Hvad de andre ikke ved, kan man selv få ondt af
De fleste teenagere fører for en tid dobbelt bogholderi med hvem, de indvier i hvad. Men for nogle unge fortsætter skellet mellem familien og samfundet med at være så stort, at de ikke magter at gabe over det, og de risikerer at ryge ud i kriminalitet eller udvikle ekstremistiske holdninger, siger Asad Ahmad, Center for Konfliktløsning
Alle vokser op med hemmeligheder – ting, man ikke fortæller søskende og forældre. Især i teenagealderen, hvor unge udvikler deres egen identitet, er der forskel på det billede, man som ung ønsker at give af sig selv, alt efter hvilken sammenhæng, man er i. Normalt er det rimeligt ukompliceret, men hvor familie og samfund bygger på meget forskellige værdier, normer og traditioner, risikerer dette dobbelte bogholderi med livet at give komplikationer.
Det siger Asad Ahmad, Center for Konfliktløsning og tidligere pædagogisk konsulent i Københavns Kommune, der har arbejdet med denne splittelse i årevis. Han har arbejdet med modeller og teorier, der kan forklare det dobbelte bogholderi. En mekanisme som særligt fanger unge, der står splittet mellem familien og det omgivende samfund – for eksempel børn i lukkede trossamfund, etniske minoritetsunge eller danske immigranter.
– Forsøget på at finde sig selv er kontekstbestemt. Så hvor der er et stort overlap mellem familiens og det omgivende samfunds normer, traditioner og værdier, bliver det dobbelte bogholderi blot en kort fase i den unges identitetsudvikling. Men unge, der flytter fra landsby til storby, fra et land til et andet land eller en anden del af verden, oplever, at sammenhængen ændrer sig voldsomt, og afstanden mellem familien og de nye omgivelser bliver større, siger Asad Ahmad.
– En ung, der fx flytter fra Pakistan til Nørrebro, oplever en helt ny verden. Der er ikke den samme sociale kontrol, og samfundet byder på et hav af tiltrækkende traditioner, som åbner nye muligheder. Hvis afstanden mellem familie og samfund er stor, risikerer perioden med dobbelt bogholderi at blive både dybere, mere intens og næsten permanent. Den unge bliver skubbet og hevet i fra alle retninger, og det fører til splittelse. De unge, der formår at bygge bro, kommer godt igennem og når frem til en individuel social identitet. Men de, der ikke kan håndtere situationen, bliver dybt frustrerede og risikerer at ryge ud i kriminalitet eller udvikle ekstremistiske holdninger, siger han.
|
Asad Ahmad Asad Ahmad har pakistanske rødder og har boet i Danmark siden 1976, hvor han bl.a. har arbejdet inden for skolevæsenet og taget en læreruddannelse. Han arbejdede 18 år som tosprogslærer, før han blev pædagogisk konsulent i Københavns Kommune. Var faglig koordinator på Center for Konfliktløsning. Han har desuden deltaget i EU-forskningsprojekter om voldelig radikalisering af unge europæere med muslimsk baggrund. Men oprindeligt var det biologien, som optog ham. Han er uddannet biolog i Pakistan og har en ph.d. i molekylær biologi fra Cambridge University og fortsatte sin forskning i Schweiz og Berlin, før han og familien slog sig ned i Danmark, hvor han nu er gået på pension. Han er fortsat tilknyttet Center for Konfliktløsning som freelance underviser og er medlem af Dialogforum i PET’s regi – et forum, der er en del af PET’s forebyggelsesindsats mod udvikling af ekstremistiske holdninger. Asad Ahmad er forfatter til et kapitel om konflikthåndtering i tværkulturel kommunikation i bogen ‘Tro, omsorg og interkultur’, Hans Reitzels Forlag 2010. |
Apati, flugt eller oprør
Ikke kun afstanden mellem familie og samfund kan give de unge problemer i forhold til identitetsudviklingen. Familien og omgivelsernes måde at tackle den unges splittelse på har også betydning for, om den unge kan bygge bro mellem forskellene eller bliver så frustreret, at det får store konsekvenser. Nogle unge bliver rebeller og gør oprør enten mod familien eller samfundet.
Det kan være en ung, der bryder med sin familie, og som voksen skriver en bog om sin mors rolle som religiøst overhoved for en sekt – sådan som det skete med Faderhuset. Eller unge kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, der vender deres familier ryggen, fordi de ikke får lov til at have kærester eller selv vælge deres kommende ægtefælle. Det kan være meget dramatisk for den unge, der måske må gå under jorden og erklæres ‘død’ af familien.
– Heldigvis er familierne ikke dumme, så de finder også kompromisser og udvikler sig, siger Asad Ahmad, der for nyligt i en forsamling af muslimske kvinder netop tog spørgsmålet om det dobbelte bogholderi op.
Umiddelbart mente kvinderne ikke, at deres døtre levede et dobbeltliv – men der kom livlig debat, da Asad Ahmad gjorde dem opmærksom på det store antal unge muslimske kvinder, der hvert år får abort eller får rekonstrueret mødommen.
Asad Ahmad møder mange unge med etnisk minoritetsbaggrund, der er magtesløse over for den indre splittelse og bliver ligeglade med det hele. Hvis de så samtidig oplever, at det omgivende samfund ser ned på deres basale identiteter og tilhørsforhold, risikerer de at reagere med trods: I stedet for at integrere familiens og samfundets værdier og normer, styrker de deres basale identiteter og risikerer at udvikle ekstremistiske tanker og holdninger. Andre vælger den modsatte retning og vælger deres familie fra.
Forståelse – ikke accept
For at forebygge den udvikling er det afgørende både at opdage det, når det dobbelte bogholderi skaber splittelse hos børn og unge – og ikke mindst er det afgørende, hvordan pædagoger og andre professionelle håndterer det. Brobygningen skal starte allerede, mens problemerne er ganske hverdagsagtige.
– For eksempel når forældrene ikke vil sende deres datter på lejrskole. Barnet bliver splittet mellem familien og læreren, fordi samfundet ikke har forståelse for forældrenes synspunkt. Det kan være svært at vise forståelse for hinanden, men den professionelle må vise forståelse og undersøge forældrenes synspunkt, så de kan finde alternative løsninger, siger han.
– Man kan godt vise forståelse uden at acceptere en bestemt holdning, og man må gerne være uenig i den måde, forældrene forholder sig til datterens deltagelse i lejrskolen. Men man skal anerkende holdningerne, og de familiære problemer, konflikten giver. Man skal forklare baggrunden for, hvorfor vi siger og gør, som vi gør. Forklare, hvad det er for normer og værdier og hvilke pædagogiske overvejelser, der ligger bag, siger Asad Ahmad og fortsætter:
– Derfor skal vi hænge vores egne normer og værdier på en bøjle uden for lokalet. Så vi kan møde den individuelle situation fordomsfrit, og komme med konkrete og individuelle løsningsforslag. Vi skal søge løsninger, som alle parter kan være glade for og få noget ud af.
Asad Ahmad påpeger, at den professionelle pædagog, lærer, socialrådgiver eller politibetjent har et stort ansvar for sin måde at være i kontakt med de unge og deres familier på. De skal være lyttende, udforskende og være bevidste om, at de har magten, men kun skal bruge den som allersidste udvej.
Problemer i anbringelser
Ud over skoleområdet, fritidsklubber og mødet med ordensmagten peger Asad Ahmad på anbringelsesområdet, som et sted, hvor det dobbelte bogholderi trives, og hvor de unge udsættes for en markant splittelse mellem familie og samfund.
– Hvordan er anbringelsen sket? Hvordan oplever forældrene den løbende kontakt? Deltager der mennesker med indsigt i kulturer? Det er en svær balance, men hvis de unge møder anerkendelse, kærlighed og respekt for den baggrund. de kommer fra, vil de lettere komme igennem det, siger han.
Hvis man møder disrespekt i forhold til ens basale identiteter og tilhørsforhold og bliver hånet for noget, man holder af, reagerer man med at vende om og styrke det. Hvis samfundet siger, at muslimske kvinder er undertrykte, tænker nogle unge muslimske kvinder: ‘Hvem giver jer ret til at blande jer i vores måde at leve på?’ Og de begynder at gå med tørklæde for at bevise det modsatte.
– Hvis nogen får at vide, at de taler et hulamula-sprog, sender de måske hellere deres børn i urduskole. Omvendt kan mennesker fra andre dele af verden se ned på danske værdier, normer og traditioner. Det får nogle af de ‘hvide danskere’ til at vende blikket indad og styrke deres basale identiteter, fx nationalitet, sprog og en række demokratiske principper.
I 2011 erklærede en gruppe unge, at de ville indføre Sharia-lov i et område ved København, og gruppen fik stor mediebevågenhed. Beboerne sagde imidlertid fra – ifølge Asad Ahmad var beboernes svar til de unge: ‘I kan rende og hoppe!’