Gode intentioner, men…
Institut for Menneskerettigheder har kigget den danske værgemålslov og praksis efter i sømmene. Under den mest omfattende form for værgemål mister man sin stemmeret, hvilket strider mod internationale konventioner, og også på andre områder er der plads til mere medinddragelse og selvbestemmelse
Intentionerne er gode – men der er også en række problemfelter. Sådan lyder konklusionen i en ny undersøgelse af love, regler og prakis omkring brugen af værgemål i Danmark.
Værgemål er en støtteforanstaltning, der skal sikre rettighederne for psykisk syge, handicappede og demente og beskytte mod misbrug. Men selv om hensigten er den bedste, er der altså plads til forbedringer, der giver mere plads til medinddragelse af og selvbestemmelse til borgeren.
Det er Institut for Menneskerettigheder (IMR), der har zoomet ind på værgemål i Danmark. Instituttet har et særligt mandat til at fremme FN’s Handicapkonvention og har på opfordring fra en række handicaporganisationer undersøgt praksis og procedurer vedrørende værgemål.
Og der er noget at komme efter, selvom Værgemålloven er af nyere dato. I 1997 afløste loven den tidligere Myndighedslov fra 1922.
Efter Myndighedsloven var det kun muligt at oprette værgemål ved umyndiggørelse. Med den ‘nye’ lov bevarer borgeren som udgangspunkt sin retlige handleevne. Men dog er det fortsat muligt efter paragraf 6 at umyndiggøre en person, hvis det vurderes nødvendigt for at hindre, at den pågældende udsætter sin formue, indkomst eller andre økonomiske interesser for fare eller for at hindre økonomisk udnyttelse.
Og netop paragraf 6 giver anledning til kritik i IMR’s undersøgelse. For lige i halen på umyndiggørelsen følger nemlig manglende stemmeret som følge af de danske valgretslove. Det er dybt kritisa-belt, mener Lisbeth Garly Andersen, projektleder på undersøgelsen.
– Nogle mennesker under værgemål vil aldrig benytte deres stemmeret. Andre har måske en værge på grund af en maniodepressiv lidelse med en affødt købemani, men er velfungerende på mange andre områder. Jeg har snakket med en mand, der er medlem af et parti og bredt politisk orienteret – og så har han ingen stemmeret. Det er jo meget krænkende. Stemmeret er en demokratisk rettighed, konstaterer hun.
|
Om værgemål Værgemål er en støtteforanstaltning til voksne, der ikke selv er i stand til at tage vare på økonomiske og/eller personlige anliggender. Oftest er værgen et familiemedlem eller en bekendt. Alternativt kan Statsforvaltningen beskikke en fagperson som værge. Det kan for eksempel være en advokat eller en socialrådgiver. Værgemålet skal være så begrænset som muligt, da det griber ind i den personlige frihed. Værgemålet skal skræddersys efter behov og efter ‘det mindste middels princip’. Det mindst indgribende værgemål er et såkaldt samværgemål efter § 7. Det mest indgribende er økonomisk umyndiggørelse og fratagelse af retlig handleevne efter § 6. Her mister borgeren også stemmeretten. |
Ufrivillig sofavælger
En af de berørte er Lasse Jensen, der siden slutningen af 90’erne har haft et paragraf 6-værgemål. Han accepterede selv det økonomiske værgemål efter et kuldsejlet virksomhedseventyr og lange sygdomsperioder med manglende overblik grundet en psykisk lidelse, men var ikke klar over, at stemmeretten også gik tabt.
– Det er meget frustrerende ved folketingsvalg. Jeg er interesseret i politik og føler mig som en sofavælger – og derfor kan jeg jo heller ikke tillade mig at brokke mig, siger han.
Både han og Lisbeth Garly har FN’s Handicap-konvention i ryggen i deres kritik. Konventionens artikel 29 forpligter staterne til at sikre personer med handicap samme politiske rettigheder som alle andre – og dansk praksis harmonerer altså ikke med dette.
Derfor foreslår Institut for Menneskerettigheder da også i sine anbefalinger, at danske valglove ændres, så personer under paragraf 6-værgemål bevarer deres stemmeret, og lægger samtidig op til, at denne type værgemål i det hele taget bruges mindst muligt og jævnligt revurderes. De senere år er der sket en stigning i antallet af netop disse værgemål. I 1997 fik 48 danskere et paragraf 6-værgemål. I 2001 var tallet firdoblet til 194.
Værgemål og viden
I undersøgelsen har Lisbeth Garly Andersen lavet en række kvalitative interviews med både værger, borgere under værgemål og ledere og kontaktpersoner fra bosteder. Og igen har udgangspunktet været at holde dansk praksis op mod idealerne i Handicapkonventionen, særligt paragraf 12, der handler om retten til at udøve egen vilje og træffe egne beslutninger.
Analysen fører til en række anbefalinger, der skal øge inddragelsen af de borgere, der er under værgemål. Det foreslås fx, at det tydeligt fremgår af loven, at fremme af handleevne og støttet beslutningstagning er hovedprincipper – og at der i praksis arbejdes med at udvikle metoder.
Og så er der på flere måder fokus på værgerollen i anbefalingerne.
– Der er brug for en grundig håndbog for værger. Især med nogle etiske retningslinjer – og det findes ikke i dag. Det er nogle store spørgsmål, man som værge besvarer på andres vegne – og hvordan gør du det bedst? Man kan sagtens få råd om det økonomiske hos Civilstyrelsen, men intet om det etiske, forklarer Lisbeth Garly Andersen.
Undersøgelsens anbefalinger lægger også op til, at værgernes integritet i højere grad vurderes for at undgå interessekonflikter, og at de professionelle værger i højere grad sørger for indsigt i leveforholdene for de mennesker, de er værger for.
– Mange bosteder spørger sig selv: ‘Hvor er vores værge henne?’ De synes værgernes kendskab til personerne under værgemål er for overfla-disk og sætter spørgsmålstegn ved det grundlag, som beslutningerne træffes på, fortæller Lisbeth Garly Andersen.
Undersøgelsen lægger også op til, at det skal undersøges nærmere, om der er brug for en øvre grænse for, hvor mange værgemål en enkelt person kan bestride.
Siden rapporten fra Institut fra Menneskerettigheder blev offentliggjort tidligere på foråret, har den givet anledning til flere politiske kommentarer særligt om paragraf 6-værgemålene og den mistede stemmeret, som politikere fra højre til venstre ønsker ændret. Men politikerne har ikke ‘klaret opgaven’ med de hurtige udmeldinger, forsikrer Lisbeth Garly Andersen:
– Vi følger op på undersøgelsen.