icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Synspunkt

Når nuancerne drukner på tv

Diskussionen om Solhaven og den måde, man arbejder med de unge på, fortjener flere nuancer end to minutters tv kan byde på – for vel er der fælder i relationsarbejdet med de unge

  • Af Morten Bruun Pedersen
  • 07-2012 /

Den sidste tid har opholdsstedet Solhaven i Farsø været under heftig beskydning. Det er kommet frem, at stedet er under skærpet tilsyn, at der er indgivet politianmeldelse for brug af vold og voldsomheder over for de unge anbragte på stedet, og at hverken Børnerådet eller andre instanser forstår eller accepterer de forhold, som er beskrevet i medierne.

Sagen kommer i kølvandet på den urimeligt lange række af afsløringer af elendige og dybt forkastelige forhold, som en række anbragte børn har levet under i flere år landet over – på opholdssteder, døgninstitutioner og i plejefamilier.

Der er tale om forhold og livsvilkår, som er så modbydelige, at det må have sat sig dybe spor hos de børn og unge, som har været udsat for dem. Børn, som samfundet har fundet det nødvendigt at fjerne fra deres hjem, familie og vante omgivelser, fordi man har skønnet, at deres problemer var så massive, at de havde brug for professionel hjælp. 

De skyldige bør idømmes lovens strengeste straffe, fordi de har svigtet den tillid, samfundet har vist dem ved at ansætte dem som fagpersoner, og især fordi de har svigtet de børn og unge, som de burde have taget vare på.

TV-Avisen havde den 29. februar et direkte interview med lederen af Solhaven, Søren Virenfeldt. Foran et fjernbetjent kamera og tydeligvis med en lyd, som var 3-4 sekunder forsinket, skulle han over for Steffen Kretz og resten af Danmark kommentere på beretninger fra tidligere anbragte unge og ansatte voksne om ydmygelser og vold. Det slap han ikke særlig godt fra, for nu at sige det mildt…

For meget i øjenhøjde

Jeg vil ikke på nogen måde forsvare brugen af vold eller ydmygelser i pædagogiske arbejde. Vi, der arbejder med samme målgruppe som Solhaven – svigtede, udadreagerende, tidligt skadede, voldelige, kriminelle, misbrugte og misbrugende unge – ved, at de har krav på at få præcis det modsatte, nemlig forståelse og anerkendelse. Vores opgave er at vise dem, at der er andre måder at leve på end dem, de i øjeblikket har valgt. De kan løse deres konflikter, uenigheder og økonomiske forlegenhed mere hensigtsmæssigt end ved vold og kriminalitet; det er faktisk helt i orden at operere inden for det samfundsmæssigt acceptable.

Både Solhaven og mange af os andre har for længst erkendt, at hvis man skal kunne arbejde med den slags unge mennesker, er første skridt at få etableret en ordentlig relation til dem. Som socialarbejder må du være klar til at låne dig selv, din opførsel, dine meninger, dine normer, dine holdninger og livsopfattelse ud. Hvis du går og putter med de ting, så vil der ikke gå lang tid, før den unge har afskrevet dig som endnu en ligegyldig pædagog.

Har du derimod tålmodighed og modet til at stille op for det, du tror på, så kan det ende med, at du får den unges tillid, og så kan I begynde samarbejdet hen imod et ordentligt liv.

I bestræbelsen på at etablere en brugbar relation kan man komme til at give køb på noget af sin integritet. Man kan så at sige komme for meget i øjenhøjde med den unge; begynde at bruge hans sprog, overtage hans tøjstil, høre hans musik og ja, begynde at tillade, at man går og tjatter lidt til hinanden.

Sker det, har man gjort arbejdet vanskeligere for sig selv. For ud over at skulle fungere som mediator mellem den unge og den omgivende verden, skal man nu også til at sætte grænser og rammer i relationen. Det vil være urimeligt at forlange, at den unge selv skal kunne afgrænse samværet – de fleste vil suge omsorg og opmærksomhed til sig, til man selv siger stop (de har været i underskud hele deres liv).

Nuancer, tak

De dygtige socialarbejdere får sendt de rigtige signaler til den unge fra starten. De kan den kunst, det er at være tæt på langt fra, og kommer dermed aldrig til at sætte hverken den unge eller sig selv i forlegenhed. De mindre dygtige eller uerfarne går nemt i fælden, og så er faren for misforståelser der straks – var det tjatteri eller alvor? Lånte jeg  en smøg, eller fik jeg den? Var det klokken 22 eller 24?

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Søren Virenfeldt sender de rigtige signaler til de unge, som præcis han tjatter med. Jeg er heller ikke i tvivl om, at de unge ser og forstår ham rigtigt, for han er en både tydelig og autentisk person. Risikoen for misforståelser og fejltolkninger opstår, hvis ikke alle ansatte kan det, Søren kan. Er man som ansat havnet i øjenhøjde med den unge uden at have markeret grænserne og selv respektere dem, så åbnes der for fejltolkninger og for situationer, som kommer ud af kontrol.

Jeg hører til dem, der mener, at hvis institutioner, opholdssteder eller private familieplejere ikke udfører deres arbejde ordentligt, så skal de have klippet pladerne omgående og aldrig kunne generhverve retten til at arbejde med unge mennesker. Men jeg hører også til dem, der mener, at netop det arbejde, og de problemstillinger, man kan havne i under udførelsen af det, er så vigtige, at det fortjener en mere nuanceret diskussion end den, der var i tv i den aften. 


Morten Bruun Pedersen er afdelingsleder på SUF Sydsjælland.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Debat, Synspunkt