Det handler om at se mennesket
Etiske grundholdninger, familierådslagning, socialpædagogik i skolen, mangfoldighedsledelse som metode i socialt arbejde og fagets rolle mellem tradition og fremtid – hovedtalerne ved AIEJI-kongressen strittede i mange retninger og havde mange sammenfald
Allerførst en indrømmelse: Flytrafikken har spillet en væsentlig rolle for denne artikel. Socialpædagogernes udsendte hørte ikke den første hovedtaler på AIEJI-kongressen. Nej, han have ikke sovet over sig, men det havde en af SAS’ piloter måske. Et aflyst fly og en omvej til Schweiz betød, at Gilbert Pregno måtte tale uden fagbladets tilstedeværelse.
Men den luxembourgske psykolog og familieterapeut havde fokus på fagpersonernes rolle i et samfund, hvor der for mange er rigelige tilbud om frihed og selvrealisering – men hvor der samtidig er voldsomt stigende opmærksomhed på individets behov for tryghed og anerkendelse.
Hvordan kan man som fagperson, som socialpædagog, bidrage til, at betingelserne for inddragelse, personlig udvikling og selvbestemmelse er til stede? Hvad er de faglige værdier og grundholdninger, de etiske standpunkter og det engagement, man kan bære ind i arbejdet?
Så var der ligesom lagt i kakkelovnen til de næste dages debatter, og efter en kort pause gik talerstolen videre til Julia Haslbauer og Veronica Richter fra Østrig
De fortalte om deres arbejde med at indføre et familievejlednings og -rådgivningsprogram for udsatte og konfliktramte familier i delstaten Niederösterreich i den nordøstligste del af Østrig – den delstat, der så at sige ‘omringer’ hovedstaden Wien.
Familienrat – familierådslagning – indføres nu som et fast tilbud til familierne i delstaten og er blevet en del af uddannelsen på den lokale professionshøjskole efter gode resultater i et pilotprojekt i byen St. Pölten vest for Wien. Det er måske ikke så nyt i dansk sammenhæng, men projektet var det første af sin art i Østrig, fortalte Veronica Richter.
Bindeled
– Vi tog afsæt i det arbejde, der startede på New Zealand i slutningen af 1980’erne i indsatsen over for maori-familier. Vi vendte blikket fra familiens svagheder til at få dens ressourcer i spil. Og den model, vi har arbejdet med, kan varieres og praktiseres på mange måder – den kan individualiseres, så den afspejler de forskelligheder og divergerende billeder, familierne har af sig selv, og som vi som socialarbejdere har af familierne, sagde Veronica Richter.
Socialpædagogens rolle er altså i høj grad at være at være facilitator, fortsatte Julia Haslbauer – selvom der selvfølgelig også er de helt basale opgaver som at sikre, at familiens børn får mad hver dag. Socialpædagogen skal være bindeled mellem ‘systemets’ strukturtilgang og fokus på ‘den faglige indsats’ på den ene side og familiernes løse og uformelle struktur på den anden.
Når familierne er blevet visiteret, starter familierådslagningsarbejdet med en forberedelsesfase, der varer mellem tre og otte uger. I løbet af den tid skal socialpædagogen indsamle viden om familien, afdække problemet – og overbevise ikke mindst de store børn i familien om nytten af den familierådslagning, der venter forude.
– I familien Bauer, som var med i projektet, sagde 12-årige Mario fx, at han ‘følte sig som en glasskål, som var smadret og som ikke kunne laves igen’, fortalte Julia Haslbauer.
Nyt lys
Det er nemlig familierådslagningsdagen, der arbejdes hen imod. Her samles familien med de gæster, de måtte ønske, og målet er at få lavet en aftale, der sætter ord og mål på det, der skal ske for at forbedre familiens forhold.
Det er familien selv, der har ansvaret på selve dagen: Efter en informationsrunde forlader socialpædagogen lokalet og overlader familien til sin egen debat.
– Det er ren familietid. I familien Bauers tilfælde tog det fire timer, men det kan variere meget. Der er ingen tematiske begrænsninger i måden at arbejde på, men en bred tilgang til de formulerede bekymringer. De rammer, der er, skal blot sikre mod tilbagefald, fortalte Veronica Richter.
Derfor kan socialpædagogen også sende familien tilbage i rådslagningen, hvis den skitserede aftale ikke holder vand. Aftalen skal, fortsætter hun, gøre brug af familiens iboende viden – den skal sættes i et nyt lys, for så kan den virke som empowerment af familien. Og det er desuden en forudsætning, at man får en hurtig konsensusafklaring af børnenes behov.
– Det er vigtigt, fordi børnene selv ofte har svært ved at løsrive sig fra de roller, som de regner med, at der forventes af dem, sagde Veronica Richter.
I pilotprojektet varede en rådslagning i snit fire en halv time, havde 9-11 deltagere og i ‘ren’ indsats tog et forløb 38 timer pr. familie, inkl. det opfølgende møde, som nogle af familierne ønskede efter to-tre måneder.
– Sådan et møde overkom familier Bauer ikke at holde, men til gengæld bliver de nu fulgt tættere af socialforvaltningen og får støtte på en række områder, fortalte Julia Haslbauer.
– Men uanset om der er blevet holdt et opfølgende møde eller ej, bliver socialpædagogen tæt på dem, og i to tredjedele af familierne har man holdt fast i de mål, man blev enige om, og ikke mindst har kommunikationen mellem familierne og forvaltningen efterfølgende været meget bedre, fastslog Veronica Richter.
Når inklusion er konge
I Danmark er udviklingen på vej – i Tyskland er den i fuld gang: Flere og flere socialpædagoger arbejder i folkeskolerne og er vigtige omdrejningspunkter for sammenhængen i skolen og afgørende for integration og inklusion.
Det fortalte professor Hans Biegert i sin tale til AIEJI-kongressen. Biegert har i ti år været leder af HEBO-Skolen, en privatskole i Bonn overvejende for børn og unge med ADHD eller anden udadreagerende adfærd. Ud af 380 elever har 260 ADHD eller en anden opmærksomhedsforstyrrelse.
I Tyskland var der for 10 år siden stort set ingen socialpædagoger i skolerne – nu har mange klasser i et eller andet omfang tilknyttet en socialpædagog.
– Socialpædagogen går ind og overtager lærerens sociale rolle og den pædagogiske kerneopgave i forhold til de elever, der har brug for støtte. De kan bedre forvalte disse børns kognitive og adfærdsmæssige udfordringer, konstaterede Hans Biegert.
Og det kan der være god brug for, sagde han:
– I disse år, hvor inklusion er konge over alle buzz words i skolesystemet er de ‘utilpassede’ børn blevet et problem for de andre børns skolegang og for lærerne – ja, sådan kunne man for nylig læse i en af Tysklands førende aviser, Die Zeit. Det er dem, der bliver gjort til problemet. Og på samme måde har jeg ikke sjældent samtaler med forældre, der slet ikke kan sige noget godt om deres barn og dets kompetencer. De negative forventninger bliver et tungt sort åg for disse børn. De bliver enspændere med et selvbillede, der langsomt, men sikkert falder fra hinanden, godt hjulpet på vej af evigt negative tilbagemeldinger, sagde Hans Biegert.
Flaskehalsen
Den negative spiral arbejder man bevidst på at bryde på HEBO-skolen – og et udgangspunkt er bl.a. tyske skolepsykologers undersøgelse af intelligenskvotienten hos ADHD-børn. Den viser bl.a. at de er voldsomt overrepræsenteret i gruppen af højt begavede børn.
– Der er masser af potentiale, og med den viden, vi har om ADHD, ved vi, at de har behov for mere regulering, behov for langt større tilpasning af undervisningsformen og for rammer, der opmuntrer den enkelte elevs koncentration, konstaterede Hans Biegert.
– For socialpædagogen, der skal være en del af skolearbejdet med disse elever, kræver det aktivt pædagogisk lederskab i klassen og det højest mulige, men tilpasningsparate aktivitetsniveau – og så noget så banalt som positive tilbagemeldinger. Det har ikke bare en positiv effekt på indlæringen, men også på netop selvbilledet og endda på intelligenskvotienten. Og der kan socialpædagogerne sætte ind, hvor lærernes tilgang til eleverne meget ofte er negativ på grund af de problemer, disse elever skaber i klassen, sagde Hans Biegert.
– For de fleste af de her børn i det normale skolesystem er skoletiden en flaskehals. Efter skoletiden er der mange, der finder deres niche – men også mange, der ikke gør. Så hvad kan vi – I som socialpædagoger – gøre for at maksimere deres muligheder for læring? Hvad er jeres rolle i arbejdet for at forbedre forholdet mellem disse elever og lærerne og de andre elever, lød det afsluttende spørgsmål fra Hans Biegert.
Hvad er problemet?
Herefter indtog Martine Wiltzius scenen og gav sit bud på, hvordan ledelsesdisciplinen mangfoldighedsledelse kan fungere som redskab i socialpædagogiske og politiske sammenhænge. Hendes eksempel kom ganske vist fra normalområdet – dagpasning ud over skoletid i større omfang er en nyere disciplin i Luxembourg, og faggrænserne mellem og definitionerne af socialpædagoger, pædagoger og andre faggrupper omkring børnene er noget anderledes end i Danmark – men pointen var, at metoden har masser af muligheder på andre områder også.
Helt konkret har Martine Wiltzius kigget nærmere på pasningen af 1.100 børn i byen Esch-sur-Alzette, der ligger i det sydlige Luxembourg få kilometer fra grænsen til Frankrig. Børnene i byens pasningsordninger er af hele 23 forskellige nationaliteter – flest fra Luxembourg, Frankrig, Portugal og Kap Verde.
– Der er tale om en kæmpe omvæltning af børnenes hverdag – den er på få år totalt forandret. I gennemsnit tilbringer de nu 20 timer i forskellige pasningsordninger ud over de 20-26 timer, de er i skole, fortalte Martine Wiltzius.
Men hvad er egentlig problemet? Er det de 23 nationaliteter eller vores måde at tilgå dem, spurgte hun og brugte det kendte billede med de seks blinde mænd, der undersøger en elefant og kommer med seks forskellige bud på, hvad det er, de står overfor. Er det elefantens kompleksitet eller mændenes kompetencer, der er problemet, lød det retoriske spørgsmål.
– Vi kan da i hvert fald slå fast, at mangfoldigheden i Esch-sur-Alzette er en realitet, og min påstand er, at det ikke er den, der er problemet, men snarere de manglende kompetencer til at kunne håndtere den. Med andre ord: Det kræver kompetenceudvikling at kunne nå frem til en værdsættende kultur og tilgang, sagde Martine Wiltzius.
Det handler om dig selv
Mangfoldighedsledelse er i en virksomhed et forsøg på at nedbryde de kulturelle barrierer på arbejdsmarkedet og i stedet bruge mangfoldigheden hos medarbejderne som en styrke.
Mangfoldighedsledelsens mål er både at skabe integration, ligestilling og indtjening
Men hvordan kan et ledelsesværktøj, der er udtænkt til det private erhvervsliv med det formål at gøre forskellighed til en kilde til øget indtjening, så bruges i det sociale arbejde inden for det offentlige?
– Motivationen er ikke som i en virksomhed at overleve og tjene penge. Nej, motivationen ligger i de værdier, som denne form for ledelse kan rumme og viderebringe, sagde Martine Wiltzius.
– Mangfoldighedsledelse handler ikke om ‘de andre’ – det handler om dig selv, og det kan godt være skræmmende for både ledere og medarbejde, ikke sandt, spurgte hun og understregede, at det netop er derfor, at tilgangen kan virke på det sociale område:
Den tvinger en til både at overveje ejerskab, vision, dokumentation, praksis og bæredygtighed.
– Mangfoldighedsledelse er ikke et projekt – det er en bevægelse, og det gør det til et rigtig godt værktøj inden for det sociale område, sagde Martine Wiltzius.
I praksis: Menneskerettigheder
Egentlig skulle colombianske Alonso Ocampo som sidste hovedtaler have talt om sit arbejde med fattigdom i hjemlandet, men han sad fast i Amsterdam – nægtet indrejsetilladelse til EU. Vikaren, luxembourgske Charel Schmit fra Luxembourgs Universitet, talte i stedet – og meget relevant – om, hvordan socialpædagoger skal få de forskellige socialpædagogiske traditioner til at hænge sammen med den fælles fremtid.
Deres udsendte var igen underlagt flytrafikkens love og måtte forlade taleren i utide, men nåede dog at høre hans begyndende opremsning af eksempler på socialpædagogisk praksis, som den udspiller sig lige nu:
Han talte om den brasilianske Paulo Freire og de undertryktes pædagogik:
– Han taler til os alle som socialpædagoger. Hans udgangspunkt var, at pædagogik ikke kan være neutral, sagde Charel Schmit.
Han fortalte om den sydafrikanske organisation NACCW, der arbejder med børn i AIDS-ramte familier:
– De skaber ‘safe parks’ – voksenbemandede legepladser, hvor børnene, der ellers bærer et tungt ansvar hjemme i familien, får lov til at lege som de børn, de er. Det handler om ‘the courage to care’.
Og han fortalte om den unge luxembourgske socialpædagog Martine Greischers projekt Trabajo Digno (Værdigt arbejde) i Bolivia:
– Det handler om empowerment af børnearbejde – om respekt for de arbejdende børn i kooperativerne. Ja, de arbejder, og det er nødvendigt for familierne. Her er socialpædagogernes opgave at praktisere de internationale konventioner.
Og så måtte Deres udsendte spadsere ned til bussen til lufthavnen. Om bord var også to italienske socialpædagoger på vej til Milano. Og vi blev enige om, at det jo egentlig var en meget god udgangsbøn at forlade kongressen med: Socialpædagogik er en kamp for menneskerettigheder.
Og apropos Paulo Freire, så kunne AIEJI-præsident Benny Andersen ved lukningen af kongressen også annoncere, at når det om fire år går løs igen, så er det i Sao Paolo-provinsen i netop Brasilien. Så: Addi, Lëtzebeurg – bom dia, Brasil.
Læs mere om:
Gilbert Pregno på www.kannerschlass.lu
Julia Haslbauer og Veronica Richters projekt på www.familienrat-fgc.at
Hans Biegert og HEBO-skolen på www.hebo-schule.de
Martine Wiltzius på www.dialogue.lu