Ikke en, men 98 forskellige
Manglen på en sammenhængende indsats var et hovedtema, da Socialpædagogernes netværk for medlemmer, der arbejder med marginaliserede og udstødte, drøftede socialpolitik med politikerne og en repræsentant for KL
Hvor blev socialpolitikken af? Det spørgsmål forsøgte et panel med tre medlemmer af Folketingets socialudvalg – Pernille Skipper (Enhedslisten), Tom Behnke (Konservative) og Hans Vestager (Radikale) – samt vicekontorchef Kurt Kristensen (KL) og næstformand i Socialpædagogerne Marie Sonne at komme med nogle bud på. Alt sammen i en debat med de omkring 60 deltagere på netværkets årlige landsmøde i Brædstrup 21. maj.
– Problemet er, at vi ikke har en, men 98 social-politikker. Det har Folketinget jo åbnet mulighed for, opsummerede Peder Larsen, formand for netværkets bestyrelse og afdelingsleder på forsorgshjemmet St. Dannesbo, midtvejs i debatten.
Han satte dermed ord på konsekvenserne af kommunalreformen og et af hovedtemaerne: At presset på den kommunale økonomi fører til, at hver kommune prøver at finde egne – og langt fra altid optimale – løsninger.
Forinden havde Marie Sonne konstateret, at den økonomiske krise har udfordret de socialpædagogiske landvindinger, og at holdningerne til det specialiserede sociale område er i skred i en uheldig retning. Prædikater som ‘gøgeunge’ eller ‘dødens gab’ fra kommunalpolitikere vidner om en hårdere tone i debatten.
Hendes bud på at få socialpolitikken tilbage på sporet lød bl.a.:
– Vi skal have en ny finansieringsmodel for det specialiserede område, så en tidlig indsats kan betale sig for kommunerne. Udligningsreformen er et første skridt på vejen, men der er brug for mere koordinering og en national planlægning på området.
Pernille Skipper (socialpolitisk ordfører for Enhedslisten) fremhævede kommunernes pressede økonomi som en af de store udfordringer og fandt det påkrævet at få fyldt lidt mere i de slunkne kommunekasser. Også hun var positiv over for udligningsreformen, men konstaterede, at der er tale om ‘at dele en meget lille kage lidt mere retfærdigt’. Hun slog samtidig fast, at de store byer, der nu må betale mere til de mindre kommuner, bestemt ikke er rige, og desuden er ekstra udfordret på det sociale område.
– Derfor er jeg glad for den ‘superpulje’ på 400 millioner kroner, som er afsat til kommuner med særlige sociale problemer.
Fortæl os, hvad der virker
Kurt Kristensen, vicedirektør i KL, ville ikke afvise, at man havde ‘misset’ noget ved overgangen til de nye kommuner, og heller ikke han ønskede 98 forskellige politikker. Han mente, at det kunne undgås, hvis der i højere grad blev samlet op på, hvad der virker i den socialpolitiske indsats.
– Vi er nødt til at tænke på økonomien, og det er vigtigt, at vi bruger pengene på det, der virker bedst. Hvordan investerer vi i mennesker, så vi får den største effekt? Kom med den viden, der kan bringe os fremad, lød appellen.
Flere deltagere påpegede, at det ikke bestemt ikke er dokumentation, der mangler, blandt andre Heinz Wolf, leder i Kirkens Korshær i Odense:
– Jeg har stået i spidsen for et stort satspuljeprojekt, hvor der ligger masser af dokumentation, man kunne tage fat i, sagde han.
Også Marie Sonne var klar i mælet her:
– Der ligger tonsvis af dokumentation fra det socialpædagogiske område, men problemet er, at den ikke bliver taget alvorligt, måske fordi der ikke ligger en universitetsgrad bag. Vi kan sagtens hjælpe med at skaffe al den dokumentation, du efterlyser, men for at vi kommer nogen vegne, kræver det, at vi bliver anerkendt som videnspersoner.
Søjler, kasser – og mellemrum
Den manglende sammenhæng i socialpolitikken gennemsyrede debatten.
– Den tidligere, borgerlige, regerings erklærede mål med kommunalreformen var ‘mennesket først’ og én indgang til det sociale system. Det er langtfra lykkedes, for bag den fælles indgang er der et vivar af døre. Støtten er opdelt i adskilte søjler, så man kan opleve borgere med op til 12 forskellige kontaktpersoner i det sociale system, lød det fra Marie Sonne.
Den bold blev grebet af adskillige deltagere, der som medarbejdere på forsorgshjem eller som bostøttepersoner m.m. kunne levere konkrete eksempler på mennesker, der falder igennem maskerne i det sociale sikkerhedsnet.
– Vi oplever et stigende antal unge hjemløse, som der har været taget hånd om i kommunernes børn- og ungeafdeling. Når de så bliver 18 år, falder de ud af systemet og dukker op på forsorgshjemmene, lød det fra en deltager.
– Vores største problem på forsorgshjemmene er kommunernes kassetænkning. Vi oplever ofte, at vi får motiveret beboere til at flytte i egen bolig, men hvor det så strander på, at der ikke er hjælp at hente i kommunen. Det med én indgang fungerer bestemt ikke, lød det fra en medarbejder på St. Dannesbo.
