icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Synspunkt

Kommunefolket og den gode gerning

Hvorfor er det så svært at hjælpe Sofia? Hvorfor kan ‘kommunefolket’ ikke handle? Hvorfor er vores samlede kompetencer ikke i stand til at hive hende væk fra afgrunden? Har vi nogle helt forkerte forventninger til hinanden?

  • Af Titti Artmann Andersen
  • 14-2012 /

Jeg er frustreret. Lorte fuck kommune. Mødet på kommunen er afsluttet og jeg går derfra med tunge skridt og en følelse af at have ramt panden mod muren. Følelsen af at der er nogen som ikke gør deres arbejde sidder dybt i mig.

Nu sidder jeg på cafe og prøver at få mit blodtryk til at falde med en cafe latte, mens jeg tænker; hvor mange gange skal man egentlig ramme bunden, før man kan få hjælp i vores velfærdssamfund? Det er tydeligvis ikke nok at havde haft en turbulent opvækst med en alkoholiseret, prostitueret mor. En fraværende og følelsesmæssig afstumpet far der ser klubben som sin familie. En barndom, der har været præget af skænderier, knubs og dybe ar på sjælen. Placeret på behandlingshjem som teenager, men blev hjemsendt efter massivt hash- og alkoholforbrug og samarbejdsproblemer. Kunne ikke drage nytte af behandlingen, står der i papirerne. Et ungdomsliv, der fortsætter med svigt og selvmordsforsøg.

Døren til cafeen går op.

Sorte lange støvler med høje hæle. Mønstrede neonfarvede gamachebukser. En sort bluse med en sort dunjakke over. Et yndigt ansigt med sortmalet øjne og rødt hår, der er klippet i en kort, asymmetrisk frisure. Hun dumper ned på stolen over for mig, smiler til mig, men jeg kan se at smilet ikke når øjnene. Skål, siger hun og løfter den store cola, jeg har sat til hende.

19 år, hjemløs, psykiske problemer, hash og alkohol som hjælpemiddel til at holde livet ud. Hvor meget kan et menneske holde til, før det går til grunde, når jeg at tænke før Sofia afbryder mine tanker.

Ramt ved siden af

Jeg kom ind i Sofias liv for snart et år siden, lige da hun var blevet smidt på gaden. Ansat som pædagogisk støtte-kontaktperson fire timer om ugen. Timer, som bliver brugt på samtaler, omsorg og andre ting, som for eksempel møder på kommunen.

Jeg måtte tidligt i forløbet erkende, at mange af Sofias problemer lå uden for mit råderum. Jeg måtte sande, at min kernekompetence ikke slog til.

Jeg kan ikke skaffe Sofia en lejlighed, stabil økonomi, uddannelse, psykiatrisk hjælp og hjælp til hendes misbrug. Jeg kan motivere, støtte, give omsorg og ikke mindst hjælpe Sofia med kontakt til de mennesker som kan hjælpe hende. Troede jeg.

Men min forudfattede forståelse af, hvad ‘kommunefolket’ kunne og tidsperspektivet i det, kunne ikke have ramt mere ved siden af. Jeg havde en forventning om, at de ville og kunne hjælpe så ungt og nødstedt et menneske, men sådan fungerer det desværre sjældent i praksis.

‘Kommunefolket’ er socialrådgivere der er ansat ved kommunen, som forvaltningsmyndighed med beføjelser, der kan åbne porten til Himmeriget, og jeg er afhængig af, om de vil tage nøglen frem, for den beføjelse har jeg ikke som pædagog.

Vi taber hende

Jeg har erfaret at der er mange professionelle indblandet i Sofias sag. Og de kan med hver deres profession og specialiserede faglige viden, hvis samarbejdet fungerer, bidrage til et nuanceret løsningsforslag. Men hvis det tværprofessionelle samarbejde ikke fungerer, er det min erfaring, at borgeren står tilbage som den store taber.

I Sofias tilfælde synes samarbejdet ikke at fungere. En socialrådgiver fra et herberg i København siger i et interview, at en af grundene til, at samarbejdet fungerer på herberget, er,  at alle samarbejdspartnere sidder med et indgående kendskab til borgeren.

Men det kan godt virke som en stor udfordring, at alle skal have et indgående kendskab til hver enkelt sag, selvom det er ønskværdigt. Hvis alle sidder spredt for alle vinde med hver deres holdning til, hvad der skal gøres, og i særdeleshed, hvad der ikke kan lade sig gøre, ja, så kan det være svært at få dem til at se det, som jeg ser, og gøre det, som jeg finder nødvendigt.

At få dem til at handle, for ellers taber vi denne unge pige ned i afgrundens dyb. Stofferne. Kriminaliteten. Og endnu et svigt kan skrives på listen.

Relation eller sag?

Jeg er ufrivillig ejer af en frustration. En frustration, som går på, at jeg igennem min tid med Sofia har fået et indgående kendskab til hende og fået opbygget en relation. En relation og et kendskab, som man ikke kan læse sig til ved at åbne Sofias sagsmappe på kommunen.

Jeg har investeret mig personligt i Sofia, og det irriterer mig grænseløst, at ‘kommunefolkene’ ikke kan se det potentiale, Sofia besidder, og den hjælp, som hun behøver, og som kun de kan give hende.

