Giv op – men kom igen!
Der er ingen knage udenfor institutionen, hvor pædagogen kan hænge sin menneskefrakke og skifte til pædagogkittel. Den gode pædagog bliver irriteret og frustreret, skælder ud og slår i bordet. Hun byder sin magtesløshed velkommen og spørger gerne sig selv, hvad hun kan, tør, må og bør som menneske og tager svarene med sig på arbejde
Dengang Niels Jakob Harbo arbejdede som pædagogmedhjælper i en børnehave, lavede han sit eget lille sociale eksperiment. Han satte sig ned.
Han er ellers filosof men optaget af, at filosofi skal være til at gå til, og af at filosoffen skal vide noget om virkeligheden. Hvordan er hverdagen i en børnehave? spurgte han sig selv. Og gik i børnehave.
I sit arbejde som filosofisk vejleder, praktiserer han den filosofiske samtale, og møder igen og igen menneskers mangel på selvforståelse af og eksistentiel kærlighed til dem selv.
– De remser op. Alt det de skal nå. De magter det ikke. Jeg magter det ikke, siger de. Og når jeg så siger til dem: Giv dig selv kærlighed, omsorg og nænsomhed, så berører det dem dybt,’ fortæller Niels Jakob Harbo.
– Hvad er det, vi skal nå? Vi kører af sted i højt tempo. I år skal krukkerne på terrassen være sorte. Alt det vi skal ha. Skal det definere vores lykke?
Tendensen til at ræse rundt og handle og handle ind er essensen af Niels Jakobs samfundsdiagnose og det han kalder en flugt fra magtesløsheden.
Derfor satte han sig ned ved sandkassen. Det fik børnene til at stimle til.
– Den kærlighed og ro, man kan give sig selv og andre ved at lade klokkeslæt være klokkeslæt, tiltrækker børnene, fordi den er så grundlæggende, fortæller Niels Jakob Harbo.
Hadegave og sødsuppe
Men magtesløshed handler dybest set om at føle sig usikker. Og hvem vil ikke gerne undgå det?
– Selvfølgelig er magtesløshed belastende, men det er naivt at tro, at man kan blive den kvit. Går man udenom den, dynger man bare mere magtesløshed på sine skuldre og lukker i øvrigt for det potentiale, der ligger i at arbejde med den. I virkeligheden er den en gave.
Når pædagogen åbner gaven, der måske ikke stod på ønskesedlen, åbner hun ifølge Niels Jakob Harbo sig mod en dybere undersøgelse af sin eksistentielle usikkerhed. Usikkerhed på hvem hun er, og hvad hun egentlig gerne vil være. Som menneske. Og som pædagog. En undersøgelse, der aldrig ender, men som hver gang, hun dykker ned i den, styrker hende til at handle anderledes og med større sikkerhed fremover.
Åbner pædagogen ikke gaven og søger sikkerhed i mere teori, flere metoder, undgår hun ikke magtesløsheden, men taber sig selv.
– Virkeligheden er for kompleks til firkantede løsninger, og der, hvor virkeligheden falder uden for teoriens og metodens rammer, er der ikke meget andet at tage fat i end ureflekteret erfaring. Så bliver man netop febrilsk, frustreret og magtesløs.
Anerkendelse er et begreb, der længe har været på mode, men bringer man det ikke helt ind til mennesket bag pædagogen, mærker man ikke sin egen grænse, og magtesløsheden retter sig indad.
Og der er grænser for, hvad pædagogen og mennesket kan og skal være med til. Alt andet er for Niels Jakob Harbo naivt, idealistisk, romantisk og ude af trit med virkeligheden.
– Anerkendelse og rummelighed handler jo ikke kun om at anerkende på en sødsuppemåde. Det handler også om at sætte grænser. For hvem er det dybest set, jeg skal anerkende? Mig selv, den anden, forældrene? Hvor går grænsen mellem at tage hensyn til mig selv og andre? Og går den det bedste sted? Har man en udifferentieret anvendelse af begrebet anerkendelse, bliver pædagogen, der skal praktisere det, taberen, ligesom forholdet til børn, kollegaer og forældre præges af den manglende eksistentielle refleksion.
|
Niels Jakob Harbo Filosof, filosofisk vejleder, underviser og coach ved Aarhus Universitet, Herning. Formand for Etisk Råd i Landsorganisationen mod Seksuelle overgreb. Se mere på: www.filosofiskvejleder.dk |
Velkommen magtesløshed
Den filosofiske samtale kan hjælpe pædagogen til at forlade det begrænsende rum, som en metode, en teori eller en konflikt er, og få et andet perspektiv på de situationer, hvor hun føler, at der ikke er noget at stille op.
‘Rum til nærvær’ kalder Niels Jakob Harbo det rum, som den filosofiske samtale åbner døren til og byder f.eks. magtesløsheden indenfor. Magtesløsheden som den optræder i pædagogens konkrete hverdag og som et universelt menneskeligt vilkår. Her flytter man for en stund blikket fra den konkrete situation og kravet om en endelig løsning for at opholde sig ved det universelle og alment menneskelige og spørger ‘hvad kan jeg, hvad tør jeg, hvad må jeg, hvad bør jeg som menneske?’ For ikke at forsvinde i ren abstraktion retter man blikket tilbage til den pædagog og det dilemma, mennesket tog med ind i rummet og spørger ‘hvad kan, tør, må og bør jeg som pædagog?’
Pædagogen vender ikke tilbage til arbejdet med en universel trylleformular, men med fornyede indsigter i og erkendelser af, hvordan hun tackler fremtidige konflikter. Hvordan hun møder børn, forældre og kollegaer. Som pædagog og som menneske.
– Der er blevet lidt kortere mellem maskerne i hendes erfaringsnet, og hun vil være mere bevidst om de eksistentielle konflikter og kunne få øje på dem, før situationen går i hårdknude.
Mere lover filosofien og Niels Jakob Harbo ikke.
– Dilemmaet bliver stående. Hun vil møde det igen, for det forsvinder ikke. Hun kan tage det op igen og igen for at nuancere og undersøge det uden at blive afkrævet en endelig løsning. Det er den filosofiske samtales styrke. Tvivlen, magtesløsheden og forvirringen må gerne blive stående.
Derfor slutter den filosofiske samtale uden punktum.