Socialpolitik

Med det lange lys på

Den socialpolitiske indsats skal have et langt større tidsperspektiv, mener social-og integrationsminister Karen Hækkerup (S). Hun langer ud efter forfejlede indsatser og vil have mere fokus på kvalitet, forskning og effektmåling, siger hun i et dobbelt-interview med Socialpædagogernes formand Benny Andersen – og de to er enige om behovet for en ny socialpædagogisk uddannelse

• Email
• Print

Udsigten fejler ikke noget, men der kan blive hulens varmt om sommeren i socialminister Karen Hækkerups kontor på toppen af ministeriet i det indre København. Foreløbig har hun siddet i stolen i årets kolde måneder, men der blev pludselig ret hedt omkring hende, da hun et par dage før dette interview havde åbnet en debat om prioriteringer inden for det sociale område.

Meget blandede. Det er vist sådan, man bedst kan betegne de reaktioner, hun var blevet mødt med. Men selv om bl.a. brugerorganisationerne og støttepartiet til venstre havde raset imod at pille ved velfærdsydelserne, så er der ingen vej uden om, fastholder Karen Hækkerup (KH), da hun og Socialpædagogernes formand Benny Andersen (BA) har fået skænket kaffen og er klar til en times snak om rammerne for socialpolitikken og socialpædagogikken i de kommende år. En snak, der bl.a. viser ministerens støtte til en ny socialpædagogisk uddannelse – men som starter med den relativt nye ministers hug til status på det sociale område. For ikke nok med, at der ikke er nogen vej uden om prioriteringer – der er også masser at tage fat på:

KH: – Jeg må helt ærligt sige, at når jeg kigger på kvaliteten i de tilbud, vi giver, så bliver jeg nogle gange lidt rystet. Jeg har været forbavset over, hvor lidt styr, der er på den her politik, siger ministeren, der bl.a. ikke kan forstå, hvorfor der ikke er flere og specifikke krav om faglig godkendelser af tilbud, og hvorfor der ikke bliver fulgt tættere op på tilsyn.

KH: – Uha, hvor er der meget, der bare ikke er godt nok, så dér må jeg som ansvarlig minister tage det på mig at sige, at det her må vi gøre bedre – og jeg tror, der er brug for meget mere systematik.

KH: – Jeg vil bl.a. lave en mere systematisk godkendelses- og tilsynsordning, hvor vi skal lade os inspirere fx af eksisterende certificeringsordninger. Jeg synes, det er horribelt, at vi har så meget fokus på økonomien i godkendelsen af et tilbud, men at vi ikke har fokus på faglighed og kvalitet. Når vi fx sender børn til et opholdssted, vil det være en rigtig god ide, hvis vi stillede os selv det spørgsmål: Ville jeg sende mine egne børn derhen? Og hvis man ikke vil det, så er der nok noget i vejen.

Grundlaget er i orden, men…

Både Karen Hækkerup og Benny Andersen mener, at det helt basale for det sociale område – Serviceloven og Ankesystemet – er i orden. Og de er enige om, at en presset økonomi aldrig må være en undskyldning for ikke at give det tilbud til den borger, som han eller hun har brug for. Og det nytter ikke noget at sætte ind for sent og lidt i fx anbringelsessager.

KH: – I forhold til kommunernes afgørelser, er der kun at sige, at de altid skal ske ud fra en konkret og individuel vurdering, og man må ikke sige til mennesker, at de ikke kan få et tilbud, de har brug for, og begrunde det med dårlig økonomi. Den er ikke så meget længere end det.

Men i disse år med en særdeles presset økonomi sker det alligevel ude i kommunerne – og hvordan håndterer vi det?

BA: – Jeg synes, vi skal nytænke økonomien på området, så det bliver muligt at tænke lidt mere langsigtet og ikke kun fra ét budgetår til det næste. Vi skal se på det her område som investeringer i stedet for hele tiden at tale om belastende udgifter. For når det handler om de her borgere, så er det en investering, hvor gevinsten ofte først kommer mange år senere.

