Socialpædagogerne har den seneste tid lanceret nogle interessante initiativer, hvor organisationen prøver at bidrage med undersøgelser af og holdninger til fremtidens samfund for personer med handicap. Det er friskt gjort – og ikke uden risiko for misforståelser blandt eksterne såvel som interne interessenter.
Der er behov for at reflektere over socialpædagogernes rolle, når det gælder indsatsen for at sikre personer med handicap det liv, som de selv ønsker og med mindst mulig assistance fra omgivelserne, som det er beskrevet i artikel 3 i handicapkonventionen. Vi har længe været på vej fra omsorgskultur til personlig autonomi og selvbestemmelse, men vi mangler fortsat at tage skridtet fuldt ud. Det er ikke kun socialpædagogerne, der skal tænke nyt – det skal vi alle. Og det er altid svært at ryste sig fri af fortidens traditioner og give slip til fordel for fremtidens visioner.
Når jeg ser på debatten hos socialpædagogerne generelt, kan jeg se nogle træk, som jeg kan genkende fra mange andre områder, hvor man vil tænke nyt. Den gode vilje til at finde nye forslag kommer ofte til at kredse om, hvad andre kan gøre anderledes – frem for at se på, hvad man selv kan gøre for at skabe forandringer. Det er vigtigt at kunne se udad, men måske endnu vigtigere at kunne se indad! Det gør pjecen bag forbundets temadag her i juni om ‘Plads for dem alle’, når den stiller spørgsmål i forhold til udviklingen af feltet for socialpædagogerne, hvilket er yderst velkomment.
Der er generelt en antagelse om, at vilkårene for personer med et betydeligt handicap er blevet bedre gennem de seneste mange år, men at det måske er stagneret i øjeblikket. Måske skal vi tænke over, hvorvidt vi måler på de rette parametre, når vi vurderer kvalitetsudviklingen. Der er sket en forbedring af de fysiske rammer for mange, men mange andre halter fortsat bagud.
Der er mange undersøgelser, der tyder på, at personerne ikke altid selv oplever, at kvaliteten – oftest defineret som retten til selv at vælge – er udviklet voldsomt. og i dag kan man måske tale om, at det går tilbage for nogle med store botilbud (institutioner), sammenlægningen af botilbud og aktivitetstilbud for ikke at tale om den kommunaløkonomiske stavnsbinding.
Der hersker ingen tvivl om, at socialpædagogerne har nogle ganske særlige kompetencer, der er behov for i indsatsen over for personer med et betydeligt handicap. Men er det således, at man kan sige, at denne kompetence er blevet sat i spil, når det gælder den kommunalpolitiske udvikling på området i form af begrænsninger, nedskæringer, faste normeringer, stordrift osv.? Denne udvikling minder mere om fortidens institutioner frem for fremtidens boliger med fleksible og individuelle muligheder!
Og måske er socialpædagogerne slet ikke fleksible nok eller de rette til at følge med personer med betydelige handicap ud på arbejdspladserne på det åbne og inkluderende arbejdsmarked efter handicapkonventionens artikel 27?
|
Deltag i debatten
|