Åbent brev til socialministeren
Det er svært at være uenig i at der er behov for at forbedre den forebyggende indsats – men hvorfor låse sig til nogle få manualbaserede metoder, når der findes alternativ viden?
Kære Socialminister Karen Hækkerup. Vi har med stor interesse fulgt den seneste tids debat i dagspressen om de metoder, som Socialministeriet påtænker at indføre for at styrke indsatsen for udsatte børn og unge.
Vi er enige i, at der er behov for at yde en bedre forebyggende og målrettet indsats i forhold til udsatte børn og unge, så de kan få tilnærmelsesvis lige så gode muligheder for uddannelse og arbejde som andre børn og unge, og undgå at havne i misbrug, kriminalitet og marginalisering. Vi er også enige i, at der er behov for at gøre det, man ved virker.
Men vi mener, at der er nogle iøjnefaldende problemstil-linger forbundet med ensidigt at arbejde med de fire metoder ‘De utrolige år’, MST, MTFC og slægtsanbringelse, som bliver præsenteret i udspillet.
For de tre førstnævnte metoders vedkommende er der tale om manualbaserede tilgange, udviklet og ejet af amerikanske firmaer. Vi har svært ved at forestille os, hvordan de mange professionelle, der arbejder med børn og unge, skal kunne gennemgå den dyre uddannelse, som er betingelsen for at bruge de manualbaserede metoder, og det bør undersøges grundigt, hvor stor bevægelighed firmaerne har åbnet op for i forhold til, at de professionelle skal kunne ‘bøje manualen mod barnet’ i stedet for at ‘bøje barnet mod manualen’. Endelig er vi bekymrede for det teoretiske grundlag, det menneskesyn og den etik, dele af metoderne er funderet på.
Intervention eller ej
Vigtigst er det imidlertid at gøre socialministeren opmærksom på, at der i forhold til den 0-6-årige børnegruppe findes en alternativ viden, som i det mindste er værd at undersøge, og som vil kunne vise sig mere frugtbar.
Et ældre projekt, som indleder en vigtig række af undersøgelser, og som giver evidens for nogle helt bestemte effekter af en bestemt pædagogisk indsats, er ‘Perry Preschool’-forsøget, som blev gennemført i Michigan fra 60’erne til 90’erne.
I dette forsøg blev 123 børn med sammenlignelig socialt belastet baggrund opdelt i to grupper, en, som i børnehaveårene fik en særlig indsats, og en anden gruppe, som ikke fik anden indsats end de ellers ville have fået. Derefter fulgte man børnene, til de blev 27 år. Den lange løbetid gjorde, at der kunne registreres meget iøjnefaldende forskelle på livsforløbene hos de to grupper:
I løbet af skoleårene havner færre af børnene fra interventionsgruppen i specialklasser, ligesom der er færre teenage-graviditeter i gruppen. 59 pct. i interventionsgruppen modtager offentlig hjælp, men i kontrolgruppen er det 80 pct. 29 pct. tjener mere end 2.000 dollar om måneden, hvilket kun gælder for 7 pct. i kontrolgruppen. 36 pct. i interventionsgruppen ejer eget hus, hvorimod tallet for kontrolgruppen kun er 7 pct. 7 pct. i interventionsgruppen bliver arresteret mere end fem gange før 30-årsalderen, hvorimod det for kontrolgruppen gør sig gældende for hele 35 pct.
Cathrine Jespersen, en dansk forsker, konkluderer om forsøget, at ‘… for hver dollar investeret i programmet gives 7,16 dollar igen’. Kan man forestille sig en bedre offentlig og menneskelig investering?!
Selvfølgelig er det over en knap 30-årig periode, og delvis i form af besparelser, men alligevel. Til gengæld vil gevinsten fortsætte ud over de 30 år både på et menneskeligt og økonomisk plan.
Resultatet bekræftet
De tre vigtigste elementer i den særligt gode indsats, som disse udsatte børn modtog i børnehaven, var: en god normering (dvs. én pædagog for hver seks børn), en stor andel i personalegruppen havde uddannelse, og man arbejdede med en bredspektret læringsrettet indsats i forhold til motorik, sprog, personlige og sociale færdigheder osv.
Altså en række temaer, som fint korresponderer med de læreplaner, man arbejder med i dansk daginstitutionspædagogik, og hvor man sikkert kunne hente inspiration og redskaber i de tilgange og programmer, som blev brugt i forsøget.