KH: – Lige præcis. Og helt konkret går jeg nu ind og ændrer loven, så man på børneområdet får mulighed for større refusioner, hvis man har et større sagskompleks. Det er én ting, vi kan gøre, og jeg er godt klar over, at det ikke får problemet til at forsvinde: Det er stadig en meget stor udskrivning, hvis en kommune skal ind og fjerne en hel søskendeflok. Men jeg er enig med Benny: Det nytter ikke noget, at man nøjes med at fjerne to af ungerne, selvom man måske burde fjerne fem og så tænke, at det går nok.

Kommunal kultur

Men det handler ikke kun om økonomi – det handler også en kommunernes måde at håndtere deres praksis på:

KH: – Jeg er overbevist om, at det både handler om økonomi og om kultur i kommunerne – det er begge strenge, vi skal spille på. Kunne fagligheden og det tværfaglige arbejde ikke forbedres? Jo, det tror jeg. Kan man ikke arbejde bedre sammen og koordinere på en anderledes måde, når man fx sidder med sager om meget udsatte børn? Det må vi have som ambition.

BA: – Jeg tror også, man kunne højne niveauet, hvis kommunerne involverede flere fagligheder i sådan en børnesag. Hvis der alligevel ligger en døgninstitution i kommunen, hvorfor bruger man så ikke en fagperson derfra i fx børnesamtalerne? Det er jo ikke døgninstitutionerne, der skal være myndigheder, men de kunne med deres faglighed være med til at kvalificere sagsbehandlingen – og jo flere gange, vi kan ramme rigtigt første gang, jo mere kontinuitet og tryghed er der for børnene.

KH: Ja, øget faglighed – og bedre koordination: Og så noget koordination… Når man hører om familier, der har 60 mennesker inde over deres sag, så tænker jeg, at jeg da selv ville gå ned med stress, hvis jeg skulle forholde mig til alle dem. Jeg er altså ikke sikker på, at det er nogen hjælp at have så mange mennesker inde over sit liv.

For meget kommune?

Men spørgsmålet er, om der også på andre måder er gået ‘for meget kommune’ i den: Er kommunaliseringen gået for vidt? Har kommunerne overtaget mere end de magter? Går det ud over kvaliteten i tilbuddene, fordi specialiseringen bliver spredt?

BA: – Jeg tror, der er rigtigt mange mennesker, der har haft glæde af kommunalreformen, men der er et problem, når vi taler opgavefordeling og specialisering, der, hvor brugergrupperne er små. Der, hvor viden og den fagligt rigtige behandling er vigtigere end nærheden. Der er ingen tvivl om, at vi synes, der er nogle områder, hvor specialiseringen er udtyndet, og hvor vigtig socialpædagogisk faglighed er forsvundet, og derfor er vi også rigtigt glade for initiativet fra ministeriet til aftalen med KL om, at man, når man nedlægger ting, går ind og vurderer fagligt, om den viden og de tilbud fortsat er der (se tekstboks).

KH: – Jeg er sådan set også af den opfattelse, at der er gode tilbud, der er lukket ned, fordi tingene er blevet hjemtaget – så derfor går vi nu ind og laver en faglig vurdering. Vi må fremadrettet sørge for, at det ikke sker igen. Vi stemte jo selv mod kommunalreformen med den her bekymring for, at der ville ske en afspecialisering. Nu kan vi se, at den til dels har fundet sted – og nu prøver vi så at dæmme op for det.

Nyspecialisering

Men det kan ikke blot gøres ved at stoppe lukningerne af eksisterende tilbud – der skal tænkes nyt:

BA: – Jeg synes, at man skal holde op med at tale om specialisering som noget fysisk – det sidder ikke i murstenene. Det handler om at samle og fastholde viden og vidensmiljøer. Vi har tilladt os at tale om ‘specialplanlægning’, som man gør inden for sygehusvæsenet: Vi overlader jo ikke til en kommune at afgøre, hvilket behandlingstilbud, der skal være til en kræftramt kvinde – hvorfor gør vi det så, når det handler om kommunikations-handicap?

