Det er relationen der helbreder
Bosted for unge med psykiske og sociale problemer åbnede dørene for offentligheden på Socialpædagogernes internationale dag den 2. oktober
Da Maria Linnet flyttede ind på bostedet Caroline Marie havde hun forestillet sig, at personalet bar hvide kitler som på det psykiatriske hospital, hun var vant til. Men sådan var det ikke. Og det er ikke kun påklædningen, der er anderledes. Det er relationen mellem de unge beboere og personalet også, fortæller hun til de gæster, der på socialpædagogernes internationale dag den 2. oktober havde taget imod invitationen til åbent hus.
– Her kan jeg få lov til at føle mig så normal som muligt, og der er ikke en autoritær person over mig. Her er stemningen og tonen meget nede på jorden og uhøjtidelig, fordi personale og beboere er i øjenhøjde, og der er en menneske-til-menneske relation, siger Maria Linnet, der er 27 år og har boet halvandet år på Caroline Marie.
– Selvfølgelig taler vi om tunge emner, men i særdeleshed også om alt muligt andet, som ikke vedrører sygdom eller andre alvorlige emner.
Maria Linnet understreger, at det er rart, at personalet både har tid og lyst til den form for samvær.
– Jeg tror på, at den naturlige væremåde, omgangstone og small talk, som er mellem os beboere og personalet, er vigtige elementer i ethvert liv, og personalet er god til at formidle samværet.
Borgmester på besøg
Bostedet Caroline Marie havde i lighed med mange socialpædagogiske arbejdspladser i resten af landet valgt at fejre socialpædagogernes dag ved at holde åbent hus for alle, der gerne vil vide mere om bostedet. Den invitation havde sundhedsborgmester i Københavns Kommune Ninna Thomsen (SF) og en mor, der søgte efter et nyt sted til sin voksne søn, valgt at tage imod.
Borgmesteren var bl.a. nysgerrig efter at se, hvordan samarbejdet mellem social – og sundhedsforvaltningen fungerer i den konkrete hverdag med de unge beboere. Mange af dem har været indlagt på psykiatrisk hospital og er fortsat i fx medicinsk behandling, mens de bor på Caroline Marie. Desuden bliver nogle af beboerne genindlagt på psykiatrisk hospital, mens de bor på Caroline Marie.
Samarbejdet mellem de to forvaltninger kan indimellem være besværlig, bl.a. fordi de har hver sin kultur, fortæller leder Gitte Munch-Hansen. Desuden er der som regel mange personer involveret i den unges sag, fx psykiater, egen læge, psykolog, distriktspsykiatri, jobkonsulent, sagsbehandler og uddannelsesvejler.
Hertil kommer, at de unge ofte er tilknyttet to forskellige kommuner, hvor beliggenhedskommunen (Københavns Kommune) tager sig af beskæftigelsesindsatsen over for den unge, mens bopælskommunen tager sig af alle de øvrige forhold, der er omkring den unge, fx opholdet på Caroline Marie.
– Vi bruger mange kræfter på at hjælpe den unge beboer med at udrede trådene og få de to forvaltninger til at samarbejde, og de kræfter kunne være brugt bedre på at støtte den unge til at komme videre, siger Gitte Munch-Hansen.
Sundhedsborgmesteren og lederen er enige om, at det ville være bedst både for den unge og for kommunens økonomi, hvis en tovholder styrede den unges sag og klarede samarbejdet mellem alle forvaltningspersonerne.
|
Åbent hus Den 2. oktober var det socialpædagogernes internationale dag, og som en del af kommunal- og regionsvalget 2013 havde en række socialpædagogiske arbejdspladser valgt at markere dagen med et åbent hus-arrangement. Interesserede kan læse mere om Caroline Marie på www.mariehjem.dk/caroline |
Ung i centrum
Caroline Marie ligger i centrum af København og der er plads til 20 unge mellem 16 og 25 år, der alle har psykiske og sociale problemer. Ofte er de unge selvmordstruede og selvskadende.
Bostedet er en selvejende institution og tilknyttet Fonden Mariehjemmet. Da stedet åbnede i 2009, ønskede Københavns Kommune at bruge halvdelen af pladserne. Men sådan blev det aldrig. København er som andre kommuner trængte på økonomien og bruger langt færre pladser, fortæller Gitte Munch-Hansen.