Resultaterne fra forsøget bekræftes i flere andre forskningsprojekter:
I ‘Abecedarian’-studiet som løb fra 1972 og frem fulgte man 111 børn med sammenlignelig socialt belastet baggrund indtil de var 21 år, og samlede op på forskellene mellem interventionsgruppen, hvor indsatsen minder om ‘Perry Preschool’-forsøget, og kontrolgruppen. Resultaterne er også her slående, fx ender 50 pct. af børnene i kontrolgruppen i specialklasse i skoleforløbet, hvorimod det kun sker for 12 pct. i gruppen, som i børnehaven får den særlige indsats.
‘Care & Early Head Start’-studiet (som løb frem til 2003) har videreført undersøgelsen af, hvilken betydning normering, uddannelsesgrad og bredspektret læringsrettet indsats har for udsatte børns trivsel og udvikling. Når vi sammenholder de forskellige undersøgelser, er der særligt to konklusioner som er værd at nævne:
Pædagogik af god kvalitet (mest af alt defineret ved de tre ovennævnte forhold) har positive effekter på socialt udsatte børns udvikling og livschancer, men har ikke synderlig effekt på ikke-udsatte børns udvikling. De klarer sig godt alligevel, kunne man sige.
Og på den anden side: Dagpasning af dårlig kvalitet (dvs. dårlig normering, en høj grad af ikke-uddannet personale og diffus målsætning/indhold) har negative effekter for socialt udsatte børn, mens ikke-udsatte børn ikke påvirkes målbart.
Overvågning i stedet for pædagogik
Hvad er forhindringerne for at vi kunne arbejde videre ud fra disse gode resultater i Danmark?
Først og fremmest er der tre helt iøjnefaldende forhold, som gør sig gældende i danske daginstitutioner. Det ene er, at der er en tydelig opdeling mellem de dagtilbud, hvor en stor del af børnene med svag hjemmebaggrund opholder sig – og de andre dagtilbud, hvor arbejdsmængden i forhold til at løse disse problemstillinger er langt mindre.
Det andet forhold er, at der i Danmark er en ligheds-norme-ring, hvor dagtilbuddene får den samme normering, uanset hvor mange børn med svag hjemmebaggrund der er. Og problemet er jo ikke, at de får det samme – problemet er, at daginstitutioner med mange udsatte børn ikke får mere! For der er meget stor forskel på at arbejde med de udsatte børn, når 50-60-70-80 pct. af børnegruppen har graverende vanskeligheder i forhold til, når det måske kun drejer sig om et enkelt barn.
Førnævnte Cathrine Jespersen skriver, at ‘er der flere end 10 pct. udsatte børn i en enkelt institution, tyder forskningsresultater på, at den pædagogiske praksis får karakter af overvågning frem for aktiv pædagogisk indsats i forhold til børnene’. Dette giver nogle indimellem ganske voldsomt belastende arbejdsvilkår for pædagogerne i de hårdest belastede dagtilbud, hvilket får en del af dem til at søge videre.
Metoderne det bedste vi har?
Danske kortlægninger peger derfor på et tredje problem: personaleudskiftningen i de bela-stede dagtilbud er langt større end i de dagtilbud, hvor flertallet af børnene kommer med stærk hjemmebaggrund.
Alt i alt en grim cocktail, og lidt provokatorisk kunne man sige, at holdes dette veldokumenterede billede sammen med resultaterne fra den amerikanske forskning, så bliver det tydeligt, at i Danmark er det de børn, som ikke har gavn af en god indsats, der modtager den – hvorimod de, der ville have gavn af den, ikke modtager den.
For dagtilbuddenes vedkommende er der ikke primært tale om et metode-problem, men i mindst lige så høj grad om et strukturelt problem, som ligger dybt begravet i dansk daginstitutionspolitik – og som derfor ikke alene kan løses med, at pædagoger i de mest belastede dagtilbud får en manual stukket i hånden.
Pædagogerne er i stand til at løse problemerne, når normeringen følges med belastningsgraden, når der stilles krav til personalets uddannelsesniveau, når der arbejdes med en bred-spektret læringsrettet indsats ud fra læreplanerne, og man arbejder på at fastholde medarbejderne i de mest belastede dagtilbud.
Vi er åbne for en dialog, der tager udgangspunkt i vores fælles ønsker om at bedre de udsatte børn og unges vilkår og bygger på den bedste tilgængelige viden. Og vi vil meget gerne videreføre diskussionen med at spørge: Er manualerne et entydigt udtryk for den bedste viden vi har?