I lære som ligeværdig
Hos os er ingen i lære som gangster – vi har fokus på at lære de børn og unge, vi arbejder med at begå sig ligeværdigt i den sociale virkelighed
I Socialpædagogen nr. 8 fra 13. april 2012 optræder en artikel med overskriften ‘I lære som gangster’. Artiklen omhandler forskellige situationer og konklusioner fra sociolog Tea Bengtssons to måneders feltstudium på en sikret institution i forbindelse med udarbejdelsen af en ph.d., som er indleveret på Københavns Universitet.
Artiklen er spændende og interessant læsning, som starter med at fastslå, at forskning viser, at det kan skabe yderligere kriminalitet, når man sætter kriminelle unge sammen i institutionaliserede rammer. Vi følger ‘Allan fra Holstebro’ og hans socialisering som ‘gangster’ i miljøet på den sikrede institution, hvor feltstudiet er foregået. Det beskrives hvordan ‘Allan’ oplæres i gangsterattitude og sprog af de andre unge, der i forvejen findes på den sikrede afdeling. Artiklen beskriver endvidere, hvordan der skete en hel konkret oplæring i regulære færdigheder som kriminel ved massiv snak om kriminalitet mellem de unge på den sikrede institution.
I region Midtjyllands to sikrede institutioner for kriminelle og kriminalitetstruede børn & unge (Grenen og Koglen) har vi ingen grund til at anfægte Tea Bengtsons observationer eller konklusioner. Men vi føler et behov i forhold til at påpege, at artiklens underrubrik tager Tea Bengtsons ph.d. til indtægt for mere end den kan bære.
Der står kort og godt, at ‘Der sker en form for gangsteroplæring i de sikrede institutioner for kriminelle og kriminalitetstruede børn og unge’. Det mener vi ikke er en rimelig gengivelse af virkeligheden, og vi mener ikke, at Tea Bengtsons ph.d. giver belæg for den konklusion.
Baseret på ligeværd
Vi er enige i, at det er en risiko for yderligere kriminalitet, når man anbringer flere kriminelle og kriminalitetstruede børn og unge sammen. Netop derfor er den faglige tilgang på region Midtjyllands sikrede institutioner fokuseret på at undgå, at unge socialiseres som kriminelle, mens de er anbragte hos os.
Faktisk ser vi det som vores hovedopgave at gøre det stik modsatte, nemlig at kriminelle og kriminalitetstruede børn og unge lærer at begå sig ligeværdigt i den sociale virkelighed.
Der er fokus på, at ingen unge lider under opbygningen af uhensigtsmæssige hierarkier, og at de unge udvikler deres sociale kompetencer, deres selvværd og deres selvtillid.
Det gør vi ved konstant at være sammen med de unge og sikre opbygningen af relationer, der er baseret på ligeværdighed – ikke gangsterhierarkier.
Fundamentet vi står på, rent pædagogisk, er foruden engage-rede og specialiserede medarbejdere, en gennemstruktureret fælles hverdag for de unge båret af en høj grad af forudsigelighed, og med tydelige krav til de unge om at deltage aktivt og tage ansvar for sig selv og fællesskabet. Der er et fast dagsprogram med skole, madlavning, rengøring, skemalagte pædagogiske samtaler, værkstedsundervisning, idræt og fritid.
Tanken er at efterligne en almindelig døgnrytme, hvor de unge står op hver morgen, beskæftiger sig med meningsfulde aktiviteter i samspil med medarbejdere, spiser sundt, bevæger sig, har socialt samvær og er trætte om aftenen. Derudover tilbydes de forbehandling af misbrug i strukturerede samtaler samt et kognitivt behandlingsprogram med fokus på mestring af svære følelser.
I maj 2010 holdt Tea Bengtson et oplæg for landets syv sikrede institutioner om sine umiddelbare observationer på en sikret institution. Oplægget havde fokus på kedsomhed, som et grundvilkår knyttet til det at være frihedsberøvet og befinde sig I en uafklaret ventesituation, også eksistentielt i transformationen fra barn til voksen.
I forlængelse af oplægget inviterede begge region Midtjyllands sikrede institutioner Tea Bengtson på besøg. Af forskellige grunde er invitationen endnu ikke blevet udnyttet, men den står stadig ved magt.
Svar: Den citerede underrubrik er redaktionens ansvar, og det er korrekt, at den er formuleret noget bombastisk og generaliserende. Det beklager vi.
Den citerede underrubrik er redaktionens ansvar, og det er korrekt, at den er formuleret noget bombastisk og generaliserende. Det beklager vi.Jens Nielsen, redaktør