I lære som gangster
Der sker en form for gangsteroplæring i de sikrede institutioner for kriminelle og kriminalitetstruede børn og unge. Det oplevede sociolog Tea Bengtsson konkret, da hun som led i sin ph.d. tilbragte to måneder bag de låste døre
Hvad er du anklaget for? Spørgsmålet falder, da tre drenge og socialpædagogen Mark sidder sammen ved et lille bord på den sikrede institution, hvor sociolog Tea Bengtsson er på feltarbejde.
– Jeg gjorde faktisk ikke noget. Jeg stod bare ved siden af ham, der gjorde det, forklarer Allan, der kom dagen før. Tilsyneladende er han lidt beklemt over sagen med røveriet.
Bemærkningen får alle til at bryde ud i latter.
– Det er det, I alle sammen siger. I er alle sammen uskyldige, siger Mark. Men det godtager Abham ikke. Med en truende holdning rejser han sig op:
– Jeg gjorde det! Jeg smadrede hans fjæs, fordi han vidnede mod mig. Så nu ved han, at han ikke skal gøre det igen.
Imran nikker anerkendende, og det preller helt af, da Mark forsøger at forklare, at det aldrig er en løsning at tæve andre. For jo, mener både Imran og Abham, hjemme på gaderne i deres kvarter, er fysisk styrke løsningen på alt. Allan ler sammen med dem, og viser senere interesse ved at spørge, hvad de ellers er anklaget for.
Hverdagslivet
Lidt senere går Tea Bengtsson ud på dametoilettet, hvor hun fisker en lap papir frem og skriver ned, hvad der lige skete rundt om bordet.
– Det, jeg gerne vil undersøge, er, hvordan hverdagslivet opleves af de unge, der er anbragt på sikrede institutioner, fortæller hun.
Som led i sin ph.d.-afhandling ‘Youth behind bars’ – unge bar tremmer – har Tea Bengtsson lavet to måneders feltarbejde på en sikret institution. Bag de låste døre, høje hegn og tændte overvågningskameraer har hun forsøgt at komme så tæt på drengenes dagligdag som muligt.
– Jeg prøvede at undgå at blive opfattet som en af personalet, for eksempel sørgede jeg for at komme og gå på skæve tidspunkter i forhold til vagtplanen. Når drengene sammen gik ind på et af deres værelser, spurgte jeg, om jeg måtte gå med – og det fik jeg for det meste lov til. Jeg fortalte dem, at jeg ikke ville give mine observationer videre til personalet – med mindre jeg hørte, at de planlagde at flygte eller begå vold mod en medarbejder, fortæller Tea Bengtsson.
Da hun fik kendskab til, at en af drengene på en anden afdeling havde smuglet en mobiltelefon ind, holdt hun tæt.
– På den måde fik de tillid til mig. Jeg blev en ‘mellemting’. Hverken en af personalet eller en af drengene, fortæller Tea Bengtsson.
Noter på toilettet
Hun holdt også ret hurtigt op med at tage åbenlyse noter, sådan som hun ellers plejer at gøre på et feltarbejde.
– Hvis jeg skrev, var drengene hurtigt over mig: ‘Hvad skriver du om mig?, hvad skriver du om mig?’, spurgte de. De kunne finde på at tage min blok og begynde at læse op af den. Det skabte alt for meget opmærksomhed, så i stedet begyndte jeg at gå rundt med små papirlapper i lommen, som jeg af og til skrev på ude på dametoilettet, fortæller Tea Bengtsson.
Selve ph.d.-afhandlingen består blandt andet af analyser af de konkrete episoder, hun oplevede på den sikrede institution – sat i sammenhæng med teori og anden forskning.
Tea Bengtsson har også skrevet artiklen ‘Learning to become a gangster’, altså: ‘I lære som gangster’, der er antaget til offentliggørelse i det videnskabelige tidsskrift ‘Journal of Youth Studies’.
Her slår hun indledningsvist fast, at andres forskning viser, at det kan skabe yderligere kriminalitet, når man sætter mange kriminelle unge sammen i institutionaliserede rammer. Dernæst viser hun, hvordan den relativt uerfarne Allan bliver oplært i det, Tea Bengtsson kalder gangster-subkulturen.
