icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Trepartsaftale

Trepartsforhandlinger skudt i gang

Socialpædagogernes formand Benny Andersen sad med ved bordet, da statsminister Helle Thorning Schmidt lige før pinse åbnede dørene til trepartsforhandlingerne mellem regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen om stærkere dansk konkurrenceevne, vækst og øget jobskabelse

  • Af Kurt Ladefoged
  • 12-2012 /

Efter flere ugers mediekrig om, hvad forhandlingerne burde og ikke burde handle om, kunne statsminister Helle Thorning Schmidt (S) den 24. maj byde parterne velkommen til de indledende trepartsforhandlinger mellem regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen.

Samtidig kunne hun præsentere parterne for det kommissorium, som parterne skal forhandle ud fra. Formålet med forhandlingerne er at skabe stærkere dansk konkurrenceevne, vækst og øget jobskabelse.

Socialpædagogernes formand Benny Andersen, der deltog i det første forhandlingsmøde, er ikke i tvivl om, at det bliver en aftale med stor betydning for vores samfund, hvis forhandlingerne lykkes:

– Der er tale om en ambitiøs aftale, som forpligter på begge sider af bordet. En aftale, som rummer takter, der rimer på meget af det, vi har lagt vægt på – ikke mindst det væsentlige i, at vi hellere vil arbejde end spare os ud af krisen, siger Benny Andersen.

Hvad er en trepartsforhandling?


En trepartsforhandling er en forhandling mellem tre centrale parter på det danske arbejdsmarked – arbejdsgiverorganisationerne, lønmodtagerorganisationerne og regeringen.

Arbejdsgiverorganisationerne og lønmodtagerorganisationerne indgår selv overenskomster og andre aftaler, men når der er tale om større ændringer af arbejdsmarkedet, deltager regeringen typisk også.

Ved trepartsforhandlinger inviterer regeringen arbejdsgivere og lønmodtagere til forhandling om at træffe fælles bindende politiske aftaler. Nogle af aftalerne indarbejdes efterfølgende i overenskomsterne, mens andre kræver lovgivning eller andre indsatser fra staten.

Trepartsforhandlinger er ikke et nyt fænomen, men har fundet sted siden Septemberforliget i 1899, hvor grundstenen til den danske forhandlingsmodel blev lagt. Den seneste trepartsaftale blev indgået i 2007, hvor man blandt andet aftalte senior-og uddannelsesmæssige initiativer.

Socialpædagogerne deltager i de nuværende trepartsforhandlinger gennem LO.

 

Fire vigtige elementer

Benny Andersen fremhæver især fire elementer, som rammen for trepartsforhandlingerne giver en platform for:

– Uddannelse og efteruddannelse – også til for eksempel socialpædagoger, der for de flestes vedkommende i forvejen har en uddannelse. Uddannelsesløft skal til gengæld være et reelt kompetenceløft – ikke nye halve eller kvarte uddannelser.

– Dernæst skal fagbevægelsen sætte fradragsret for fagforeningskontingent, bedre arbejdsmiljø og forbedring af reglerne for genoptjening til dagpenge på dagsordenen.

– For det tredje skal der kæmpes for en anderledes arbejdsmarkedspolitik og indsats over for de ledige kollegaer. Her skal blandt andet en indsats i opsigelsesperioden og jobrotation være centrale elementer. Og så en særlig indsats for dimittendledigheden.

Endelig peger Benny Andersen på behovet for et reform-arbejde, der sætter fokus på faglighed, kvalitet og ledelse i den offentlige sektor.

– Fagbevægelsen skal bruge anledningen til at fastslå, at hvis der skal være kvalitet, hvis der skal være fokus på resultater, så forudsætter det, at der er den nødvendige faglighed til at løse opgaverne. Det gælder både på ledelsessiden og på medarbejdersiden.

Benny Andersen er godt klar over, at der skal betales en pris for at opnå den slags resultater – og at prisen er forøget arbejdstid:

– Men for mig er to ting afgørende. Hvornår og hvordan? Hvornår må nu engang hænge sammen med, om der er mangler hænder, og om der er arbejde at få? Med hensyn til hvordan er der heldigvis flere muligheder.

– Inddragelse af helligdage og frokostpauser er dårlige ideer efter min opfattelse. Til gengæld har vi rigtig mange deltidsansatte, der gerne vil på fuld tid, ligesom der stadig er alt for stort sygefravær. Og måske skulle man i virkeligheden overlade det til de enkelte parter at finde en løsning på, hvordan de 16 timer, vi skal arbejde mere om året, skal udmøntes, siger Benny Andersen.

Parterne satser på at indgå en trepartsaftale inden udgangen af juni.


Se kommissoriet for forhandlingerne på www.kortlink.dk/b3tr

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse, Overenskomster og aftaler