Tusindvis af sager om tvangsbehandling
Efter at Norge i 2009 ændrede loven, og i særlige situationer tillod tvangsbehandling af udviklingshæmmede og andre mennesker med forståelseshandicap, har der hvert år været mere end tusind sager. Lovændringen er først færdigevalueret i 2013
Hvis de danske politikere følger Det Etiske Råd og en række organisationers anbefalinger og tillader tvangsbehandling i særlige situationer, følger de blot i de norske politikeres fodspor. For allerede i 2009 blev den norske lov ændret, så det nu – i særlige situationer – er tilladt at give sundhedsbehandling mod patientens vilje. Og ikke – som i Danmark – kun indenfor psykiatriloven og i akutte livstruende situationer.
Den norske lov kan træde i kraft når patienten mangler ‘samtykkekompetence’ og på grund af et forståelseshandicap ikke vurderes at være i stand til at sige ja eller nej til fx lægebehandling. Og når behandlingen vurderes at være af ‘afgørende betydning’ for patientens helbred.
Siden 2009 har den norske lov været brugt i flere tusinde sager, hvor især demente nordmænd over 70 år har fået sundhedsbehandling mod deres vilje. Den nyeste statistik viser således, at der er i 2009 blev truffet 1.687 afgørelser om brug af tvang – og 2.075 i 2010.
Men Hanne Skui, der er seniorrådgiver i Norges svar på Sundhedsstyrelsen, ‘Helsedirektoratet’, fortæller, at der godt kan træffes flere afgørelser for den samme person.
Helsedirektoratet skal i gang med at evaluere den nye lov, men evaluering bliver først færdig i 2013. Indtil da er der ingen præcise tal for hvor stor en andel af sagerne, der omfatter mennesker med udviklingshæmning.
Forkerte afgørelser
Den norske lov medfører, at man – når man beslutter at gennemføre sundhedsbehandling mod patientens vilje – skal sende afgørelsen ind til den regionale tilsynsmyndighed ‘fylkesmannen’. I afgørelsen skal man både beskrive, hvordan man først har forsøgt at bruge tillidsskabende foranstaltninger, og hvorfor sundhedsbehandlingen vurderes at være afgørende for patientens helbred – samt hvorfor fordelene overstiger ulemperne. Man skal også dokumentere, at patienten ikke har samtykkekompetence. Hvis sundhedsbehandlingen strækker sig ud over tre måneder, skal fylkesmannen altid kontrollere afgørelsen. Ellers kan fylkesmannen gøre det på eget initiativ.
Statistikken viser, at fylkesmennene i 2010 ophævede 157 afgørelser og ændrede 27 – altså i alt 184 afgørelser ud af 2.075 (9 pct.).
I 2010 gennemgik Statens Helsetilsyn en række stikprøver på afgørelser, og her fandt de fejl i flere. Eksempelvis blev en 90-årig indlagt på hospitalet mod sin vilje, og kommunen begrundede indlæggelsen med at ‘det ikke var for stort et indgreb, når manden havde fået lov at bo hjemme så længe’. Men den går ikke, for som Statens Helsetilsyn understregede i sin årsrapport:
– At patienten har en ‘forkert’ mening er ikke grund nok til
at sige, at patienten mangler samtykkekompetence. Der skal foretages en konkret, sundhedsfaglig vurdering af patientens samtykkekompetence for hver patient og i hver situation, hvor der skal anvendes tvang. Der må ikke være tvivl om, at patienten mangler samtykkekompetence.
Begrundet mistanke
Antallet af ophævede afgørelser vidner dog ikke nødvendigvis om, at der er anvendt tvang i situationer, hvor det ikke burde være sket. I mange tilfælde er afgørelsen ophævet på grund af en procedurefejl, fortæller Trine Grøslie Stavn, der er seniorrådgiver i sundhedsafdelingen hos fylkesmannen for Oslo og Akerhus. Det sker typisk, fordi afgørelsen er truffet af en forkert fagperson – som når en beslutning om at tvinge til tandbehandling er truffet af en socialpædagog på botilbuddet i stedet for – som loven foreskriver – af den, der er ansvarlig for sundhedsbehandlingen, nemlig tandlægen.
Heller ikke i Oslo-området har de et præcist billede af, hvor tit loven bruges i forhold til mennesker med udviklingshæmning, men hun skyder på, at det ligger i omegnen af 30-40 sager om året.
– Det mest almindelige er patienter, der bliver lagt i narkose for at få en tandbehandling, som de ellers ville modsætte sig, men der har fx også været sager om mennesker, der bliver holdt fast, så de kan få taget blodprøver i forbindelse med epilepsi.
I alle tilfælde skal der være forsøgt med tillidsskabende foranstaltninger. Når det gælder blodprøver, kan det fx være, at prøven tages på botilbuddet i stedet for på hospitalet, og når det gælder tandlægen, kan det fx være, at patienten bliver fulgt af en person, som han eller hun kender og er tryg ved.
Trine Grøslie Stavn vurderer ikke, at mængden af tvang er øget særlig meget med den nye lov – før skete det bare uden, at der blev givet tilladelse.
– Og der er også tilfælde, hvor vi har sagt, at der ikke må anvendes tvang. Det gælder fx, hvis man for en sikkerhedsskyld vil tage blodprøver for at tjekke patientens helbred. Tvang må kun anvendes, når der er en begrundet mistanke.
Trine Grøslie Stavn understreger også, at der ikke altid er tale om fysisk magt, hvor man fx holder patienten fast.
– Der kan også være tale om andre metoder til at omgå patientens modvilje som fx brug af narkose, eller at man skjuler medicin i syltetøj. Hvilken metode, der skal bruges, afhænger af den behandling, der skal gennemføres, og af patientens tilstand. Man skal altid vælge det tiltag, der er mindst muligt indgribende over for patienten, siger hun.
Læs mere i Helsetilsynets Tilsynsmelding fra 2010 (side 15 og 44): www.kortlink.dk/aehk