– Tre andre drenge, Abham, Imran og Rodez, tager ham lidt under deres vinger. Det er som om, de siger: ‘Du kender ikke rigtig noget til noget, men du er en meget sød fyr, så vi vil gerne vise dig, hvordan du skal begå dig: Hvad der er cool, og hvad der ikke er cool’. Og i og med, at de viser det til ham, viser de det også til mig, fortæller Tea Bengtsson.
Vold er cool
Gangsterundervisningen tog allerede fart i begyndelsen af Allans ophold, da Abham oprevet fortalte, at han bestemt ikke var uskyldig – og blev bakket op af Imran.
‘Allan ser, at både Abham og Imran aktivt bruger en voldelig og truende attitude som en metode til at positionere sig selv som ‘bad guys’ for at modvirke mangel på respekt og opnå social status (…) Ved at bruge vold uden at vise tegn på fortrydelse, viser Abham, at han fortjener respekt – og hvis han ikke får det, ved han, hvordan han skal opnå det – han er fit og usædvanligt god til kampsport’, skriver Tea Bengtsson i ‘Learning to become a gangster’.
Senere bliver oplæringen endnu mere konkret – især når det gælder udseende og sprogbrug.
– I begyndelsen havde jeg af og til svært ved at forstå, hvad drengene sagde. De blandede arabiske ord ind i det danske, som for eksempel Walla, og de talte hele tiden om korán med tryk på
a. Det tog lidt tid, før jeg fandt ud af, at det betød koran, og var en form for besværgelse, fortæller Tea Bengtsson.
I løbet af opholdet begyndte Allan at overtage de andre drenges udtryk.
– Og han lærte for eksempel at bruge ordet perker på en anden måde: Som noget positivt, man er stolt af, og ikke som noget negativt, som han ellers havde lært det, fortæller Tea Bengtsson.
Allan fandt hurtigt ud af, at det gjaldt om at have perkertøj og perkerfrisure og en af de andre drenge klippede ham, så han – ligesom dem – fik kort hår i siderne og bagtil, men langt på toppen. Allan fik også hjælp til at skifte garderoben ud med for eksempel tank-toppe, baseball-kasket og tunge guldkæder. Dels ved at låne af de andre drenge, dels ved – med Abhams hjælp – at sende en liste hjem til forældrene med det vigtigste tøj, de skulle købe til ham.
Mit kvarter
Og så lærte Allan, hvor vigtigt det er at have et tilhørsforhold til et geografisk sted – og til en gruppe, der hænger ud samme sted.
– Postnumrene betød utrolig meget for drengene på den sikrede institution. De skrev dem alle vegne – på borde og på vægge, for at vise, at de hørte til et sted. Det handler om at sige: ‘Det kan godt være, at jeg herinde bare er mig. At jeg er svag og låst inde. Men jeg har noget udenfor, jeg er en del af noget, og derfor kan det få konsekvenser, hvis man gør mig noget’, siger Tea Bengtsson. Hun observerede også, at der er forskel på postnumre:
– De cool steder er hele vestegnen, nogle af de københavnske forstæder, Aalborg, Odense og Aarhus. Det er lidt sværere at give sit postnummer status, hvis man for eksempel kommer fra en sjællandsk provinsby.
Drengene lavede også bluser med deres postnumre på ryggen, og her kunne Allan være med, selv om der stod 7500 Holstebro på ryggen af ham.
– Han viste de andre, at han anerkendte street-kulturen, og samtidig foregav han ikke at være noget andet, end han var. Han accepterede, at Holstebro ikke var lige så cool som Albertslund, siger Tea Bengtsson.
En anden dreng, Nick, blev derimod latterliggjort, da han lavede en bluse med postnummeret på den institution, hvor han havde boet før, han kom på den sikrede institution. Nick havde været anbragt udenfor hjemmet det meste af sit liv og boet på mange forskellige adresser. Derfor blev det ikke anerkendt, at han hørte til ét bestemt sted, at han havde et tilknytningsforhold.