I ‘kommunefolkets’ arbejdsopgave ligger der en anden faglig opgave som myndighedspersoner. De yder omsorg ved at sørge for, at menneskets rettigheder bliver overholdt, og har på den måde ikke samme mulighed som pædagogen for at se på hele mennesket bag sagsnummeret og få en personlig længerevarende relation. De klapper bare sagsmappen sammen og når den lægges ned i chartekskabets dyb er Sofia dernede, indtil der igen om nogle måneder er møde, og der bliver åbnet for mappen.

Dømt med urette

Jeg har bittert erfaret, at det kan være svært at få det tværprofessionelle samarbejde til at fungere. En pædagog fra et herberg i København fortæller: ‘De steder, hvor jeg synes, at samarbejdet fungerer mindre godt, bunder det i, at man ikke rigtig ved, hvad de andre forventer, eller hvad de andre kan tilbyde. Man har nogle forventninger til, hvad de andre kan, og hvad de tilbyder, der ofte er i modstrid med, hvad de rent faktisk tilbyder og kan gøre. Jeg tror, at det er dér, at rigtig mange konflikter i det tværprofessionelle samarbejde opstår. De gange, hvor man ikke får forventningsafstemt, kan man sidde tilbage med sådan en forståelse af og afventen på, at nogen gør noget, som de ikke engang ved, at de skal gøre.’

Så er der en klokke, der ringer indvendigt. I min verden kan det da ikke være så svært at finde en lejlighed til Sofia, så hun kan blive fri for at skulle give seksuelle ydelser for at låne sofaen rundt omkring for at få ly for natten.

Klokken ringer skingert og stopper først, da jeg erkender, at jeg i grunden ikke ved meget om ‘kommunefolkets’ arbejde. Jeg har dømt dem med urette. Så snart jeg ikke fik mine forventninger indfriet – forventninger, som er udsprunget af mine forudfattede forståelse af ‘kommunefolket’ – så dømte jeg, og jeg dømte hårdt. Men på ærlig hedens vej så ved jeg ikke, hvilke muligheder de har for at hjælpe min Sofia blandt mange Sofia’er. Væk fra afgrundens dyb og et liv uden et aktivt sagsnummer.

Sagen i egen hånd

Den lange vej til kommunen.

Vi sidder i tavshed og lytter til mumlen ved de andre borde. Drikker vores cafe latte og cola. Jeg føler, jeg har fejlet, og ved ikke, hvad jeg skal sige. Værsgo, tilbage til gaden og det kaotiske liv. Stadig ikke udsigt til hjælp til en bolig fra ‘kommunefolket’.

Sofia siger, at hun er træt af, at ingen vil hjælpe hende. Hun fortæller, at hun har en veninde, som har sin gang på et bordel, og hun har fået af vide, at hun sagtens kan komme ind der og få arbejde. Så nu ser hun ingen anden vej end at tage sagen i egen hånd og sælge sig selv. For at skaffe penge til indskud til en lejlighed og til første måneds husleje. Endnu et skridt mod afgrundens dyb. Prostitution.

Et nyt møde med ‘kommunefolket’ er min plan, det er min selvforståelse, at jeg har et ansvar for at få det her til at lykkes. Række en hånd ud til Sofia, men jeg kan ikke gøre det alene, jeg må have ‘kommunefolket’ over på min side. Må have det tværprofessionelle samarbejde til at fungere.

Det er blevet klart for mig, at når man vælger at arbejde med udsatte grupper, kan man ikke komme uden om tværfagligt samarbejde. Et samarbejde der bygger på en fælles forståelse af, at sociale problemer er komplekse, hvilket i vores samfund kræver, at flere professioner inddrages, for at der skal kunne findes holdbare og nuanceret løsninger.

Det gode samarbejde

Jeg må tilbage på kommunen, så vi kan få afstemt vores forventninger og roller til hinanden. Prøve at få alle samlet, så vi kan få en fælles forståelse af problemet. Igennem et samarbejde, hvor vi bruger hinandens kompetencer, tror jeg på, at vi vil kunne hjælpe Sofia.

Over for mig sidder en ung pige og drikker resten af sin cola. I mine øjne burde hendes liv handle om milkshake, shoppetur og selvrealisering. Men for Sofia handler hver dag om overlevelse, om at bevare selvrespekten og at holde sig fra afgrundens dyb.

Vi tager vores overtøj på og går ud på gaden. Jeg giver hende et kram og vinker farvel. Står tilbage med en følelse af utilstrækkelighed. Hvorfor skal livet byde på så meget modstand for nogle mennesker?

Hvis missionen om Sofias gode liv skal lykkes, så er man nød til at kende til hinandens kernefaglighed og lægge en fælles plan for, hvor man skal arbejde sig hen. Min kernekompetence slår ikke til, så jeg kan komme rundt om alle Sofias komplekse problematikker. Så det tværprofessionelle samarbejde er nødvendigt. Samarbejdet er, når det virker, ikke et onde, men tværtimod et gode. 


Titti Artmann Andersen arbejder som fængselsbetjent, er ansat som mentor og er samtidig i gang med merituddannelsen på Pædagoguddannelsen Sydhavn.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Debat, Synspunkt