KH: – Jeg synes også, det giver god mening, at vi i stedet for afspecialisering begynder at tale om nyspecialisering: Hvordan finder vi nye fora, hvor specialiseringen kan virke? En enhed, hvor man har haft et super godt fagligt miljø, kan godt komme endnu flere til gode, hvis det faglige miljø rejser ud og møder problemerne der, hvor de er. Vi skal lade være med at se tingene som kasser.

Opsyn med afspecialiseringen Specialiseret viden om fx udsatte unge, anbragte spædbørn og mennesker med hjerneskade risikerer at gå tabt, når de forskellige behandlingstilbud bliver lukket ned. Men denne afspecialisering vil social- og integrationsminister Karen Hækkerup dæmme op for. Hun har indgået en aftale med KL, så ministeriet herefter kan skride ind, hvis en kommune vil nedlægge fx et behandlingstilbud til alkoholskadede børn. Ministeriet kan bede Socialstyrelsen om sammen med kommunen at sikre, at den faglige viden, der er på stedet, fastholdes. Samtidig foretager KL og ministeriet en kortlægning af den specialiserede viden på de forskellige tilbud rundt om i landet – en kortlægning, der skal være færdig inden årets udgang.

 

Trosbekendelser eller udvikling

Debatten om afspecialisering har ikke mindst fundet sted på småbørnsområdet, og en række institutioner på området er enten lukket eller er lukningstruede. Men selvom man skal passe på den viden, der er de steder, skal man også passe på med at skønmale, mener socialministeren:

KH: – Når en institution lukker ned, så er det altid ‘verdens bedste sted’. Jeg skal ikke udtale mig konkret om stederne, men der er jo også ting, der lukker ned, og hvor det måske er meget godt. Vi skal også passe på med at idyllisere og tro, at bare fordi noget har været godt engang, så skal det leve til tid og evighed. Nogle gange sætter tiden altså også tænderne i nakken på de her tilbud,

og måske er de blevet overhalet af noget, der er endnu bedre, som arbejder anderledes med nye metoder, som inddrager netværket. Socialpolitik er jo ikke statisk, og når der er udvikling, er der ting, der bliver overhalet.

BA: – Jeg synes bare, der har været lidt for mange trosbekendelser, der har styret udviklingen – som fx den om at helt små børn skal anbringes i familiepleje. Jeg mener, at lige præcis på spædbørnsområdet er man gået for meget efter manden og ikke efter bolden. Vi ved faktisk ret meget om, hvad der skal til for redde de her helt små, meget udsatte børn. Og det er HELT afgørende, at de tilbud så rent faktisk ER der, når der er brug for dem. Mange af de her videnstilbud er på vej til at forsvinde. Og der ER allerede forsvundet mange pladser på det område over de senere år. Det er ikke en udvikling, der kommer de små drenge og piger til gode.

KH: – Det er rigtigt – vi skal sikre, at der både er tilbud til fx de alkoholskadede småbørn og til dem, der har bedst af at komme i en plejefamilie. Det rigtige tilbud til det rigtige barn – og de skal være der, tilbuddene. Og nu har vi da i hvert fald lavet den her model med KL, så der bliver lavet en faglig vurdering af, om vi kan undvære den her specialiserede faglige viden.

Det store overblik

Mens regeringen har startet en stor evaluering af hele kommunalreformen, så har Social – og integrationsministeriet ud over overvågningen af lukning af tilbud, sammen med KL sat gang i en kortlægning af den eksisterende specialiserede viden på det sociale område, og Karen Hækkerup efterlyser i det hele taget mere viden, forskning og overblik:

KH: – Der har socialpolitikken en stor fejl og mangel: Vi har ikke kortlagt den specialisering, der findes rundt omkring. Jeg synes faktisk, det er meget vigtigt at få det på plads, for hvornår taler vi om en specialiseret indsats, og hvordan definerer vi den i forhold til noget andet? Det er meget nemmere at tale om en mave/tarm-kirurg og en øjenlæge – men hvad fa’en gør vi, når der er specialområder, hvor tingene er så komplekse?

– vi skal vide, hvilke varer, der er på velfærdssamfundets hylder, så vi kan sikre, at vi har de rigtige varer. Så derfor vil jeg sætte den her kortlægning i gang sammen med KL.

Når det store overblik så er skabt, skal der puttes et par lag til på – den kortlagte viden skal opsamles og formidles:

BA: – Man kan ikke bare overlade til et område, til en institution eller en kommune så at sige at have ansvaret for, at den viden bliver delt og fastholdt. Men der mangler vi et eller andet – hvor skal vi putte den viden hen? Det er ikke fordi vi ikke ved noget, men vi har været alt, alt for dårlige til at systematisere den.

Kort om efterværn BA: – Det skal ikke være til diskussion: Efterværn er en ret, og det skal tænkes ind langt, langt tidligere end, når den anbragte er 17 år. Jeg starter jo heller ikke med at snakke med min egen søn på 19 om, hvad han skal lave og hvordan han skal bo en halv måned før, det skal ske. KH: – Jeg er enig i, at efterværnet skal tænkes ind allerede, når barnet er lille. Man skal sætte fokus på fremtiden – ikke kun handle fra dag til dag, men sætte det lange lys på og planlægge den dag, de her børn bliver voksne.

 

Viden forpligter

Når det store overblik så er skabt, skal der puttes et par lag til på – den kortlagte viden skal opsamles og formidles:

BA: – Jeg synes, at vi som område skal forpligtige os på – i højere grad end vi har gjort indtil nu – at vores arbejde skal baseres på viden. Og den  viden, vi producerer, skal gøres til fælles viden. Det kan – sådan lidt firkantet sagt – ikke passe, at det, der virker for et menneske med autisme i Sønderjylland, ikke skulle virke for en autist i Nordsjælland.

KH: – Jeg er enig, og der er behov for, at vi gør langt mere på forskningsområdet. Vi skal også blive bedre til at evaluere projekter – der har været en tendens til at procesevaluere side op og side ned i stedet for at have fokus på, om det flytter mennesker. Det er hele tænkningen af socialpolitikken, der er i spil: Vi skal bevæge os væk fra holdningen om at lade de 1.000 blomster blomstre – det er smukt nok, men det er bedre at sige, at hvis der er noget, vi ved, der virker, så lad os gøre det og gøre det ordentligt, få medarbejderne med og sat fagligheden i spil. Vi skal turde anvise, hvad der er for metoder, der skal arbejdes med. Jeg ved godt, at det er en svær balance, for skal der så ikke længere være udviklingsarbejde, det innovative og hvad med metodefriheden? Det skal der selvfølgelig også være plads til, men  på nogle stræk bliver vi nødt til at vælge en fælles retning og sige, det er den vej, vi går, i stedet for at 98 kommuner eller alle bosteder skal sidde og finde på deres lille model.

En ny uddannelse, tak

Socialpædagogernes formand peger på, at når der mangler fælles viden og dokumentation på den front, kan det skyldes et manglende afsæt i uddannelsen:

BA: – Det, jeg tit møder, når snakken falder på det med at vide, hvad der virker på det specialiserede område, er, at det her jo handler om mennesker og relationer, og at det kan man ikke sådan sætte på formel. Men der er ikke nogen modsætning mellem viden og det personlige engagement og relationsarbejde – det gode hjerte, som socialpædagoger jo har. Modsætningen er mellem viden og uvidenhed, og jeg ved godt, at det ikke er dit ressortområde, men her spiller en ny socialpædagogisk uddannelse en stor rolle. Det er ikke muligt at få den fornødne viden om, indsigt i og faglighed på det socialpædagogiske arbejdsområde i én pædagoguddannelse, og arbejdet med socialpædagogiske metoder, dokumentation og evidens er alt for fraværende i den uddannelse, vi har nu.

