Sund mad og særlig omsorg
Alle har ret til at betyde noget i nogens liv. Det er filosofien bag et beskæftigelsesprojekt på et plejecenter i Ringsted, hvor to marginaliserede grupper har glæde af hinanden. En flok udviklingshæmmede og psykiske handicappede har her fået et meningsfyldt job, og de ældre får mere omsorg
Min spidskompetence er at spille ludo. Sådan anbefalede Kurt sig selv, da han søgte job på plejecenteret Knud Lavard i Ringsted. Den slags kompetencer er i høj kurs, så han blev straks hyret.
Men 59-årige Kurt Hansen, der i mange år har kæmpet med store psykiske udfordringer, er ikke bare en god ludo-makker. Han har andet og mere at byde på. Fx den lille metalkuffert med stakkevis af cd’er, som han i dag har taget med hjemmefra. I stueetagen er beboerne på afdeling B i gang med morgenkaffen og rundstykkerne, da han dukker op ved halv ti-tiden, og snart underholder Birthe Kjær.
– Jeg har så meget gammel musik, og det kan de godt lide at høre, fortæller Kurt Hansen, mens 99-årige Elly vipper lidt med fødderne til tonerne af ‘Arrividerci Franz’.
Kurt Hansen er mødt på arbejde halvanden time før. I hjertet af plejecenteret ligger Café Ingeborg, og her er der hver dag fælles morgenmad og morgengymnastik for de 11 nye medarbejdere, som siden starten af maj er blevet ansat i det beskyttede beskæftigelsestilbud. Tre er ligesom Kurt Hansen servicemedarbejdere, der løser praktiske opgaver og hygger om de ældre ude på afdelingerne, mens otte er ansat som café-medarbejdere.
Ved middagstid kan byens pensionister købe et sundt og nærende måltid i Café Ingeborg, og cafékøkkenet står samtidig for fuldkosten til de ældre, som bor på plejecenteret. Der leveres også mad ud af huset til bl.a. rådhuset, så det bliver kun til et kort pusterum efter morgengymnastikken.
– Ja, piger og drenge, så er det i omdrejninger, lyder det fra kokken Peter, der sammen med to køkkenassistenter i dag styrer café-tropperne.
Snart breder en duft af fiskefrikadeller sig i lokalet. Den blander sig med mere eksotiske aromaer, for også kalkunfilet tikka masala er på menuen. Med indisk kartoffelsalat som tilbehør. 21-årige Nikolaj Kaagard og 27-årige Pernille Steen, der begge er udviklingshæmmede, arbejder sammen i et team, og selv om Nikolaj Kaagaard hurtigt får blussende røde kinder, går alting som det skal.
– Ok. Fino, siger han og løfter en tommelfinger hver gang kokken giver nye instrukser.
Opgør med kasser
Før de nye medarbejdere kom til, var der ikke meget liv i Café Ingeborg, som ud over mad byder på særlige arrangementer med underholdning og lægger lokaler til møder og foreningsaktiviteter.
Med et årligt underskud på 300.000 kr. var caféen tæt på at få dødsstødet af kommunens ældreudvalg. Men politikerne lagde hovederne i blød, tænkte kreativt og fostrede ideen om et alternativt beskæftigelsestilbud på plejecenteret.
– Det var startskuddet, og derfra er det bare vokset, fortæller socialpædagog og projektleder Anne Mikkelsen.
Anne Mikkelsen fungerer i det daglige som støtte og vejleder for de særlige medarbejdere, som hun ynder at kalde dem. Derudover står hun for den pædagogiske supervision af de ordinært ansatte, der er tilknyttet projektet. Det er udover køkkenpersonalet tre mentorer, der ude på plejecenterets afdelinger bakker om Kurt og de to andre servicemedarbejdere.
Fælles for de særlige medarbejdere er, at de har en funktionsnedsættelse, og mange har aldrig før haft et arbejde eller kender kun de traditionelle beskyttede værksteder. Nogle er udviklingshæmmede, andre har Asperger eller en sindslidelse, og en enkelt slås med følgerne af en senhjerneskade. Mangfoldigheden i medarbejderstaben er stor, og det ses som en styrke.
– Vi vil gerne bryde med fastlåste forståelsesrammer og gøre op med de kasser, folk normalt bliver puttet i. Derfor hænger vi os ikke i diagnoser, men nøjes med at se på, om det er mennesker, der kan profitere af at være her og rummes inden for rammerne af projektet, siger Anne Mikkelsen.
Før medarbejderne bliver ansat, er de til samtale hos projektlederen, hvor de får lov at lufte deres tanker om, hvad de gerne vil arbejde med. Her er det tilladt at sige, at man helst bare vil stå i opvasken. Men de forsigtige får ofte mod på mere, når de først er i gang, og forskellighederne giver gode muligheder for sidemandsoplæring.
– Den kvinde, vi har med en senhjerneskade, er fx ikke så god til at huske detaljer. Til gengæld er hun rigtig god til at lave mad. Sætter man hende sammen med en, der er bedre til at huske, men måske ikke så god til madlavning, supplerer de hinanden fint, fortæller Anne Mikkelsen.
To fluer med ét smæk
Tanken bag projektet på Knud Lavard er at slå to fluer med ét smæk. At tilbyde et reelt stykke arbejde til mennesker, der let risikerer at havne i opbevaringsløsninger uden mulig for udvikling – og at lade to marginaliserede grupper få glæde af hinanden.
Dét koncept er Anne Mikkelsen svært begejstret for, fordi det for begge parter betyder, at de får værdi for andre. De får dækket et helt elementært menneskeligt behov.
– Ingen af de særlige medarbejdere her er i tvivl om, at de er nødvendige, og at det job, de udfører, er vigtigt. Det er mennesker, der er vant til at være omsorgsmodtagere, men her gør vi dem til omsorgsgivere. Og vupti, så er de til gavn og ikke til last, siger hun.
– På samme måde oplever de ældre pludselig, at der er nogle, som har tid og tålmodighed til tale med dem og lytte. De ældre har mange historier at fortælle, men ofte ikke nogen at fortælle dem til. Når man kun er omgivet af professionelle – uanset hvor dygtige, de er – kan man altid mærke på kropssproget, at de også har den næste opgave i tankerne. De særlige medarbejdere er der bare. De er til stede i nuet, og samtalen varer den tid, den varer.
Før Anne Mikkelsen blev ansat på Knud Lavard, var hun afdelingsleder på et botilbud. Den erfarne socialpædagog har i 26 år arbejdet med alle de skæve eksistenser, der falder uden for prototypen. Men projektet på plejecenteret oplever hun som noget helt unikt.
– Det har været fantastisk at se, hvor relativt lille en investering, der skal til, før de her mennesker blomstrer. At se, hvad de rent faktisk kan, og hvor meget de har lært på kort tid. Det har også været fantastisk at se, hvordan antallet af spisende pensionister i caféen er vokset, og hvordan de spørger efter navngivne medarbejdere, hvis de ikke har været her i et stykke tid, siger hun.
Fra professionelle aktører på feltet er der samtidig en enorm interesse for projektet, fortæller Anne Mikkelsen, og denne onsdag er det ikke kun de lokale pensionister, der gæster Café Ingeborg. Der er også besøg af personale fra plejecenteret Sølund i København, som gerne vil høre om erfaringerne og måske etablere noget lignende.
Ønske opfyldt
I caféens køkken er arbejdet med de varme retter nu overstået, og Pernille Steen er i færd med sirligt at pynte en lagkage. Flødeskum rundt i kanten og små, lyserøde toppe i midten.
Før jobbet på Knud Lavard gik hun to år derhjemme uden ret meget at rive i, så café-tjansen var mere end velkommen.
– Jeg kan godt lide at bruge mine hænder, og det er rart at have noget at stå op til, siger hun.
Pernille Steen er en genert ung kvinde. Hun flytter hele tiden sine grænser, men foretrækker stadig at gemme sig stadig lidt bagest i køkkenet og kommer helst ikke frem til disken ud mod caféen, når den er åben. Nikolaj Kaagaard er mere udadvendt, og han nyder kontakten med de ældre.
– Jeg har selv en gammel farmor og farfar, så jeg ved godt, hvordan man skal tale med dem. Jeg spørger for eksempel, om de har det godt eller skidt – og om de kan lide maden eller ikke kan lide den. Nogle går ikke så godt eller sidder i rullestol, og når jeg hjælper dem, får jeg ros, siger han.
Nikolaj Kaagaard har før været i praktik flere steder, bl.a. på Fakse Vandrehjem. Men han har altid godt kunnet tænke sig at lære at lave mad helt fra grunden, og det ønske får han opfyldt i caféen.
– Det er et rigtig godt projekt, selv om jeg godt kan blive lidt stresset, når der er mange ting som være færdige på samme tid, siger han.
Pernille Steen og Nikolaj Kaagaard kendte ikke hinanden, før de begyndte at arbejde i Café Ingeborg. Men som en sidegevinst ved projektet er de nu blevet gode venner og ses også privat.
– Vi er på bølgelængde og har det rigtig sjovt sammen, fortæller Pernille Steen.
Har de særlige medarbejdere problemer med at passe deres arbejde, fx på grund af kats første sygedag eller kærlighedssorger, står Anne Mikkelsen altid til rådighed, og hun holder jævnligt møder med de almindelige ansatte.
– Møderne skal bl.a. sikre, at de enkelte medarbejdere får opgaver, der matcher deres evner. Og går det lidt for stærkt i køkkenet, skal der måske omorganiseres eller holdes lidt flere pauser, siger hun.
Vendt på en tallerken
‘Olé – det var i Spanien’, lyder det ude på afdeling B. Her har en feststemt Johnny Reimar afløst Birthe Kjær i cd-afspilleren, men lydniveauet er dæmpet, så det passer til situationen.
– Det er jo ældre mennesker, jeg har med at gøre, så det skal ikke være så højt, siger Kurt Hansen.
Elly og de andre beboerne omkring bordene i fællesrummet får efter tur servicemedarbejderens fulde opmærksomhed. Der bliver snakket om løst og fast, pjattet og fortalt vittigheder.
– De trænger til at blive muntret lidt op, slår Kurt Hansen fast.
Selv er han i dag en gladere mand, end han har været meget længe, og de selvmordstanker, der tidligere tyngede, er nu væk. Engang arbejdede han som ufaglært på det lokale slagteri, men en svær depression og to års indlæggelse på en psykiatrisk afdeling tvang ham på førtidspension. Præget af angst levede han i mere end 20 år isoleret i en lille lejlighed, stort set kun med kontakt til en hjemmevejleder og sin søster og svoger.
Når Kurt Hansen en sjælden gang vovede sig ud, var han ikke tryg, og forbipasserende kunne godt blive mødt med vrede udfald. Men også aggressionerne er det slut med. De ældre får konstant små, venlige skulderklap.
– Jeg har fået mit drømmejob, og mit liv er vendt på en tallerken. Alle her er så flinke, og når jeg kommer hjem, er jeg så træt, at der ikke er problemer med nattesøvnen, siger Kurt Hansen, der endnu ikke har haft en fraværsdag.
Da han blev ansat, lagde han ud med ni timers arbejde om ugen. Nu er han oppe på 20 timer og sørger ikke blot for omsorg til de ældre. Han rydder også af efter morgenmaden på afdelingen, dækker bord til middagsmaden og slutter dagen af med at skrubbe gulvet i Café Ingeborg.
Timelønnen på 12 kroner bliver han ikke rig af. Men med førtidspensionen ved siden af er der blevet råd til lidt mere. Nye cd’er har derfor fundet vej til den lille metalkasse, og Kurt Hansen har for nylig været til koncert med bandet Smokey.
Som tak for hjælpen i alle de år, hvor hans liv var et helvede, har søsteren og svogeren været inviteret til søndagsbuffet på en kro, og også Anne Mikkelsen har nydt godt af det nye overskud.
– Da jeg havde været her et stykke tid gik jeg ned i Netto og købte en buket røde roser til hende. Jeg var bare så taknemmelig for at have fået jobbet, siger han.
Noget at byde ind med
Projektet på Knud Lavard er så stor en succes, at også andre ældre i Ringsted nu kan se frem til særlig omsorg. Planen er, at der i løbet af 2012 skal servicemedarbejdere ud på de to andre plejecentre i kommunen.
En noget større plan, der endnu kun er på drømmestadiet, går ud på at etablere en regulær fagskole i byen i samarbejde med TV Glad.
– På fagskolen vil vi tilbyde en omsorgslinje, en køkkenlinje og også en kontorlinje. Eleverne kan så komme i praktik enten her, på de øvrige plejecentre eller i kommunens forskellige forvaltninger, og når uddannelsen er afsluttet, er de sikret relevant beskæftigelse, fortæller Anne Mikkelsen.
Det er ikke nogen naturlov at mennesker, der lige nu er i beskyttet beskæftigelse, skal være det resten af deres liv, mener hun. Ude i horisonten kan hun derfor godt se for sig, at en del af de særlige medarbejdere sprænger rammerne og melder sig på det ‘rigtige’ arbejdsmarked.
– Måske kan nogle gå fra beskyttet beskæftigelse til skånejob og med tiden klare et fleksjob, så de kan vinke farvel til pensionen, siger hun.
Det er FOA, der organiserer plejepersonalet på centeret. Og i fagforbundet var der til at begynde med en lille frygt for, at de særlige medarbejdere ville stjæle arbejdsopgaver fra medlemmerne.
– Den bekymring skal være der. Men i dag har vi via tillidsrepræsentanterne et glimrende samarbejde, og vi er ikke inde og røre deres arbejdsopgaver. Vi supplerer med nogle ting, som er gået tabt, siger Anne Mikkelsen.
Om få år vil mangel på arbejdskraft være en af de helt store samfundsudfordringer, og i det lys ser hun projektet som en langsigtet investering.
– Alle prognoser viser, at der i fremtiden vil blive stor efterspørgsel på arbejdskraft til de blødere omsorgsopgaver, herunder ikke-tidsbegrænset nærvær og ludospil. Dér tror jeg på, at vi har noget at byde ind med, for robotstøvsugere kan ikke klare alt.