Perker-klip
I sin ph.d. inddrager Tea Bengtsson også statistik fra de sikrede institutioner i Danmark: 49 pct. er børn af ikke-vestlige flygtninge eller indvandrere. 92 pct. er drenge.
Hun påviser, at etnicitet har stor betydning for den gangster-subkultur, der deles af Abham, Imran og Rodez. Allan har sort hår og er søn af bosniske flygtninge, så han kan godt blive accepteret – Nick, der har lyst hår og er etnisk dansker, kan derimod ikke blive indlemmet i subkulturen.
Allermest tydeligt træder det frem, da Tea og alle fem drenge (Rodez, Abhan, Imran, Allan og Nick) en dag hænger ud sammen på Imrans værelse. De ryger cigaretter og Abham og Allan joker med Nicks hår, der er vokset langt.
– Jeg kan klippe det for dig, tilbyder Abham.
– Jeg skal ikke have en perkerfrisure i retten, snerrer Nick, hvorpå Abham vredt stikker en finger i ansigtet på ham:
– Du kan ikke få en perker-frisure. Du er ikke en perker, er du? Du er en lyserød, dansk gris!
De andre drenge griner.
– Jeg er glad for min perkerfrisure. Det er en virkelig god klipning, Abham, siger Allan. De andre nikker, undtagen Nick, der går sin vej.
– Kan du huske, da du kom her, siger Abham og griner mod Allan.
– Du lignede en pige med det lange hår og skæg. Imran ler også:
– Ja, der var ikke meget gangster over dig, dengang, siger han.
Sådan stjæler du en bil
Også når det gjaldt regulære færdigheder, oplevede Tea Bengtsson, at der skete en kriminel oplæring på den sikrede institution.
– Snakken om kriminalitet kører hele tiden – ind og ud mellem andre emner. Hvordan bryder man ind i huse? Hvordan stjæler man de hurtigste biler? For eksempel snakkede drengene om, at mange af de nye biler er svære at stjæle, fordi der er startspærrere på og så gav de hinanden tips og ideer: Ude i nogle af de pæne villakvarterer, låser folk aldrig deres køkkendør, og når de kommer hjem, lægger de pung og nøgler på køkkenbordet. Så hvis man kommer derud ved femtiden, kan man bare gå ind i køkkenet, stjæle nøglerne og køre i bilen, genfortæller hun.
Hun oplevede også helt klart, at det gav status mellem drengene, hvis man havde været i fængsel – eller kendte nogen, der havde.
I sin analyse viser Tea Bengtsson, hvordan Allan på kort sigt bliver oplært som gangster og overtager talemåder, tøjstil og lignende. Men selv om han her og nu bliver en del af flokken, vurderer Tea Bengtsson ikke, at han på langt sigt vil blive en ‘rigtig gangster’ – dertil er hans baggrund for forskellig fra de andres.
– Gangsterkulturen er ikke kun nogle symboler, man nemt kan tillære sig – og dermed også nemt aflægge sig igen. Det stikker dybere, og hænger sammen med generel eksklusion og marginalisering, siger Tea Bengtsson.
Hun lægger blandt andet vægt på, at Allan i modsætning til de andre drenge ikke er opvokset i et relativt fattigt, marginaliseret område med en overvægt af ikke-vestlige flygtninge og indvandrere – og at kriminalitet ikke har været en integreret del af hans liv.
Hvor Allan planlægger at tage en ungdomsuddannelse, oplever gangsterdrengene at de er ekskluderet fra såvel skole som arbejdsmarked. Som Abham siger:
– Jeg kan aldrig få et anstændigt job eller en læreplads, heller ikke selv om jeg ville. Ingen ville tage mig ind. Jeg har en plettet straffeattest, og jeg er en perker.
Tea Bengtsson har anonymiseret institutionen og drengene. Hendes ph.d er indleveret på sociologi på Københavns Universitet og skal snart forsvares. Arbejdet er støttet af Det Frie Forskningsråd og SFI.
|
Diskuter dilemmaet på facebook: Hvad bør Mark gøre? Hvordan synes du, socialpædagogen Mark bør reagere, når han høre de unges samtale om vold – og at fysisk styrke er løsningen på alt? Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook |