Et åndehul
Café Husrum er et frirum for sårbare unge. Her kan de smide facaden og sammen øve sig på det, der er svært
Hver eneste mandag morgen gentager det samme mønster sig for Mette: Hun sidder i klasseværelset på lærerseminariet og ser den ene holdkammerat efter den anden komme ind og tage del i snakken om weekendens fester:
– Og så oplever jeg, at ingen ænser mig. Ingen spørger mig om noget. Jeg føler mig helt gennemsigtig. Og så gør jeg jo selvfølgelig også mig selv usynlig, fordi jeg ikke siger noget.
Så har Mette en god tanke i hovedet: På torsdag skal hun ned i Café Husrum:
– Det er en livline for mig. Et åndehul. Her øver jeg mig i ikke at være usynlig. I at fortælle, hvad jeg er optaget af og hvem, jeg er. Café Husrum er et øvested for mig, siger hun.
Og det er netop også, hvad caféens leder, socialpædagog Conni Stenstrup Hagensen, ønsker, at det skal være:
– Når man kommer ind ad døren her, skal der være et meget trygt miljø, hvor man kan bruge gruppen til fx at øve sig i sociale relationer eller i at vise ked af det-hed eller andre følelser, siger hun.
Find ro
I Café Husrum kan de unge deltage i én af to samtalegrupper, der hver uge mødes i to en halv time. Sessionen starter med tændte stearinlys og blid musik, mens Conni Stenstrup Hagensen guider de unge til at finde ro i sig selv. Fx ved at fokusere på, hvordan de sidder, og hvordan de har det inden i. Derefter er der først en runde, hvor alle får sagt, hvad de er optaget af her og nu, og så går gruppen i dybden med problemstillinger, der er særligt vigtige for én eller flere af de unge. Det kan dreje sig om alt fra familieproblemer til tanker om selvmord eller ubehaget ved at skulle være sammen med mennesker, man ikke kender. Conni Stenstrup Hagensen er ordstyrer og stiller spørgsmål som: ‘Hvad tænker I andre? Har I haft en oplevelse, der ligner?’
Hun gør sig umage med sine formuleringer:
– Jeg stiller åbne spørgsmål som sikrer, at de unge får sagt det, de har på hjertet. At de får udtrykt, hvad de føler og mener. For mange er det nyt at være i et rum, hvor det er muligt at blive set og hørt som den, de er.
|
Fakta om Café Husrum Café Husrum er et samtalested for sårbare og fx selvmordstruede unge mellem 16 og 30 år. Der er mulighed for én gang om ugen at deltage i en samtalegruppe, som ledes af socialpædagog og psykoterapeut Conni Stenstrup Hagensen. Derudover er der caféaftener med hygge og samvær samt faglige caféer, hvor gæster udefra holder oplæg om fx angst eller mindfulness. Der kommer omkring 20 sårbare unge – og 13 frivillige. Ud over ovenstående er der også en bostøttemulighed for 2-3 unge. Læs mere på www.cafehusrum.dk |
Gruppens kraft
I den ene gruppe deltager psykologistuderende Anne Sofie Bjerre Lunkeit som frivillig. Hun er blevet overrasket over, hvor stor effekt det har at være i en gruppe modsat individuelle samtaler.
– Så snart der er en, der tør åbne sig, sender det et mod ud til de andre, der så også tør åbne sig. På den måde får man hurtigere indsigt i de besværligheder, de unge lever med, siger hun.
Det har stor betydning, at de unge kan spejle sig i hinanden og se, at de ikke er alene. Som Mette udtrykker det:
– Dét, jeg får ud af at komme her, er, at jeg møder andre unge, der på hver deres måde har det svært. Vi føler os alle sammen lidt udenfor, men her er der et godt fællesskab. Jeg skal ikke stille med en facade.
Søren har en lignende opfattelse:
– Ude i verden skal jeg være en succes. Måske ikke 24/7, men min egen fornemmelse er, at jeg ikke kan vise mine svage sider derude. Herinde føler jeg mig accepteret. Der er meget varme, og jeg behøver ikke at lægge skjul på, hvem jeg er.
