Om at kaste med sten, når man...
Hvis Etisk Udvalg tager stilling til andre etiske sager på et lige så løst grundlag, som udvalget baserede sig på i udtalelsen om Schuberts Minde, er det nærmest foruroligende
som ansat på Schuberts Minde, Ringkøbing læser man artiklerne i Socialpædagogen nr. 05/2012 ‘Når medierne dømmer’ med en vis forbløffelse.
Disse artikler handler bl.a. om at blive ‘hængt ud’ i offentligheden på et løst grundlag, – via tv, Facebook, artikler, bøger osv., og den forurettelse, man som medarbejder oplever; en forurettelse, som man kan have svært ved at give stemme f.eks. på grund af tavshedspligt. En af de væsentlige pointer er, at denne udhængning sker på et løst / partisk grundlag, og at det kan have store konsekvenser for ansatte, deriblandt medlemmer af Socialpædagogerne.
Forbløffelsen skyldes, at jeg som ansat på Schuberts Minde har oplevet, at vi er blevet udsat for en tilsvarende behandling, – ikke af tv, ikke på Facebook, men af vores eget forbunds etiske udvalg.
Vi kunne konstatere, at det faktisk var den allerførste offentliggjorte reaktion fra ‘en instans’, da tv-serien ‘Kæft, trit og flere knus’ gik i luften.
Etisk Udvalg havde så travlt med at fremkomme med sin vurdering, at man ikke afventede at se udsendelserne færdige, idet man offentliggjorde sin udtalelse den 8. februar 2012.
Udsendelsesrækken startede 12. januar og kørte over seks torsdage. Dvs. den 8. februar havde fire afsnit været udsendt.
Vi antager, at en så vægtig udtalelse, som Etisk Udvalg fremkommer med, er nogen tid under udarbejdelse – den bliver næppe forfattet i en sen nattetime af et enkelt medlem. Derfor tror vi, at udtalelsen stort set har ligget færdigskrevet på et langt tidligere tidspunkt, og at det i virkeligheden drejer sig om forudfattede holdninger.
Manglende grundlag
Hvad angår indholdet i udtalelsen, så ligger det uden for rammerne af denne kommentar
at gennemgå alle de fejlagtige antagelser, som den baserer sig på, og som Etisk Udvalg gør sig skyld i, men blot for at nævne enkelte områder, så har ‘vores’ børn medbestemmelse på en lang række punkter, og deres personlighed bliver på ingen måde nedbrudt, selvom vi har en ‘dresscode’ og støtter udvikling af almindelige normer, høflighed m.m.
Grundlaget for vurderingen har efter vores opfattelse ikke været i orden, hverken hvad angår det fulde kendskab til udsendelsesrækken – men faktisk udviser man i sin vurdering heller ikke megen kildekritik. Det bemærkes dog forsigtigt: ‘… hvis det er korrekt, det der vises’, men denne modifikation får ikke megen indflydelse på udtalelsen som helhed.
Man erkender tilsyneladende ikke, at tv-udsendelser er resultat af en proces, hvor mange timers optagelser er klippet sammen til ganske få. Man tror tilsyneladende, at det er den fulde, skinbarlige virkelighed, man præsenteres for. Det er det ikke, – det er et meget begrænset udsnit af virkeligheden, der er ‘vinklet’ på forskellig vis, for at belyse udvalgte områder.
Hvis det etiske udvalg så i det mindste havde sat sin fod på vores institution, evt. som medarbejdere, så havde man da haft et konkret kendskab, men det er, så vidt vi kan konstatere, ikke tilfældet.
Kort sagt, så oplever vi, at grundlaget for udtalelsen er både partisk og løsagtig, hvilket er præcist de samme problemer, som ‘Når medierne dømmer’ beskæftiger sig med.
Uklogt – og uetisk
Vi har forståelse for, at Etisk Udvalg har behov for at profilere sig, og for Etisk Udvalg har det givetvis været en stor tilfredsstillelse at se vurderingen gengivet mange steder – det må jo nok bekræfte et udvalgsmedlem om vedkommendes betydningsfuldhed ‘i det offentlige rum’.
Det store problem er imidlertid, at selv løst funderet ‘kritik’ kan have urimeligt store omkostninger for de involverede, hvilket også er en af pointerne i artiklerne, som bringes i det nævnte nummer af Socialpædagogen. I visse tilfælde kan det være med til at koste en hel arbejdsplads livet – ligesom det er sket for Herkules, der også omtales i en af artiklerne.
Alt i alt leder det frem til at sætte spørgsmålstegn ved det etiske udvalgs forudsætninger for at tage stilling til andre etiske spørgsmål. Hvis det sker på et tilsvarende løst grundlag, er det nærmest foruroligende.
Det er korrekt, at man ikke kan påregne konstruktiv debat på internetbaserede platforme såsom Facebook, debatindlæg i div. aviser, hvor mange tilkendegivelser afleveres anonymt eller under dæknavn, men vi havde som medlemmer forventet et mere seriøst indlæg fra vores forbunds udvalg i stedet for blot at blive hængt ud og kriminaliseret.
I forlængelse af dette kan man spørge, om Socialpædagogerne kan stå ved en fremgangsmåde, som ligner den, man beklager sig over i artiklerne. Man kan spørge sig selv, om forbundet synes, at det varetager sine medlemmers interesser på en ordentlig måde, og medlemmer kan spørge sig selv, om deres interesser varetages ordentligt.
Nogle har gjort det, og er kommet frem til den konklusion, at de på denne baggrund har udmeldt sig af forbundet.
Efter vores opfattelse har Etisk Udvalg i denne forbindelse ikke alene handlet uklogt, men også – uetisk!