Sundhedsminister Astrid Krag har udtalt, at hun ikke finder indikation for, at mennesker med handicap ikke har samme adgang til sundhedsvæsenet som alle andre borgere i dette land. Det har jeg tilladt mig at undre mig over i et brev til ministeren.
Og hvorfor gør jeg så det? Bl.a. fordi jeg som formand for LEV har kendskab til rigtig mange enkeltsager, hvor adgangen til sundhedsvæsenet er vanskeliggjort, fordi vedkommende er udviklingshæmmet. Sundhedsvæsenets personale har et beskedent kendskab til livet i botilbud landet over. Bl.a. hersker der alt for ofte en gammeldags opfattelse af, at botilbuddene har personale, som kender til symptomer på diverse sygdomme, og at samme personale også har til opgave at tage del i sygdomsbehandlingen af beboerne – ganske som i de gamle dage. Ja, det er skarpt sat op, men alle os, som har berøring til mennesker med udviklingshæmning og deres kontakt til sundhedsvæsenet, kender godt udtalelser, der peger i den retning.
Der er flere undersøgelser, som er interessante i denne sammenhæng. Her vil jeg blot fremhæve to af de seneste.
Danske Handicaporganisationer har i samarbejde med Pharmadanmark (tidligere Dansk Farmaceutforening) lavet et pilotprojekt, hvor udvalgte botilbud til mennesker med udviklingshæmning og tilbud inden for psykiatrien har medvirket. Projektet viser, hvordan et tværsektorielt samarbejde er vejen til mere sikkerhed omkring medicinhåndtering. Erfaringerne fra dette projekt må kunne overføres til andre tilbud rundt om i landet.
Projektet viser imidlertid også, at der i al for høj grad handles hen over hovedet på den person, som indtager medicinen. Det går altså ikke. Både rent principielt, men også fordi det jo er børnelærdom, at de bedste resultater kommer der, hvor personen inddrages.
Den anden rapport, jeg har i tankerne, er rapporten fra Region syddanmark, som handler om synsproblemer blandt i alt 89 beboere (mennesker med udviklingshæmning) i et botilbud på Fyn. En systematisk screening af disse beboere viser, at hele 74 pct. har betydelige synshandicap. Det havde de efter al sandsynlighed haft i årevis, uden at det er blevet opdaget. Eksempelvis var det kun syv af de 50 beboere, som havde behov for briller, der rent faktisk havde det.
Undersøgelsen tydeliggør bl.a., at vi alt for ofte fokuserer på borgerens udviklingshæmning som forklaring på alle vanskeligheder – og at vi derved overser et evt. følge-handicap. Konsekvensen er i dette tilfælde, at et menneske i årevis kan gå rundt uden at kunne se. Det forringer borgerens livskvalitet – og så betyder det jo samtidig et unødvendigt stort støttebehov.
Når jeg læser disse to rapporter kan jeg ikke lade være med at tænke på det ansvar, vi som pårørende og i som fagpersoner har.
|
Deltag i debatten
|