Conni Stenstrup Hagensen fortæller, at hun forsøger at skabe tryghed og accept ved blandt andet at lægge vægt på, at alle følelser er i orden.
Okay at være stille
Konkret betyder det fx rigtig meget for Mette, at hun kan få lov til at være stille:
– Engang kom Conni ind i rummet inden gruppen startede. Vi sad alle sammen og var helt tavse, og så sagde hun noget, jeg aldrig glemmer hende for. Hun sagde: ‘Det er dejligt at her er så stille.
Jeg kan godt lide, at her er stille.’ Det gør, at jeg får en accept af, at jeg er stille – og det gør så, at jeg også kan vise den anden side af mig. Den mere sprælske og glade side.
Mette har blandt andet optrådt med et klovnenummer, som hun lærte, da hun for 10-11 år siden gik på gøglerskole. Hvid i ansigtet kom hun ind på scenen og viste stolt og pralende, hvordan hun kunne jonglere: Først med én bold. Så med to og til sidst med tre bolde.
– Og dét syntes de andre i Café Husrum, var sjovt. Jeg prøver ihærdigt at få noget af den side med, når jeg fx er på seminariet, men det er svært. Derfor er det godt, at jeg kan øve mig her – og også kan øve mig på at fortælle historien om min tidligere psykiske sygdom, som jeg ellers tier stille med, siger hun.
Gode råd og værktøjer
For Søren betyder det også meget, at han kan tale med andre om de ting, han tumler med. Fx at han har det svært med de næsten uendeligt mange valg, man står over for som moderne menneske:
– Jeg har fx ofte overvejet at gå til kampsport, men bare det at begynde kan være sindssygt svært, fordi der er en million forskellige stile, og jeg så har tænkt, at hvad nu hvis jeg starter på én ting, og der så var noget andet, der var bedre? Jeg kan være sindssygt bange for at gå glip af noget, og der er så sindssygt mange valg – men herinde får jeg nogle værktøjer og gode råd. Fx da jeg blev stresset over, at jeg skulle vælge mellem at begynde på en guideskole og HF, og der så var én, der sagde: ‘Du skal bare tage én ting ad gangen. Der er jo ikke nogen, der siger, at du ikke kan gøre det om fem år eller ti år, bare fordi du ikke kan gøre det lige nu.’
Vender tingene 180 grader
Conni Steenstrup Hagensen lægger vægt på, at hun i gruppesamtalerne ofte forsøger at vende tingene 180 grader og se ressourcer i stedet for svagheder. Det oplevede Mette fx for nylig, da hun fortalte om en time på bevægelsesholdet på seminariet, hvor de havde lavet en test – og hvor hun qua en række ryg- og hofteproblemer var den dårligste:
– Og så talte Conni om, at mine fysiske begrænsninger jo giver mig en værdifuld indsigt i, hvordan idræt kan være ekskluderende. Dét, at jeg ikke selv kan løbe så hurtigt, kan være en fordel i forhold til at undervise børn, der har nogle fysiske skavanker.
Oplevelsen af nederlag vækker tit genklang hos de unge, fortæller Conni Steenstrup Hagensen, og det gælder både unge, der slet ikke er kommet i gang med en uddannelse eller arbejde, og fagligt velfungerende unge.
– I hvert fald nogle af de unge oplever, at der stilles næsten uendelige krav, og et tema, der ofte kommer op i gruppesamtalerne, er oplevelsen af, at alting altid kan blive bedre. At det aldrig er godt nok, siger hun.
Som modvægt til samfundskravene forsøger Conni Steenstrup Hagensen at stille spørgsmål, der inviterer de unge til at sætte egne mål – og ikke sammenligne sig med andre. For både Søren og Mette opleves Café Husrum som et frirum fra den konkurrence, de ellers oplever. Som Mette siger:
– Ellers kan jeg da godt føle mig som en taber, fordi jeg i en alder af 31 hverken har mand, hus, børn, uddannelse eller arbejde. Men når jeg er her i Café Husrum, føler jeg mig ikke som en taber. Jeg føler mig heller ikke som en vinder. Jeg føler mig bare som et menneske. —