Pædagogiske grundvilkår

Nogle gange må man sige: Nå, nu ku’ du ikke mere

I bestræbelserne på at gavne børn, der i forvejen har lidt rigeligt skade, skal Marianne Østergaard fra Villa Ville Kulla på Mors manøvrere mellem lovgivning og handleplaner og de frustrationer, der kommer af at være et barn i spændingsfeltet mellem biologiske forældre og professionelle omsorgsgivere

• Email
• Print

Nu ligger han endelig stille i sengen. Marianne har brugt det meste af aftenen på at få ham til at falde til ro. Han er træt. Det ved hun. Hun har set, hvordan han er blevet stille og har blinket med øjnene.

Men da han så kom i seng, blev han hektisk og kunne ikke finde ro. ‘Læg dig ned’. ‘Det skal du fandeme ikke bestemme’. ‘Læg dig nu ned, det er bedst for dig’. ‘Du bestemmer ikke over mig’.

Endelig ligger han stille. Marianne skal til at gå. ‘Mit liv er heller ikke værd at leve. Jeg vil ikke være her mere’.

– Alt, jeg kan gøre, er at prøve at lindre hans smerte. Trøste ham og sige: Bare rolig, det skal nok gå. Men det føler han jo ikke. Jeg kan ikke helbrede ham, fortæller Marianne Østergaard.

Hendes tanker kredser om drengens fremtid. Hvad sker der med ham, når han ikke skal være her længere? Får hun og hendes kollegaer på døgninstitutionen Villa Ville Kulla på Mors givet  ham nok med til, at han får et bedre voksenliv end sine forældre?

Der er ingen garantier, og Marianne Østergaard kan ikke spå om fremtiden. Blot handle efter sin bedste overbevisning. Ud fra troen på, at det hjælper.

– Jeg prøver altid at få dem til at falde til ro på det, der har været godt. De har ikke selv en god fornemmelse af, hvad der er godt og skidt for dem. Det er ofte de dårlige ting, der kommer frem om aftenen. Så prøver jeg at aflede dem og sige: Det er da også træls, men hvad har så været rigtig godt? Prøver at lede dem på vej. ‘Jeg dur ikke til noget’. Jo. Det gør du i hvert fald. Dengang du kom med en kop the til mig. Dengang du så, at den og den var ked af det. Eller hvad det nu kunne være. Der er altid noget godt. Måske en lille bitte ting. Det, der er godt, kan man altid bruge videre, fortæller Marianne Østergaard.

Er tvivl godt? I tre artikler i dette og de kommende numre fortæller tre pædagoger, hvordan de håndterer den tvivl, magtesløshed og midlertidighed, der jævnligt udfordrer dem og indimellem rammer dem hårdere end ellers i deres pædagogiske praksis. Læs også tre filosoffers bud på, hvordan den gode pædagog forholder sig til tvivl, magtesløshed og midlertidighed som vilkår for arbejdet med mennesker, og hvilken betydning det har for kvaliteten af det pædagogiske arbejde.

 

Rendt over ende

Børnene på Villa Ville Kulla bor sammen i mindre huse med op til ni børn, der alle sammen har brug for stor opmærksomhed fra de voksne. Indimellem kan det være svært for Marianne Østergaard og hendes kollegaer at skabe tilstrækkelig ro omkring det enkelte barn. Marianne Østergaard er for tiden med en af drengene i skole om formiddagen. I dag ville han ikke med ind og begyndte at smide sten efter hende.

– Når jeg er derhenne med ham, så virker det, jeg gør, hele tiden. Det kan være svært i det daglige herhjemme, fordi der er så mange impulser hele tiden. Selvom du sidder roligt med en, kan der være en anden, der kommer flyvende gennem rummet.

I skolen kunne Marianne Østergaard stille og roligt komme videre med drengen og stenene, uden at det resulterede i, at han rendte rundt på legepladsen med Marianne efter sig i fuldt firspring. Men på Villa står Marianne Østergaard tit i en situation, hvor hun føler, hun ikke kan stille noget op. Børnene er flere og hurtigere end hende.

– De render fra bordet, hvis de får øje på en kat, de skal ud og snakke med. Så kan jeg stå der og diskutere nok så længe med dem. ‘Nej, nu spiser vi’. Men de er rendt, og de kan i øvrigt rende stærkere, end jeg kan. Så nogen gange må man sige: ‘Nå, nu ku’ du ikke mere’.

Vi skal ikke gøre dem til skurke

Det er ikke blot det, at der er mange børn at tage hensyn til på Villa, der udfordrer Marianne Østergaard. Samarbejdet med børnenes biologiske forældre er en balancegang af de ikke helt nemme.

– De største konflikter opstår mange gange, når de har været hjemme i weekenden. Sådan en søndag, hvor de kommer tilbage, skal man være ekstra på mærkerne. Nu har de lige været hjemme i de gamle vaner igen. Der har måske været mere ro på, end der er her, og de har måske fået lov at gøre mere, som de selv vil. Så kommer de her, hvor de skal forholde sig til mange flere mennesker, og hvor vi blander os i, hvad de gør. Vi ser forskelligt på det. Det kræver noget omstilling.

Børnene vil allerhelst være lige som alle andre og bo hjemme hos deres forældre. Derfor er det vigtigt for Marianne Østergaard, at børnene oplever, at de voksne på Villa synes, at forældrene gør det bedste, de kan.

– Vi skal ikke udstille forældrene som skurke. Det er stadigvæk dem, børnene ser op til. Men når vi endelig får lavet en aftale med en far om, at han skal komme og besøge sine børn, og han så ringer en time inden og siger, at der er kommet noget i vejen, så tænker man da: ‘Kunne han ikke lige stramme sig lidt an?’. Selvom der for ham kan være alle mulige gode grunde til at aflyse. Men børnene har glædet sig, og kan ikke forstå det. De føler sig afvist. ‘Far gider mig ikke’. Det kan vi ikke skåne dem imod.

Marianne Østergaard Villa Ville Kulla, Mors. Her bor 5-18 årige børn og unge, som enten er flyttet ind med eller mod deres forældres vilje. På Villa Ville Kulla er der også plads til familier, der har brug for støtte før og efter en fødsel HVORFOR ARBEJDER DU HER? Jeg kendte Villa fra mit arbejde i børnehaven og dagplejen. Jeg troede faktisk ikke, jeg psykisk kunne holde til at være her, men jeg tænkte: Det skal prøves. Jeg trives simpelthen så godt og håber, jeg skal slutte mit arbejdsliv her. HVAD ER DET SÆRLIGE? Børnene på Villa har haft det rigtig svært. De har virkelig brug for at få omsorg, men samtidig bruger de rigtig meget energi på at passe på sig selv. De smækker døren til deres værelse. Hertil og ikke længere! Eller truer med selvmord. Men det er jo et råb om hjælp. De har brug for kærlighed. En kærlighed der viser dem, at jeg holder af dig uanset, at du smadrer en rude og går amok. Uanset at du bander mig langt væk. HVAD SKAL MAN KUNNE? Man skal evne at lægge sine egne behov til side. Det kan godt være, at jeg derhjemme har det sådan, at sådan sidder vi ved bordet og spiser. Men måske magter børnene her ikke at gøre det på samme måde. Man skal være utrolig reflekterende i forhold til: Hvad har jeg selv med? Hvordan bruger jeg det? Hvordan hæmmer det mig? Det er en balancegang. Her kommer børnene i første række. De får lov til meget mere end vores egne børn derhjemme, fordi de har oplevet så meget, som de har. Men selvfølgelig skal de også lære at begå sig. Men hvem har den rigtige opskrift på, hvordan man skal begå sig? HVAD ER DET SVÆRESTE? At tænke på deres fremtid. Hvad bliver den? HVAD GØR DET DET HELE VÆRD? Jeg henter min energi fra de gode stunder. Når børnene kommer og siger: ‘Kan du huske, dengang vi gik til vandet? Skal vi ikke gøre det igen?’

 

Det yderste led i systemet

I dagligdagen er Marianne Østergaard og hendes kollegaer i forældrenes sted for børnene. De er de voksne, der følger dem tættest, og står med alle de praktiske og omsorgsmæssige udfordringer i hverdagen.

Det er her, Marianne Østergaard føler den største magtesløshed i sit arbejde. Når hun indimellem synes, at en handleplan er en stiv og ufleksibel skabning, der er besværlig at tumle i forhold til de mange konkrete hensyn i hverdagen. I forhold til at ville barnet det bedste.

– Vi står ofte i situationer, hvor vi tænker, at hvis vi kunne gøre sådan og sådan, så kunne vi virkelig gøre noget for det her barn. Det er netop her, den største magtesløshed er. Vi står med dem, som loven går ud over. Den kan vi ikke lave om på. Blot gøre opmærksom på dens konsekvenser.

Når børnene bliver anbragt på Villa, udfærdiger den kommunale sagsbehandler en handleplan, som er den konkrete ramme for arbejdet med børnene og familien. Den siger bl.a. noget om, hvor ofte barnet skal se sine biologiske forældre, på hvilke dage og i hvilket tidsrum, det skal være.

– Det må vi på ingen måde ændre. Heller ikke selvom vi kunne tænke: Lad ham dog lige ringe hjem i dag. Det vil være bedst for ham. Det må vi ikke. Så kan vi blive hængt op på det. Så har vi brudt handleplanen. Det samme, når børnene ikke vil hjem på besøg. Vi kan aflyse det fra gang til gang, hvis det er helt umuligt. Men vi skal forsøge. ‘Hvis du nu tager af sted, så kan du altid ringe, hvis du vil hjem igen’. Men nogen gange bliver de fysisk syge og føler, de skal kaste op. Så står man der. Hvorfor Søren skal han det? Hvis han nu ikke vil?’

For Marianne Østergaard er frustration over loven i forhold til de praktiske og omsorgsmæssige udfordringer, det giver, to sider af samme sag. Det kan være et praktisk puslespil at få de forskellige børns besøg hjemme midt på ugen til at gå op i forhold til at hente og bringe. Men det er samtidig en omsorgsmæssig udfordring at undgå, at et af børnene fra Villa kører Mors tyndt i bussen hver eftermiddag, fordi hente/bringe-ruten tager tid og bliver lang. Det er selvfølgelig praktiske udfordringer, som Marianne og hendes kollegaer er ansat til at løse, men de omsorgsmæssige konsekvenser, får dem indimellem til at tænke:

– Der er en lovgivning, der ikke altid lige tager hensyn til børnene. De bliver lidt klemt der.

Hvorfor har de ikke opdaget det noget før?

Indimellem oplever Marianne også, at der er forskel på de voksnes frustrationer over lovgivningen og børnenes reaktioner på dens konsekvenser.

Sidste sommer holdt pædagoger og børn fra Villa sommerferie tæt ved grænsen, men en af drengene kunne ikke komme med på en tur til Tyskland, fordi hans biologiske forældre ikke ville give deres samtykke til pas.

– Alle de andre skulle af sted, og jeg synes, det var så synd, han ikke fik den oplevelse med. Men egentlig tog han det ikke så tungt. De voksne, der blev hjemme hos ham, formåede at give ham en god dag, og vi andre købte slik med hjem til ham. Det var mere vi voksne, der undrede os over, at loven giver forældrene den ret, når han er tvangsanbragt.

Netop kunsten at vende sin magtesløshed til at se, hvad mennesker rent faktisk magter, er en vigtig øvelse og kræver, at man genkender magtesløsheden, når den melder sig, siger Marianne Østergaard:

– Jeg tror, det er et advarselstegn, når vi tænker: Gør jeg mit arbejde godt nok? Det kan sidde og nage indvendigt, og så begynder man at slå sig selv oven i hovedet med, et man ikke er tilstrækkelig. Eller vi kommer over i den modsatte grøft: ‘Det er også de skide forældre’. Eller: ‘Hvorfor er det ikke blevet opdaget noget før?’ Men vi gør jo alle sammen det bedste, vi kan. Det øver vi os i at tænke for øjeblikket. At vi alle sammen gør det af bedste mening.

– Hvis jeg ikke følte den her magtesløshed i forhold til børnenes reaktioner engang imellem, så tror jeg nok, jeg skulle begynde at reflektere over, om jeg gjorde mit arbejde rigtigt. Hvis jeg bare syntes, det hele gik godt. Så naiv tror jeg ikke, man kan være. At det bare kører derudaf, og det går godt. Det er ikke kun sådan et sted som her, det er alle steder, man er. 

Diskuter dilemmaet på facebook: Hvordan håndterer I magtesløshed? Du og kollegerne på døgninstitutionen har et klart billede af, hvad der ville være godt for 11-årige Anders, men hans handleplan føles som en stopklods i det pædagogiske arbejde. Hvordan håndterer I den magtesløshed, det medfører? Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook