Jeg tog jobbet fra mig selv
Da Thomas Christensen kom i job med løntilskud, var han både kisteglad og betænkelig, fordi det var et regulært job, og selv fik han kun understøttelse. Men det endte godt
Det virkede lidt, som om han tog jobbet fra sig selv. Det var den følelse, Thomas Christensen havde, da han blev ansat i løntilskud på et kontaktcenter for psykisk syge i Viborg Kommune. Forskellen kunne aflæses på lønsedlen, hvor han måtte nøjes med understøttelse, mens kollegaerne, der lavede det samme som ham, fik overenskomstmæssig løn.
Men samtidig var han også ubeskrivelig glad og lettet over, at han fik mulighed for at komme ind på en socialpædagogisk arbejdsplads og få erfaringer, som forhåbentlig kunne bringe ham videre inden for det, han allerhelst ville arbejde med, nemlig socialt udsatte.
– Det er det dilemma, man står i, når man er i løntilskud, siger han.
Det lå ikke umiddelbart i kortene, at det var pædagogvejen, 31-årige Thomas Christensen ville vælge. Han blev oprindelig uddannet multimedie-designer, men da han hellere ville arbejde med mennesker end sidde foran en computer, blev han uddannet pædagog i 2008 – 28 år gammel. Hans specialisering i uddannelsen var mennesker med sociale problemer.
Interessen for det særlige sociale område blev allerede vakt i barndommen, hvor han flere gange var med sin mormor på Egmont Højskole, der er en højskole for voksne handicappede.
Ansættelsesstop
Under studierne arbejdede Thomas Christensen i et bofællesskab for voksne udviklingshæmmede, og da han var færdiguddannet, fik han et halvt års vikariat samme sted.
Herefter fik han et halvt års vikariat i et andet bofællesskab, og aftalen var, at han efterfølgende skulle fastansættes. Men kommunen havde i mellemtiden indført ansættelsesstop, og i stedet blev han tilknyttet bofællesskabet som tilkaldevikar, når der var sygdom og ferie blandt det faste personale.
Men også her blev der skåret, så han fik færre og færre vikartimer, og til sidst måtte han melde sig fuldtidsledig.
Det blev starten på en ørkenvandring med utallige ansøgninger og et kig ind i en arbejdsløshedsverden, som han godt kunne have været foruden.
Han søgte alt inden for det pædagogiske område, både daginstitutioner og det særlige sociale område. På ni måneder nåede han at søge omkring 80 stillinger og fik lige så mange afslag. Nogle få gange blev han indkaldt til ansættelsessamtale, men fik efterfølgende nej. Oftest var begrundelsen, at han manglede erfaring.
Det blev en øjenåbner
Mens han var ledig, henviste jobcentret Thomas Christensen til en såkaldt ekstern jobaktør, som skulle hjælpe ham med at finde job. Men det fik han ikke noget ud af.
– Jeg følte lidt, det var en kontrolinstans, som skulle tilse, at man var aktiv jobsøgende, siger Thomas Christensen.
– En gang om måneden skulle jeg møde op, og vise, hvilke stillinger, jeg havde søgt, og desuden medbringe to stillinger, jeg havde tænkt mig at søge.
Efter ni måneder på den måde fik Thomas Christensen besked om, at han skulle i aktivering. Jobaktøren ville sende ham på kursus, hvor han skulle lære at skrive ansøgninger. Tidligere var han blevet sendt på kursus for at høre om nye karrieremuligheder, blandt andet truckførerkursus og kursus som telefonsælger. Han kunne selv vælge. Kravet var, at han kom i aktivering – ligegyldig med hvad.
Det kunne Thomas Christensen ikke rigtig bruge til noget, og han følte ikke, at den eksterne jobaktør havde kendskab til det pædagogiske område.
– Det var lidt af en øjenåbner. Jeg måtte selv gøre noget, siger han.
Thomas Christensen gik ind på Tilbudsportalen. Hans mål var at arbejde inden for psykiatrien, og han skulle i første omgang finde en virksomhedspraktik på fire uger. Han ringede til afdelingslederen i Psykiatri Basis i Viborg Kommune, præsenterede sig og spurgte, om hun kunne bruge ham et eller andet sted inden for psykiatrien.
Afdelingslederen virkede ret begejstret, selv om hun ikke tidligere havde prøvet den type ‘ansættelse’. De mødtes et par dage senere, og hun sagde, at han kunne begynde med det samme i et nystartet kontaktcenter for psykisk syge i Viborg. Som ‘løn’ fik han arbejdsløshedsdagpenge, og han kostede som sådan ikke arbejdspladsen noget. Det var juni 2011.
Thomas Christensen rådførte sig hele tiden med Socialpædagogernes lokale jobkonsulent, Mette Carlsen, der bistod ham med støtte, råd og vejledning, ikke mindst om hans rettigheder i forhold til at være ledig.
Hvad gør du, hvis du bliver ledig? Gode råd fra Thomas Christensen
Gode råd fra Socialpædagogernes A-Kasse
|
På job med tilskud
Kontaktcentret ligger i udkanten af Viborg og rummer en café, hvor besøgende kan købe mad. Alle kan komme i kontaktcentret, og de har ret til at være anonyme, så medarbejderne laver ingen journaloptegnelser.