– Jeg har svært ved at finde ‘den røde tråd’ – eksempelvis når bostøttepersoner ikke kan tage ud til folk med misbrugsproblemer, som så bliver ladt i stikken i egen bolig. Vi bør tænke meget mere i helheder og hele mennesker. Det bør I politikere tænke på, sagde Jonna Thingvad, støttekontakt-person gennem 30 år i ‘Udkantsdanmark’ (Morsø Kommune).
Retssikkerhedskommission eller ej
Pernille Skipper havde sit bud på, hvad der skulle til for at få større helhed i den sociale indsats og lukke hullerne i sikkerhedsnettet.
– Der er en tendens til at fokusere på, hvad man kan presse folk til, og hvordan man kan ramme dem på pengepungen. Jeg er stolt af – sammen med den nye regering – af have været med til at afskaffe nogle fattigdomsydelser, for fattigdom løser ikke sociale problemer. Vi skal tænke anderledes og fokusere mere på borgernes rettigheder. Derfor ønsker Enhedslisten en social rettighedskommission, som skal gennemgå systemet for, hvor borgerne falder igennem, og hvor kommunerne prioriterer pengene over borgernes rettigheder.
Den idé vandt hun dog ikke voldsomt gehør for. Flere mente, at pengene var bedre brugt på konkrete socialpolitiske initiativer.
– Vi har en del psykisk syge og misbrugere, der opsøger os, fordi de har mistet deres hidtidige botilbud og har skullet klare sig i egen bolig. Men mange er blevet smidt ud af deres bolig, fordi de ikke magter det. Tag dog fat i de ledere i kommunen, der ikke gør deres arbejde ordentligt. Tag fat dér, hvor kæden springer af frem for at nedsætte en kommission, lød det fra en medarbejder på Forsorgstilbuddet NordByen i Aarhus.
Skal ‘sofa-surferne’ hjælpes?
Pernille Skipper gjorde sig også til talskvinde for en bedre forebyggende indsats:
– Vi skal være opmærksomme på, at vi har fået flere unge hjemløse, blandt andet de mange ‘sofa-surfere’, der bor rundt hos venner og familier. Her skal vi sætte ind, før det ender med et liv på gaden, sagde hun.
Det affødte ingen negative kommentarer fra salen, men derimod fra Tom Behnke – som tog hul på en klassisk højre-venstre-slagudveksling:
– Det er da godt, at unge kan bo hos venner og familie for en tid. Det offentlige skal ikke overtage alt, men i stedet rette indsatsen mod dem, der har brug for hjælp, sagde han og pegede på et område, der bekymrede ham meget mere:
– Som ansat i politiet gennem 24 år oplevede jeg en voldsom stigning i antallet af psykisk syge på gaden, som vi måtte køre til tvangsindlæggelse på et psykiatrisk hospital. Den opgave skal vi løse bedre. Jeg må indrømme, at vi ikke har pengene til den optimale behandling, men man kunne i det mindste gøre som på Glostrup Sygehus, hvor de mest erfarne psykiatere tager sig af visiteringen.
Tom Behnke fik også markeret uenigheden med regeringen og Enhedslisten om fjernelse af starthjælp og kontanthjælpsloft (fattigdomsydelserne), som ifølge ham vil gøre det mindre attraktivt for folk at finde et arbejde.
– Vi skal tværtimod væk fra universalydelserne og over til behovsbestemte ydelser, mente han.
Og hvad mente manden i midten, den radikale afløser i Folketinget Hans Vestager, og eneste repræsentant for regeringspartierne? Grundlæggende, at de marginaliserede skal føle sig som en del af samfundet, at psykiatrien trænger til et løft, og at man skal bekæmpe kriminaliteten frem for de kriminelle.
I øvrigt mente han, at det er ude i kommunerne, det foregår, og at økonomien i mange tilfælde er bedre, end den umiddelbart ser ud til.
– Så læg presset på jeres kommunalpolitikere og ikke mindst partiforeningerne op til næste kommunalvalg, lød hans opfordring.
Mange spørgsmål vendt
Den tre timer lange debat nåede godt ud i alle hjørner af det store socialpolitiske område:
Er det nødvendigvis et succeskriterium for alle, at de skal ud på arbejdsmarkedet? Vil mange udstødte og marginaliserede ikke være bedre tjent med en målsætning, der handler om lidt større livskvalitet?
Hvor hensigtsmæssigt er det, at så mange socialpolitiske tiltag finansieres af satspuljer – og ofte går på gulvet, når projektperioden slutter? Penge, der for øvrigt er hentet hos andre svagtstillede borgere på overførselsindkomst. Og så videre…
Marie Sonne fik slutreplikken, der knyttede nogle af trådene sammen:
– Det sociale område er ikke større, end at vi bør kunne finde en fælles holdning og ikke 98 forskellige holdninger til det. Jeg tror ikke, at udsatte borgere bryder sig om at blive italesat som en belastning. I stedet handler det om at føle sig ligeværdig og anerkendt. Så kan man faktisk komme langt i sit liv bakket op af nogle få socialpolitiske løsninger. Min opfordring til jer politikere skal være: Brug mine kolleger i arbejdet.