– Vi er dyre, fordi vi bl.a. har vågen nattevagt.
I dag modtager bostedet unge fra mange forskellige kommuner, og der kan være venteliste til en plads.
Også på andre områder kan bostedet mærke, at kommunerne er trængte på økonomien. De unge, som flytter ind i dag, har tungere problematikker end dengang, stedet åbnede, fortæller Gitte Munch-Hansen.
Kommunerne forsøger ofte i starten at bruge billigere løsninger, og først når det går rigtig skidt med den unge, bliver vedkommende sendt til Caroline Marie.
– Det betyder, at de unge ofte har nået at få flere diagnoser, og deres sociale baggrund er mere kompleks end tidligere. De har været mange forskellige steder, før de kommer her, og har tit mistet al tillid til de voksne, siger hun og tilføjer:
– Det ville være bedst for de unge, hvis vi kunne fange dem, inden de bliver fastlåst i det dårlige mønster.
De unge bor i gennemsnit to år på Caroline Marie, og målet er, at de under opholdet følger enten behandling, uddannelse eller anden aktivitet uden for bostedet.
– Medarbejderne hjælper de unge med at komme videre i livet, og arbejdet foregår med en bred faglighed, siger Gitte Munch-Hansen.
Ser den enkelte beboer
Der eksisterer ingen statistik over, hvad der sker med de unge, men flere af dem kigger forbi, efter de har forladt stedet, og medarbejderne kan registrere, at nogle af dem klarer sig rigtig godt.
Jeanet Pedersen, 25 år, har boet på Caroline Marie i fire år og er ikke i tvivl om, hvad der hjælper hende videre:
– Her kigger man på det enkelte menneske og det liv, som passer til hver af os, og vi har mulighed for at tale med den medarbejder, som vi har bedst kemi sammen med.
Personalegruppen er bredt fagligt sammensat og består ud over det administrative personale af socialpædagoger, afspændingspædagoger, sosu-assistent, sygeplejersker, socialrådgiver og ergoterapeuter, fortæller Gitte Munch-Hansen.
– Bredden i fagligheden sikrer, at vores syn på de unge er meget differentieret, og at vi på en respektfuld og anerkendende måde favner de fleste af de behov, den unge har, siger hun.
Caroline Marie har tre værdier, som er basis for arbejdet med de unge: Den unge står i centrum for, hvordan en given behandling tilrettelægges. Stedet skal fungere som et hjem for beboerne, og samarbejdet mellem medarbejdere og de unge skal være baseret på tillid, forklarer Gitte Munch-Hansen.
– Og som medarbejder skal vi finde balancen mellem at støtte de unge og undgå at tage ansvaret for deres eget liv fra dem. Desuden arbejder vi med at støtte den unge i en hverdag, der indeholder skolegang, rengøring, træning, tøjvask, madlavning, fritidsinteresser, kontakt til familie og øvrige netværk, siger hun.
Personlig og professionel
De unge har deres eget værelse, hvor de selv bestemmer, fx om der må ryges. Bostedet er placeret på fem etager, og hver etage har sit eget køkken og en fællesstue. Beboerne kan enten tilmelde sig fællesspisning eller selv lave mad. Der må ikke drikkes spiritus i hverdagen, og hash er ikke accepteret.
Alle beboere har en koordinator, som er den røde tråd i alt arbejdet omkring den unge, fx møder hos sagsbehandler.
Jeanet Pedersen:
– Det er relationen, der helbreder, og her kan man ikke nøjes med kun at være professionel. Man skal selvfølgelig have en faglig baggrundsviden og være professionel i sit arbejde, så man kan klare vores problemer uden at tage dem for nært. Men man skal også vise, at man har følelser, siger hun og understreger, at det er vigtigt, at de hver især har en personlig koordinator.
Maria Linnet er glad for sin koordinator, fordi hun har noget at byde ind med fra sit eget liv, og fordi der er fortrolighed og tillid i samværet.
– Jeg kan spejle mig i hende og hendes erfaringer med fx kærester.
Bostedet råder over få udslusningslejligheder, som de unge kan flytte til, inden de igen skal ud på egne ben. Hvis kommunerne er interesserede, kan bostedet tilbyde at støtte de unge, efter at de er flyttet.