KH: – Jeg er enig i, at skal vi forbedre det her, så skal vi også kigge på uddannelsen, og jeg er i dialog med uddannelsesminister Morten Østergaard om det, så han kender min holdning til det her område.

Lige nu virker det som om man ude i kommunerne er begyndt at lave hvert sit eget lille program, og det er ikke særligt hensigtsmæssigt. Vi er nødt til at lave nogle systemer, der taler sammen.

Kort om offentligt ansattes ytringsfrihed BA: – Vi skal selvfølgelig kunne tåle, at der er nogen – fx socialpædagoger – der siger fra og fortæller os, at vi er i gang med noget forkert. På den måde er vores medlemmer specielt stillet, fordi de meget ofte er advokater for de mennesker, de arbejder med – og vi har jo desværre oplevet sager, hvor der har været repressalier. KH: – Det er for mig virkelig vigtigt, at folk siger fra, når de ser noget, der ikke er som det skal være, og at de kan gøre det trygt og uden frygt for repressalier. Jeg mener, at man har en pligt til at sige fra – men hvis folk føler, at de bringer deres job i fare, så har vi som samfund et ekstremt problem, vi skal have håndteret.

 

Skal pædagogkulturen ha’ et skub?

Social- og integrationsministeren peger også på, at det ikke kun er kommunernes kultur, der skal skubbes til, men at hun oplever, at der er mangler, når det handler om pædagogernes kultur:

KH: – Vi afskaffede jo institutionsbegrebet for mange år siden, men det virker som om man ikke har fanget den alle steder. Det synes jeg er synd og skam, for de voksne, der er handicappede, og som har ret til egen bolig. Det er ikke en arbejdsplads, det er ikke en institution – det er deres bolig. Men det hører jeg altså fra unge, voksne handicappede, at det ikke alle steder bliver respekteret. Måske er det ud fra et misforstået hensyn eller vanetænkning, men det er ikke den rigtige måde at gøre det på. Så selvom vi på papiret har gjort op med institutionsbegrebet, så handler det også om kulturen på institutionerne – som jo ikke findes mere… Og der har man nok taget første runde, men vi komme til at tage en mere, for det er ikke i orden, hvis der ikke er respekt for, at det er de handicappede borgeres hjem, vi taler om.

BA: – Jeg tror, det er rigtigt, at der er behov for nogle værdidiskussioner i det her felt – det viser vores egne undersøgelser også. Vi har også brug for en intern diskussion bl.a. om, hvad handicap-konventionen konkret betyder for vores arbejde med voksne udviklingshæmmede: Hvad betyder det for mit arbejde som socialpædagog? Hvad betyder det for kommunens måde at organisere tilbuddene på? På vejen herover kom jeg til at tænke på, at på børneområdet har vi haft en række reformer, mens der ikke er sket meget på voksenområdet siden pensionsreformerne og Serviceloven.

KH: – Du vil gerne have en voksenreform? Jeg har faktisk sat et fuldstændigt eftersyn af botilbudsområdet i gang – også for at se på, hvordan det går med etikken og kulturen på stederne. Så dén gryde er der også skruet op for…

BA: – Fint, og jeg er med på, at vi skal kigge på os selv, men retfærdigvis skal det siges, at jeg også hører fra mange socialpædagoger, at de nu er i en situation, hvor de ikke kan tage borgerne med på  ferie, hvor borgerne må takke nej til et beskyttet job, og hvor de i andre sammenhænge må sige nej til at give borgerne den hverdag, de egentlig har ret til – alene fordi personaleressourcerne er for små.

KH: – Det er jo netop derfor vi bliver nødt til at gå ind og prioritere. Det er en diskussion, vi bliver nødt til at tage, ikke mindst fordi vi i de kommende år får langt flere ældre over 75 – i løbet af 20-30 år bliver vi 400.000 flere over 75. Hvis ikke, vi begynder at prioritere, så afvikler vi velfærdssamfundet. Vi kan ikke bare stikke hovedet i busken, og jeg vil altså prioritere indsatsen for de svageste og mest udsatte.

Kort om SATS-puljen KH: – Det er meget nemt at være kritiker af SATS-puljen, fordi man tager pengene fra overførselsindkomsterne – men når man først har set, hvor mange gode ting, der er kommet ud af ordningen, så tror jeg ikke, man finder mange tilhængere af at afskaffe modellen – og slet ikke i en krisetid, hvor vi ikke ville have adgang til en finansiering i den størrelsesorden, hvis ikke ordningen havde været der. BA: – Jeg synes, der er grund til at være kritisk i forhold til, hvor stor en del af de socialpolitiske kerneydelser, der kan finansieres via puljen. Tag fx et område som socialpsykiatrien. Hvis vi skal virkeliggøre det, der står i regeringsgrundlaget, så er det lidt farligt at satse alt for meget på SATS-puljen, når det handler om kerneydelserne. Der må man altså skelne.

 

Ind med solidariteten

Og dermed er snakken mellem ministeren og forbundsformanden tilbage ved prioriteringerne:

KH: – Jeg er meget optaget af, at vi skal have en bedre velfærd, og det er derfor, jeg har søsat debatten om prioriteringer. Den økonomiske ramme udvider sig ikke, men det skulle da være mærkeligt, hvis man synes, at alt er lige, som det skulle være, når vi nu kan se, at der er mennesker, der ikke får den støtte, de har brug for. Derfor har jeg påtaget mig ansvaret for at kigge mit område igennem og se, at hvis jeg skulle vælge, hvad ville så kunne omprioriteres? Hvad kunne øge kvaliteten? Jeg synes, det er meget lidt ambitiøst, hvis man slet ikke vil være med til at se på, hvor man kan udvikle.

BA: – Jeg medgiver, at det giver mening at diskutere prioriteringer, kvalitet og økonomi sammen på den måde. Og vi har som faggruppe et ansvar i forhold til den dagsorden ved at dokumentere vores indsats og vise, hvad der virker for den ene og anden gruppe. Det er jeg meget optaget af, og det tror jeg, vi kunne blive meget bedre til. Men økonomien må ikke blive sovepude og en undskyldning for at forfalde til de lette løsninger: ‘Der er ikke nok penge, så det kan vi ikke, så skærer vi bare’. Vi må starte med at forholde os til kvaliteten. Men så kunne jeg også godt tænke mig, at vi igen – som en del af prioriteringsdebatten – begynder at tale om solidaritet. Solidaritet mellem grupperne af borgere og mellem landsdelene. Vores ambition er ikke, at vi skal bruge mange flere penge på området, men man kunne godt tænke strukturen på en anden måde, fx med det vi kalder en fællesfinansiering, der tager afsæt i, at jo større behov, man har, jo flere penge får man.

KH: – Jeg er rigtig glad for, at I også er med på at se på de her prioriteringer, for det jeg også gerne vil med socialreformen er, at vi gennemgår hele området og ser på, hvordan det går med kvaliteten. De steder, hvor kvaliteten ikke er god nok, må vi sætte ind – og det koster penge. Og vi skal bruge penge på den tidlige forebyggende indsats, på den rigtige indsats, på kvaliteten. Det koster – i hvert fald på kort sigt – penge at investere i mennesker, men én ting er, at det koster penge – det er også det eneste rigtige at gøre. 

 

Deltag i debatten på facebook: Hænger socialpædagogerne stadig fast i institutionstankegangen? 'Vi afskaffede jo institutionsbegrebet for mange år siden, men det virker som om man ikke har fanget den alle steder'. Sådan siger social- og integrationsminister Karen Hækkerup. Har hun ret? Deltag i debatten via www.sl.dk/facebook