever op til bestemmelserne om lige muligheder og selvbestemmelse i FN’s Handicapkonvention. Vi lever heller ikke op til lovgivningen på området. Og det er naturligvis ikke i orden. Debatten har vist, at mange er enige i dette synspunkt. Blandt andet varsler social- og integrationsminister Karen Hækkerup en handlingsplan på området – og det er jo positivt. Ja, faktisk synes jeg, det er godt i sig selv, at vi er enige om gode intentioner. Meget er vundet – eller måske rettere genvundet – ved en positiv holdning til voksenhandicapområdet og til de samfundsmæssige forpligtelser. Det har jo ikke just været en positiv holdning, som ellers har præget den offentlig debat gennem de seneste år. Gode intentioner gør det bare ikke alene. De skal følges op af handling. Her peger pilen på ministeriet, som har ansvaret for at udstikke en retning for den fremtidige indsats. Og på kommuner og regioner, der skal prioritere og sikre rammer og vilkår for indsatsen.
Men pilen peger også på os selv: Socialpædagoger har hver dag et særligt ansvar i forhold til at fastholde udviklingsperspektivet og sikre rettigheder, lige muligheder og deltagelse for de mennesker, vi arbejder med. Vores redskaber og kompetencer til at løfte dette ansvar skal naturligvis hele tiden udvikles. Helt konkret så mener jeg, at der skal iværksættes et ambitiøst udviklings- og uddannelsesprogram på området. Vi skal opruste forskningen, og på længere sigt skal vi have etableret en selvstændig socialpædagogisk uddannelse, sådan at vi står stærkest muligt. Lad os se på, hvad vi har af rammer, problemer, muligheder og udfordringer – gerne i samarbejde med KL, regionerne og de øvrige interesseorganisationer. Lad os kaste det hele op i luften og se på nye veje til at ruste vores faglighed.