Udover Thomas Christensen bestod medarbejdergruppen af endnu en socialpædagog og en social- og sundhedshjælper.
De besøgende er en meget blandet gruppe både aldersmæssigt og diagnosemæssigt. Nogle har været i det psykiatriske system i mange år, mens andre er nye. Det er ikke et behandlingssted. Brugerne kommer for at få social kontakt med andre, og det hjælper medarbejderne dem med.
Efter virksomhedspraktikken søgte Thomas Christensen om at fortsætte i job med løntilskud. Han fik ja fra alle instanser. Der blev skrevet kontrakt om, hvad han skulle lave. Han indgik på lige fod med de øvrige medarbejdere, så det var at betragte som en ordinær ansættelse – bortset fra, at han kun fik understøttelse.
Hans ansættelse blev delt mellem 25 timer i kontaktcentret og 12 timer i bostøtten, hvor han var på hjemmebesøg hos brugerne og hjalp dem med at få hverdagen til at hænge sammen. Han følte helt klart, at han var en del af personalet og var meget glad for både kollegaer og arbejdet.
– Selvfølgelig følte jeg et eller andet sted, at det var unfair, at man skulle yde det samme som andre uden at få løn for det. Men samtidig ville jeg også gerne have erfaring, fordi det er den, jeg er blevet stoppet på, når jeg været til jobsamtale, siger han.
Så det her var den bedste løsning for Thomas Christensen, og det kunne forhåbentlig på et tidspunkt også lede hen mod et job.
Svar, parat og klar
Og det gjorde det. Tre uger før hans job i løntilskud udløb, så Thomas Christensen på Viborg Kommunes interne hjemmeside, at man søgte to socialpædagoger som bostøtte for psykisk syge borgere. Der var så lang ventetid på at få en bostøtte, at kommunen havde valgt at oprette to nye stillinger.
Thomas Christensen søgte og blev kaldt til samtale. I samtalen deltog blandt andet en bruger, som spurgte, hvad han ville gøre, hvis en bruger var meget selvdestruktiv en fredag eftermiddag og ikke kunne klare sig weekenden over. Thomas Christensen svarede:
– Jeg vil sørge for, at vedkommende ikke skal stå alene og vil prøve at få skabt ro – plus eventuelt kontakte akuttjenesten eller psykiatriområdet i Viborg.
Og så understregede han:
– Jeg vil ikke lade personen være alene, uden at vi fik løst det.
I ansættelsessamtalen deltog også afdelingslederen, den strategiske leder og to medarbejdere.
Flere ansøgere var indkaldt til samtale. Thomas Christensen ventede uroligt.
Han var godt forberedt, kendte området og forsøgte at sælge sig selv på, at han kendte arbejdsgangene gennem sit arbejde i løntilskud. Desuden havde han gjort sig nogle tanker om de fremtidige aktiviteter for brugerne.
Han syntes også, han havde klaret sig rimeligt på ansættelsesudvalgets spørgsmål om etik og faglighed.
Efter samtalen gik han på arbejde, mens han ventede på en opringning fra ansættelsesudvalget, om han havde fået jobbet.
Så er jeg med på vognen
Han har tidligere prøvet at vente på en opringning og set i det lys, havde han svært ved at vurdere, hvordan samtalen er forløbet.
– Jeg havde en fornemmelse af, at det ikke var min bedste samtale. Der har virkelig været andre gange, hvor jeg har følt, at jeg fik 12 til samtalen, og alligevel kom der er afslag, siger Thomas Christensen.
– Men jeg havde ikke en fornemmelse af, at mine præstationer denne gang var til 12, så jeg var meget usikker.
Allerede om eftermiddagen kl. 16:30 ringede afdelingslederen og sagde, at han havde fået jobbet. De ville meget gerne bruge ham.
Den 1. januar 2012 blev Thomas Christensen ansat i et ordinært job og til en overenskomstmæssig løn. Endelig kunne han framelde sig Jobnet. Det var en kæmpelettelse.
– Det er ydmygende, at man en gang om ugen skal ind og bekræfte på jobcentrets netside, at man er arbejdssøgende, når man nu så gerne
vil have et job, men bare ikke kan få det, siger Thomas Christensen.
– Men det allerhårdeste har været at være indkaldt til samtale og så alligevel ikke få jobbet, siger han.
Men det er alt sammen fortid for Thomas Christensen, der endelig kan kigge fremad.
– Jeg har fået ønskejobbet, hvor jeg føler, jeg kan bruge mine kompetencer.
Han trives i det tætte relationsarbejde med brugerne og kan lide, at dagene er forskellige, fordi man aldrig ved, hvem der kommer ind ad døren. Og så er han glad for, at hans eget liv har fået retning.
– Det er personligt en kæmpelettelse at vide, at man har fast indtægt og fast arbejde. Jeg er ikke så usikker på fremtiden længere, siger Thomas Christensen.